Supernova

Sam er koncertpianist, og Tusker er forfatter. De har dannet par i årevis, og deres forhold er som Sams posede, strikkede cardigan: velkendt og hyggeligt, en selvbekræftende boble, der kan holde virkeligheden stangen.

Men virkeligheden har det med at trænge sig på.

Mens de to småkævler kærligt i deres autocamper på vej mod Cumbria i Nordengland for at besøge familie og venner – og genopleve en rejse, de foretog sammen for år tilbage – står det klart, at deres trygge, varme boble er tæt på at briste.

Tusker er nemlig ramt af tidlig demens, og selv om Sam nægter at se det, går det kun ned ad bakke.

Endda så hastigt, at Tusker har planer om at begå selvmord sidst på turen. Han vil ånde ud med medicin fra en schweizisk klinik, mens Sam giver en klaverkoncert i en lille provinsby.

Timingen giver Sam et skudsikkert alibi, men planen har også et andet formål. Sam har nemlig taget et villigt skridt tilbage fra sin musikkarriere for at tage sig af sin skrantende partner. Og Tusker kan ikke bære tanken om, at hans sygdom skal frarøve dem begge deres kreativitet.

Supernova udspiller sig i storslåede landskaber og bruger det geografiske drama til at højne dramaet mellem personerne. Det er samtidig en film, der lever i de stille glædesstunder og usigeligt smertefulde samtaler.

Og så er det en uforknyt tåreperser, anført af førsteklasses præstationer af Stanley Tucci som Tusker og Colin Firth som Sam. Filmen behandler mentalt forfald og assisteret selvmord med intelligens og mådehold, selv om skildringen af demens er lidt på slump.

Tusker lider nemlig af den særligt filmvenlige demens, der ikke står til hinder for komplicerede allegorier om astrofysik og intellektuel nysgerrighed, men som af og til gør det svært at få hold på et ord som ”triangel”.

Det gør givetvis Supernova mere spiselig for publikum. Man kan dog undre sig over, hvordan Tusker er nået til den beslutning, at han står ved livets sidste skillevej, når han stadig har det meste af forstanden i behold.

Men for en mand som Tusker er åndelig død lige så slemt som den fysiske. Denne indsigt i karakteren bliver os smerteligt bevidst i en scene, hvor Sam opdager, hvor dårligt partneren har det. Da han hører fra en fælles ven, at Tusker har brokket sig over skriveblokering, åbner Sam i smug den lille træ-æske, hvor Tusker opbevarer sine noter, når han arbejder på en bog.

Da han bladrer gennem en notesbog, ser han Tuskers præcise, kække håndskrift gradvis forvandles til desperate kragetæer. De afløses endelig af blanke og iturevne sider, hist og her med et enkelt, uudgrundeligt ord – som en gravsten over tabte idéer.

Forfatter og instruktør Harry Macqueen brugte også i debutfilmen Hinterland en bilrejse gennem Nordengland som et billedskønt bagtæppe for en smertefuld kærlighedshistorie.

I Supernova kan han forlade sig på sine to velsignet dygtige skuespillere.

Colin Firth indfanger smukt den dumpe smerte, der kommer af at sørge over en partner, som stadig er i live. Og Stanley Tucci spiller med hver en muskel, som da Sam viger fra Tuskers side et øjeblik, og han nærmest forvitrer.

Skuldrene falder sammen, ansigtet bliver tomt og fjernt, hele hans krop bliver skrøbelig og svag som et grumt varsel om, hvad der er i vente.

Demens-temaet til trods er Supernova en blid og lettilgængelig film.

Den er ikke nær så konfron­te­rende som Wash Westmoreland og Richard Glatzers Jeg er stadig Alice, hvor et ægteskab torpederes af Alzheimers. Supernova ser på demens med briller, der måske ikke er rosenrøde, men som stadig giver lidelsen et kameravenligt skær.

Det er ikke nødvendigvis et problem. Tuskers diagnose er ikke så meget et mål for fortællingen som et effektivt dramatisk greb i en betagende vemodig kærlighedsfilm.