En overgang så det ud, som om vi havde mistet Mike Leigh til statelige periodedramaer.
Peterloo fra 2018 flød over med vrede mod den britiske herskerklasse, men føltes også – for første gang i samfundsrevserens karriere – som en underligt konservativ magtkritik.
Vreden i Svære sandheder er mindre fokuseret og mindre retfærdig. Og derfor mere interessant.
Den bliver spyet ud af Marianne Jean-Baptistes hovedperson Pansy som lava og kølnes kun en smule af Gary Yershons eftertænksomme underlægningsmusik. Hendes arrighed rammer både komplet fremmede og familiemedlemmer, som hendes martrede ægtemand Curtley eller hendes kærlige, empatiske søster Chantelle.
Pansy er ikke temperamentsfuld, hun er en vulkan i evigt udbrud. Hun er også dybt fortabt og ulykkelig.
Svære sandheder handler om hendes depression og om måden, den slider sig ind på hendes nærmeste. Gennem filmens første time banker Pansys ubønhørlige klagesang også publikum mør, indtil et kollaps og en art indrømmelse endelig finder sted.
Sårbarheden lurer bag udbruddene i Marianne Jean-Baptistes bemærkelsesværdige præstation, måske hendes bedste siden Mike Leighs klassiker Hemmeligheder og løgne fra 1996.
Mike Leigh har efterhånden et internationalt publikum, men man tør vove den påstand, at engelskhed er hans foretrukne emne. De fleste af hans film er forsøg på at forstå og udfordre den kultur, han er rundet af.
Der er en slet skjult fryd i måden, Leigh lader Pansy harcelere over en konfliktsky, hyklerisk forstadsverden. Hun er besværlig, ligefrem hadsk, men hendes uhæmmede ærlighed har også en manisk og til tider kostelig energi, fordi hun siger alle de ting, andre nøjes med at tænke.
For ja, den unge kvinde bag hende i køen i supermarkedet ligner faktisk en struds.
Miljøet har altid været afgørende i Mike Leighs film. Pansy, Curtley og deres overvægtige, akavede og arbejdsløse enebarn Moses bor i et rækkehus i London møbleret så gennemført intetsigende, at IKEA føles vovet.
Baghaven er en blomsterløs firkant af græs og beton omringet af høje træstakitter og med et skur i det ene hjørne. Den ligner et fængsel og er en kilde til rædsel for Pansy. Da en flok duer lander – en invasion, som stakittet ikke kan holde ude – får hun et panikanfald.
Svære sandheder har også den krølle, at alle væsentlige karakterer er sorte – et kunstnerisk valg, som får stadig flere nuancer til at træde frem.
Chantelle og hendes to kærlige, voksne døtre lader snakken glide fortroligt over i vestindisk slang, mens Pansy udspyr sit kantede cockney som et skjold mod verden.
Det føles, som om Mike Leigh – en engelsk jøde, der som barn i Manchester var sig sin fremmedhed bevidst – viser en ny refleksion i det spejl, han holder op over for samfundet.
Han konfronterer tilskuerne, både hvide og sorte, med deres egne antagelser om en samfundsgruppe, der ofte skildres stereotypt som tilbagelænet og social.
Svære sandheder minder om Mike Leighs mesterlige Naked, der ligeledes var båret af en lind strøm af vitriol fra en utilpasset hovedperson. David Thewlis’ Johnny kaldte menneskeheden ”et revnet æg”. Pansy nærmest spytter, da hun konstaterer: ”Mennesker – jeg kan ikke udstå dem.”
Men Svære sandheder har ikke den vildskab, der ulmede i Naked, og som forenede filmens Thatcher-kritik med et gribende karakterstudie. Filmen har svært ved at forlene sin metafor for samtiden med et troværdigt drama om en kvindes skrøbelige, mentale helbred.
Forholdet mellem Pansy og Curtley er så fuldt af åbne spørgsmål, at det føles underudviklet, og en scene, der binder en net sløjfe på den sørgelige, ensomme Moses’ fortælling, føles forceret.
Ikke desto mindre er Svære sandheder et forfriskende isbad af en film, der til fulde beviser, at Mike Leigh ikke har mistet lysten til at skabe udfordrende, provokerende dramaer for voksne.
Kommentarer