Superposition

Begrebet ”superposition” stammer fra kvantefysikken. Det handler om paralleluniverser, hvor fysiske ting teoretisk kan eksistere i flere mulige tilstande.

Fiktionen kan gøre det samme, nemlig skildre personer i parallelle, samtidige situationer. Det er et litterært begreb, der vil virke bekendt for den forfatterskoleuddannede Stine, hovedpersonen i filmskoleuddannede Karoline Lyngbyes debutfilm.

Helt alene, bortset fra hunden og sønnen Nemo, har de trukket sig fjernt fra verdens vrimmel, ud af larmen og hamsterhjulet og langt ud i de skånske skove med dybe søer og gådefuld, ufattelig stilhed.

Parret er rykket ind i et lækkert hus fyldt med økorigtige fornødenheder. Her vil Stine skrive videre, mens hun og Teit laver radiomontager om at vende tilbage til naturen.

Men som vi alle ved fra svensk film og litteratur, er skoven noget ganske særligt. Tavse træer og tæt krat, kogleri blandt mosdækkede klipper, der gemmer på underlige væsener og ondskab fra hedenold.

Ildevarslende finder Teit en jagtbøsse, mens Stine forsømmer sit barn for at skrive. Inden længe skimter hun mennesker på den anden side af søen.

Ensomhedens fortryllelse er brudt, og hun vil hjem igen. Også fordi sommerhuset er begyndt at sladre om lig i parforholdets last. Noget om et sidespring. Og så forsvinder drengen i skoven for siden ikke at kunne genkende sin mor.

Hvad findes derude blandt stammerne, som truer den lille familie?

Superposition ændrer stemning undervejs og skrues om til et psykologisk og klaustrofobisk kammerspil, som uhyggeligt, langsomt og selvsikkert handler om, at parforholdet langt fra er edens have.

Det er en ganske traditionel, men effektivt ond horrorfilm, som er økonomisk med genrens obligatoriske gys omkring skumle huse ude i vildmarken. Derude, hvor man flygter fra civilisationens onder og sin egen fortid og alligevel bringer dem med sig. For ligesom i Jean-Paul Sartres drama Lukkede døre er der ingen udvej. Igen er helvede de andre.

Til tider klinger Superposition lidt vel meget af senmoderne biedermeier og småborgerlighed med et fokus på parforholdets forhandlinger. Hvem passer barnet, hvem tager skraldet, hvem laver maden?

Vi befinder os solidt i den kreative klasse med moderne kunst på væggen, arkitekttegnede møbler, en joint i ny og næ og vin midt på dagen.

Men på sine egne præmisser og med forældrenes magtkamp som omdrejningspunkt bliver filmen overbevisende god. Nogle steder er den ligefrem skarp i sin satiriske udlevering af tidstypiske selviscenesættere med egoer på størrelse med elefanter.

Karoline Lyngbye sætter historien sikkert i scene med en forståelse for den dæmoniske naturs klichéer. Det minder lidt om Ali Abbasis Shelley og meget om Lars von Triers Antichrist, men uden at hun læner sig for kraftigt op ad forgængerne.

Manuskriptet, som instruktøren har skrevet med Mikkel Bak Sørensen, er sindigt konstrueret, selv om man må sluge et par kameler, hvad logikken angår. Replikkerne falder fornuftigt og funktionelt, og parrets alvorstunge humorforladthed er realistisk fremstillet.

Marie Bach Hansen er glimrende som tidens eftertænksomme, snarrådige og tjekkede kvinde, der gerne vil være både mor og kæreste, men også katten, der går sine egne veje.

Mikkel Boe Følsgaard er fin som den friskfyragtige, men under facaden fragile mand, der, selv når han er udadvendt, får det hele til at handle om sig selv.

Superposition er en tankevækkende parforholdsgyser, hvor dramaet er underfundigt underspillet og chokkene flettet troværdigt ind undervejs.