Hvad har en mystisk ondskab i en middelalderlandsby, tre par på ferie i sommerhus, en far besat af at fotografere sin datter og en ældre mands minder om gammel kærlighed tilfælles?
Umiddelbart ikke meget andet end, at alle værker er skabt på den århusianske filmskole Super8, som endnu engang slår fast, at der er masser af talent vest for Storebælt.
Ekko har taget et kig på, hvad der gemmer sig af potentiale i den jyske muld. Filmenes generelle styrke er en sprudlende fortælleglæde, og det spænder bredt, når førsteårsstuderende på årgang 9 viser værker frem.
Der bydes på klassisk genrefilm med et mørkt gys. Et skævt og absurd drama, som ender fatalt og kærlighed i forskellige former, hvor den ene er af den mere forskruede art.
Og så har de måske alligevel en fællesnævner. For i alle værker lurer kærlighed og magtrelationer under overfladen. Magtmisbrug, afmagtsfølelse, kærlighed og tabet af denne ulmer og får personerne til at handle mere eller mindre bevidst.
Kortfilmene vil være tilgængelige her på Ekkos hjemmeside frem til den 29. oktober.
Nøcken
En kvinde med et langt hvidt klæde går gennem en sort skov. Krogede træer fylder forgrunden af billedet, mens hun slentrer mod en stor, blank sø. Pludselig dukker et monsterlignende væsen frem bag hende.
Det er en helt klassisk, men samtidig uhyre effektiv gyser, som Nicolai G.H. Johansen har kastet sig over med Nøcken.
Med stilsikre træk drages vi ind i en fortælling, hvor synd og skyld straffes – og efterlader vores hovedperson Karl i desperation og afmagt.
I den mørke middelalder er Karl (Henrik Vestergaard) og konen Dagmar (Maria Erwolter) ulykkelige over, at de ikke kan få børn. Hun trøster sig med religion, han med en udenomsaffære. Men alt ændrer sig, da Dagmar efter en tur i skoven bliver alvorligt syg. Hun er blevet besat af ondskaben, og Karl må se egne synder i øjnene i forsøget på at redde hende.
Det er et klogt valg, at lade filmen være sort-hvid. Det forstærker uhyggen og det kolde univers, og med billeder af sorte træer, som spejles i det blanke vand, skaber fotograf Sebastian Bjerregaard en dyster atmosfære.
Det mørke univers og monstrene er kreative, og dæmonens håndlangere giver koldsvedsfornemmelser, når de med bare overkroppe og masker af træ slanger sig af sted og med flammende fakler i hænderne danser foran søen, hvor dæmonen holder til.
Der er gjort brug af mange konventionelle gysertræk, så selvfølgelig skal vi også have en eksorcismeseance. Men den er til gengæld særdeles veludført, og det løber koldt ned ad ryggen på én, når djævleuddrivelsen får en rystende Dagmars lemmer til at vende i den forkerte retning. Og med slimede igler, flossede sår og sorte blodårer er det ikke en film for sarte sjæle.
Ø
Kærlighed og tab er også på spil i Ludvig Christian Næsted Poulsens drama Ø. En bevægende fortælling om tid og om livets glæder og sorger, hvor en ældre herre mindes en stormende kærlighed fra sine unge dage.
Stilheden og melankolien dyrkes, når den ældre herre eftertænksomt går rundt på øen, hvor en ungdomskærlighed mellem ham selv og manden Christian for mange år siden blomstrede, men aldrig blev til mere. Der er noget drømmende over de idylliske naturomgivelser. Og man får nærmest Call Me By Your Name-associationer, når de to unge mænd i et flashback ligger hængslængt i skovkanten under sommersolen.
Christian er i dag afgået ved døden, men den ældre mand indtaler en besked på afdødes telefonsvarer, hvor han mindes deres oplevelser. Det bliver et gennemgående greb i filmen, som på en naturlig måde tager seeren med på hovedpersonens rejse tilbage i minderne.
Preben Kristensen er underspillet og tænksom i rollen som den ældre herre. Det er derfor en stærk kontrast, når han en aften sidder i mørket, giver følelserne frit spil og bryder sammen på grund af sin tabte kærlighed.
Langsommeligheden er desværre også filmens svaghed, og der er lige lovlig mange tidspunkter, hvor den ældre herre eftertænksomt kigger ud i luften. Vi har forstået pointen, og med en spilletid på 27 minutter kunne der uden besvær være trimmet.
Men Ø er en fortælling, som går lige i hjertet.
Love Child
I Josefine S. Bondes Love Child viser kærligheden sig i en forskruet form.
Bliver rollen som forælder misbrugt? Overstiger ambitioner og selvrealisering hensynet til barnets trivsel? Og hvad sker der, når man fratages glæden ved at være barn?
Det er nogle af de spørgsmål, som kastes i luften i Love Child, hvor en far er optaget af fotokunst og elsker at bruge datteren som model. Det, der startede som leg og hygge, ender med, at farens ambitioner for det perfekte billede overtrumfer rollen som den gode forælder.
Glimtet i barneblikket forsvinder, og tomheden og tristheden vokser i Asta Rimann Matthiasens øjne. Hun leverer en stærk præstation i rollen som den lille pige omkring niårs alderen, der i voksne klæder udsættes for den ene fotooptagelse efter den anden.
Faren er besat af billeder, og filmen har en struktur, der viser udviklingen i datterens fotoopgaver. Det bliver tydeligt, hvordan grænserne konstant skubbes, og med karakteristiske kameralyde følger vi klik for klik, hvordan datteren fratages barndommen.
Hun poserer viklet ind i net med sommerfugle og pudder på kinderne. Far beder hende dreje hovedet en smule og lave trutmund. Før man ved af det, sidder hun i 20’er-outfit med perlekæder, silkehandsker og en rygende cigaret i hånden.
Det er en stor kontrast til filmens begyndelse, hvor hun på hjemmevideo dansede legende rundt i en prinsessekjole. Forvandlingen er tydelig og kontrasten stærk.
Desværre er fortællingen en kort fornøjelse. Med en spilletid på otte minutter føles filmen slut, inden vi rigtig har sat os til rette. Stramt og kort kan være godt, men her kunne man med fordel have dykket dybere ned i historien og karaktererne.
Vidnet
Det går vildt for sig i Vidnet, hvor magtanvendelsen kommer til udtryk i en anden mere bevidst og overlagt form. I Nikolaj Bach Wolthers absurde drama bliver besættelsen af kontrol fatal for filmens personer.
Vidnet er både skæv, overraskende og underholdende, når en sommerhustur går grueligt galt og driver personerne længere og længere ud.
Tre par mødes til den årlige ferie. Her skal kvinderne som sædvanlig se på sandskulpturer, mens mændene går på jagt. I år er det dog en smule anderledes.
Eva (Marie Louise Wille) kommer alene. Hun har forladt sin mand efter at have opdaget hans utroskab. Og hun vil for resten også med på mændenes jagt. Her opdager hun en hemmelighed om de to mænd, og pludselig er det ikke længere kun vildt, som jagtes.
Eva bliver byttet, og med et dynamisk kamera og foruroligende musik følger vi jagten. Det er humoristisk og dybt grotesk.
Morten Lützhøft, som spiller manden Anker, er en anelse stiv i betrækket, og replikkerne kan til tider virke kunstige i munden på skuespillerne. Det bliver dog bedre, som filmen skrider frem.
Mændenes afhængighed af magt og kontrol skildres på fornemste vis ved, at de i flere billeder nærmest maser Eva. Om det er, når de sidder klods op af hende i saunaen eller på hver sin side ved middagsbordet.
Det absurde er filmens force. Da Eva ikke indordner sig, mister særligt Anker besindelsen og går grassat. Og Vidnet bliver ved med at være uforudsigelig og interessant.
Med ladte geværer jager mændene Eva op i et træ. Derfra skider hun Anker i hovedet!
Kommentarer