Super16: Midtvejsfilm årgang #8

Den nuværende årgang instruktører fra Super16 er ikke dem, som har gjort sig mest bemærket på Ekko Shortlist. To af dem er slet ikke repræsenteret, mens vi blot finder en håndfuld film fra resten. Deres midtvejsfilm kan dog ses her indtil torsdag den 23. april.

Mest kendt er måske Kristian Sejrbo Lidegaard. Instruktøren har markeret sig på Ekko Shortlist med Mit blødende hjerte og ikke mindst Millenium, som ligger nummer 17 på All Time Shortlist. Det synes jeg på ingen måde, sidstnævnte ungdomsdrama fortjener, så jeg er overrasket over, hvor gåsehudsfremkaldende og fængende Jeanne d’Arc er, særligt på grund af Jenna Thiams paralyserende skuespil. Lidegaard har sikret sig den franske skuespillerinde kendt fra den overnaturlige serie The Returned, og hun gør det overbevisende som den overbeviste.

Dårlig sex og svampe
Jeg ved ikke, om det er fordi, Jeanne får dårlig sex af sin kæreste Werner – for det gør hun – men hun er i hvert fald så sindssyg, at hun tror, hun er i kontakt med rumvæsner. Nærmere bestemt Voyager 1 Space Craft som flyver 35.000 mil pr. time gennem rummet.

Werner og Jeanne bor sammen, men forholdet splittes af, at hun har fået kontakt med det ydre rum gennem sit radioudstyr. De andre i bofællesskabet griner af hende, alt imens hun opsluges af sin tro på et større univers. Snart er hun fjern som en hippie på svampe og befinder sig i psykedeliske galakser langt, langt væk.

Filmen udforsker en underbelyst verden, som findes derude. Går man ind og læser med på for eksempelvis Selvet.dk kan man læse beretninger om folk, der har fløjet rundt mellem tage og stjerner.

Det kræver sin instruktør, at tage disse folk seriøst. Kristian Sejrbo Lidegaard kan komme langt, særligt fordi han anskueliggør det spirituelle og religiøse element, uden at det bliver komisk. På den måde bliver man i tvivl om den verden, vi ser, er den rigtige, eller om der er en bagvedliggende virkelighed.

Venter på døden
Om der er mere, end vi blot ser, skal enken i Enkebal snart finde ud af. Grethas mand Viggo dør. Hun siger farvel sammen med familien. Og gravøl. Hun tager hjem. Taler stadig til sin mand.

“Tag noget mere ost. Det er du så glad for,” siger hun. Ingen svarer. Dagene går. Hendes datter Ulla ringer. De taler i nogle minutter. Kommer Ulla mon snart forbi til en lille kop kaffe? Nej, det gør hun ikke.

“Nå, jaja. Der er så meget at se til. Ring du bare til ham, du skulle have ringet til,” svarer Gretha.

Den erfarne skuespiller Elsebeth Steentoft (Italiensk for begyndere, De grønne slagtere) gør det meget overbevisende som den deprimerede, ældre dame, hvis familie svigter, og som blot venter på at dø. Filmen er særligt rørende, fordi den er så ligetil og ikke prøver at være storladen eller følelsesmæssigt pompøs. Det er befriende at se en hverdagshistorie fortalt med overbevisende realisme. Uden at mase budskaber ind.

Historien bliver fortalt med stillestående kamera, skuespillernes udtryk og omgivelserne. Ikke så meget gennem et plot eller en hidsig dialog. Zara Zerny har tidligere vist sin sympati for mennesker i Shoot for the Moon, som er på Ekko Shortlist, flot fotograferet af Nadim Carlsen i samme rolige, livsbekræftende tempo. Den stil må hun gerne tage med videre.

Blod, sved og tårer
Et plot har King til gengæld. Her følger vi David (Zaki Youssef), der begår bevæbnede indbrud hos familier og i banker for at betale sin stedfars gæld. Vi forstår langsomt, at han gør det mere af nød end af lyst. Han afviser de ludere og fester, hans psykopatiske kompagnon Philip (Gustav Dyekjær Giese fra Nordvest) ellers dyrker og bruger alle deres penge på. Et opgør venter.

Instruktør Frederik Louis Hviid har tidligere hittet på Shortlistens Top 10 med den rørende, kunstneriske Palma om den unge rod Nicky, som bliver løsladt fra fængslet og fanget i kriminalitetens underjungle. Jeg havde derfor set meget frem til hans film.

Egentlig er håndværket udmærket, men jeg kan slet ikke mærke Frederik Louis Hviid i hans nye gangsterdrama, der ikke bringer meget nyt til genren, som efterhånden er godt skudt igennem. Skuespillet er solidt fra de to efterhånden velkendte ansigter, men desværre forfalder filmen til action og overdrivelser fremfor Davids indre konflikt.

Instruktøren har tidligere været tæt inde på livet af triste, kriminelle skæbner, herunder rockere. Men hvis vi som seere skal være med, havde jeg hellere set et langt dybere portræt af skæbnerne og deres miljø, fremfor en film, hvor pistoler bliver til maskingeværer og røverier til mord. Lavet over en allerede velkendt skabelon af blod, sved og tårer.

Karl-Smart i København
Hvis King bygger på gangsterklichéer, gør Euroman det på yuppie-klichéer. Den selvironiske komedie handler om den unge forretningsmand Frederik, der har egen virksomhed og som holder den ekstravagante livsstil høj, mens forretningen og økonomien forfalder.

Og det er da meget sjovt, når den arrogante CBS-yuppie låner penge i Arbejdernes Landsbank, ansætter en virksomhedspraktikant, sniffer til dyr vin, aftaler at bolle en luksushippie på femstjernet hotel, bliver dyrt barberet foran røde demonstranter og ender dagen på Vinstue 90 med de gamle CBS-venner.

Der er tilmed flotte scener, som når han kører gennem storbyen til høj operamusik, som var det en Mads Holger-karikatur. Jens Sætter-Lassen (1864) gør det fint som Karl-Smart, men når filmen ikke er sjovere end tre stjerner, skyldes det, at den er så overdrevet karikeret, at det tangerer folkekomedie.

Modsætningerne er bevidst opsat, men det bliver også lidt for nemt. Historien om yuppiens indholdsløse form er sunget før, set før, filmet før. Det havde været mere interessant at skildre Frederiks moralske overvejelser.

Det var fedt at komme rundt i København, stemningen i filmen tiltalte mig, men der skal mere nytænkning og personlighed til, før det for alvor bliver interessant.

Global business
3 Fractures er også en film, som kommer rundt om finanskrisen og dens patologiske konsekvenser i en globaliseret verden. Der er heller ikke meget nyt at hente, men den vinder på sin underspillede facon.

Toni Kamula har instrueret et absurd øjebliksbillede af et engelsksproget trekantsdrama, hvor alle har det ad helvede til. Forretningsmanden og – forstår vi – kontrolfreaken Alexander (Henrik Birch) går til psykolog for at tackle sine syge tanker, mens hans spiller sine teammanagers jobfremtid ud mod hinanden på casino. Den ene teammanager, Jonas, er så sygeligt optaget af sit arbejde, at han ikke har tid til sin tyrkiske kone, Meryem, der bekymrer sig mere om en opstand i Istanbul.

Det hele er lidt interessant, fordi vi ikke får meget at vide. Vi undrer os over, hvorfor vores karakterer er frustrerede, hvem har et forhold til hvem, hvad deres historie og fremtid er.

Filmen har tre væsentlige akter, en spændende komposition nærmest som et udklip fra en større spillefilm. Det er ikke stor filmkunst, men en eftertænksom film med suspense.

Den ensomme unge
Yellowknife mangler i hvert fald ikke personlighed. Den er instrueret af Niels Holstein Kaa, som har gjort sig positivt bemærket på Ekko Shortlist med den særdeles uimodståelige Sidste weekend med fremragende skuespil af Jens Bo Jørgensen.

Denne gang har instruktøren kastet sig ud i noget så modigt som en selvbiografisk dokumentar. Den handler om Niels selv, en sympatisk og god gut, som for ti år siden var studerende i den canadiske by Yellowknife, men senere måtte holde nytår alene i Århus og aldrig fandt sig rigtig tilpas i København.

Filmens temaer er ensomhed og fremmedgørelse. Niels tager tilbage til Yellowknife for at finde lykken. Vi følger ham skiftevis i Canada og Danmark. I byen, sammen med venner, i vandet, på stranden, på ski, til canadisk thanksgiving, foran sengen, på bænken grædende med sin ekskæreste. Men han er stadig fortvivlet.

Pinagtig begyndelse
Det er ærlig talt ikke særlig interessant. Der mangler en rød tråd, der fortæller mig, hvorfor jeg skal se filmen. En styrende fortæller.

Dokumentaren er for rodet, uredigeret og fortaber sig en smule i nostalgi og offerattitude. Selvom det er personligt, skiller ungdomskvalerne sig ikke nok ud til at holde mig fanget. Den starter tilmed irriterende, hvor en interviewer afbryder Niels’ anekdotiske talestrøm med standardreaktioner som “ej", “NEJ”, “ja”, "det var dog forfærdeligt”, “hvor er det sindssygt”, “er det rigtigt”?

Nej, det er forkert. En journalistisk fodfejl, der forstyrrer starten. Men respekt til instruktøren for at blotte sig selv og sin frygt. Og ros til de flotte billeder fra naturen i Yellowknife, som jeg hellere havde set en film om. Niels kan jo godt.

Tematiske klichéer
Gennemsnittet af stjernerne giver rundt regnet 3,5, men når jeg peger pilen nedad, skyldes det, at jeg ser alt for mange tematiske klichéer med henholdsvis finanskrise-yuppier, gangsteraction og en coming-of-age-dokumentar. Kun Jeanne d’Arc og Enkebal byder for alvor på originalitet med underbelyste emner og personlige vinkler herpå.