Superpower

Volodymyr Zelenskyj er en skidegod historie.

Stjernekomikeren spillede en snusfornuftig præsident i en populær komedieserie, før han indtog virkelighedens præsidentpalads.

Det er Zelenskyjs historie, der i første omgang fascinerede Sean Penn, hvis dokumentar Superpower er en af hovedfilmene på årets Berlinale-festival.

Tidligt i filmen forklarer den Oscar-vindende skuespiller, at han og medinstruktør Aaron Kaufman var nødt til at sadle om, da Rusland invaderede Ukraine. Den oprindelige plan var at skildre præsidenten som en måde at blive klogere på den anspændte politiske situation i Ukraine. Men samme dag som Sean Penn har sit store interview med Zelenskyj, lader Putin bomberne falde.

At præsidenten alligevel gennemfører interviewet, får vi at vide som indledning til Superpower, der herefter springer frem og tilbage mellem måneder og år for at opridse baggrunden for invasionen af Ukraine – og for den amerikanske støtte til ukrainerne.

Der er ingen tvivl om, at det er en film med et formål.

Superpower er en dirrende løftet pegefinger til amerikanerne om, at de har et politisk og moralsk ansvar for at sikre en ukrainsk sejr.

Filmen minder publikum om Budapest-aftalen fra 1994, hvor Rusland, USA og England forpligtede sig til at respektere Ukraines suverænitet som en forudsætning for landets atomnedrustning. Og om, at annekteringen af Krim-halvøen i 2014 blev mødt med resignerede skuldertræk af Vesten.

Og så finder filmen det tunge skyts frem i portrættet af Ukraine som en frihedens og demokratiets kampplads efter Maidan-protesterne i 2014. De voldelige demonstrationer præsenteres som et folkelig oprør mod landets korrupte politikere, men filmen er også tro mod den østeuropæiske skepsis over for politikere i en sekvens, hvor Sean Penn forgæves leder efter bare én ukrainer, der stemte på Zelenskyj.

Krige har det med at sætte ting på spidsen. Zelenskyj, hvis modersmål er russisk, blev opfattet som en pro-russisk præsidentkandidat, men samlede i stedet landets russisk- og ukrainsktalende indbyggere med sin kritik af Putins militæroprustning langs grænsen.

Og så er han en medievant showman, der allerede til det første interview på dagen for invasionen har en vittighed parat, da han byder velkommen i bunkeren under præsidentpaladset: ”Ja, det er så vores nye hjem!”

Titlen Superpower henviser selvfølgelig til den geopolitiske styrkeprøve, der netop nu udspiller sig i Ukraine. Men også til Zelenskyjs særlige egenskab som en mand af folket, der inkarnerer den ukrainske folkeånd. ”Selvfølgelig har jeg en superkraft,” siger han til sin søn i rollen som præsident i et klip fra serien Folkets tjener. ”Det er dig.”

Man når at savne, at filmen ikke går et spadestik dybere i portrættet af Zelenskyj, men blot lader ham spille den rolle, omverdenen allerede kender fra krigsdækningen.

Men ret beset er det ikke præsidenten, der er filmens hovedperson. Sean Penn er med i stort set hver en scene, typisk med morgenhår, en smøg i mundvigen og en drink i hånden. ”Mit alkoholindtag svarer til min daglige rytme og har intet at gøre med filmen,” svarede han koncist til filmens pressemøde, da en bekymret journalist spurgte ind til hans drikkevaner.

Dermed ikke sagt, at filmen ikke dramatiserer virkeligheden. Filmholdets flugt fra Kyiv skildres med spændingsskabende underlægningsmusik, men som Sean Penn forsikrer en bekendt i telefonen: ”Jeg har det helt fint!”

Sean Penn udvikler sig fra bekymret nysgerrig til fuldblodsaktivist for flere våbenleverancer til Ukraine i løbet af filmen. Nogle vil genkende denne version af superstjernen fra dokumentaren Citizen Penn, der viser hans nødhjælpsarbejde efter jordskælvet i Haiti i 2010.

Det ville være for let at sige, at Sean Penn i sit helteportræt glemmer, hvem der er helten. Men selv om Superpower er en topprofessionel produktion, føles den også begrænset af sit outsiderperspektiv.

I hvert fald sammenlignet med den hårrejsende Sundance-prisvinder 20 Days in Mariupol eller dokumentaren Iron Butterflies om nedskydningen af flyet MH17 i det østlige Ukraine, der begge er instrueret af ukrainere.

I den forstand siger Sean Penn ikke meget, vi ikke har hørt før. Men han har ikke desto mindre et budskab, der fortjener at blive hørt.

Som Zelenskyj siger i filmen: ”Det vil være billigere, hvis vi vinder nu.”