Hverdagen for den altid optimistiske, skriggule og pudsigt skarptskårne svamp med tilnavnet Bob har været stort set den samme, siden hans tegneserie startede på Nickelodeon i 1999.
Undervandstilværelsen skvulper roligt af sted, og Svampebob Firkant går altid overstadigt glad på arbejde. Han er friturekok i den griske Hr. Krabbes restaurant Den Knasende Krabbe”. Hans blæksprutte-nabo Blækvard står ved kasseapparatet, mens hans bedste ven, søstjernen Patrick, er fast kunde. Hr. Krabbes rival Plankton forsøger jævnligt at stjæle den hemmelige opskrift til de populære krabbeburgere, men altid uden held.
Og sådan er hverdagen stadig femten år senere i den nye 3D-animerede spillefilm Svampebob: En rigtig landkrabbe.
Men da Bikini Bunden på grund af akut mangel på krabbeburgere udvikler sig til et postapokalyptisk undergangssamfund, må Svampebob rejse gennem tid og rum for at redde den hemmelige opskrift fra den onde pirat-kok Burgerskæg, spillet af Antonio Banderas (med dansk stemme af Alexandre Villaume).
Der er virkelig gang i den. Superkræfter, postapokalyptisk borgerkrig, tidsrejse og en magisk delfin fra fremtiden er bare nogle af de ting, Svampebob støder på. Man bliver helt forpustet.
Noget af det sjove ved tv-serien er, at det absurde, groteske og helt overstadige bliver parret med ret banale hverdagsting. Svampebobs hyperenergi og naive begejstring ved så godt som alting er filteret, vi ser hans i grunden helt almindelige liv igennem.
Kombinationen af det hverdagslige og det syrede fungerer i de korte tv-episoder, men når det udknaldede bare knalder endnu mere ud – og så oven i købet i pangfarvet 3D – mister det sin effekt og bliver trættende.
Alligevel er det også en velproduceret film, der sine steder leverer gode grin.
Særligt sjov er den Mad Max-agtige parodi på et postapokalyptisk samfund. Den udstiller kækt gennemtærskede filmklichéer om fremtidskaos, hvor alle går i lædertøj og har hanekam – og hvor der altid er en bil eller et hus, der står i flammer et eller andet sted.
Svampebob-serien har mestret den svære disciplin det er at blande tegnefilm og live action. Allerede i de tidlige tv-afsnit blev virkelige skuespillere inddraget på en næsten collageagtig måde, hvor grove overgange og et skrabet look var en bevidst del af udtrykket.
I Svampebob: En rigtig landkrabbe introduceres et tredje, teknisk element: computeranimation.
Undervandsscenerne i Svampebobs naturlige element er stadig tegnede, præcis som i serien. Men verden over vandet er en live action-virkelighed med Antonio Banderas i levende live. Og når de håndtegnede undervandsfigurer kommer på land, bliver de pludselig til computeranimerede versioner af sig selv.
De nye, computeranimerede figurer har en lækker overflade, der minder om vinylfigurer i topkvalitet, og filmenslipper faktisk hæderligt fra sammensmeltningen mellem animerede figurer og menneskeskuespillere. I hvert fald på det tekniske plan.
Men selvom det er godt lavet, er det både overfødigt og en smule forstyrrende, at filmen har tre slags fylde og tekstur på figurerne.
I stedet føles blandingsproduktet næsten som tre film, der smelter sammen – og det havde faktisk været bedre, hvis computerdelen helt var udeladt.
Svampebob: En rigtig landkrabbe er et godt bevis på, at man bør stoppe, mens legen er god. Det er en ganske unødvendig film, der hverken lægger noget til eller trækker noget fra Svampebob Firkant og hans univers.
Til gengæld er det en gevinst, at de danske stemmer fra tv-serien er blevet bevaret.
Jens Jacob Tychsen er præcis så enerverende og hysterisk en Svampebob, som han skal være, Søren Ulrich er god som Patricks tågehornstemme, og Nis Bank-Mikkelsen leverer igen-igen en rutineret kvalitetspræstation som Hr. Krabbe.
Midt i stilforvirringen forbinder de velkendte stemmer Svampebob: En rigtig landkrabbe med den langt mere vellykkede tv-serie.
Kommentarer