Streaminganmeldelse
02. sep. 2024 | 21:34

Svennis

Foto | Whisper

Selv konfronteret med sit eget endeligt formåede Sven-Göran Eriksson at være lige så rolig og rodfast som de mange grantræer ved hjemmet i Värmland.

Rørende dokumentar om fodboldtræneren Sven-Göran Erikssons eftermæle bliver et billede på, hvor sporten er på vej hen.

Af Casper Hindse

Sven-Göran Eriksson ved, at han skal dø. 

Det skaber en særlig stemning i dokumentaren Svennis. Den ro, som altid strålede fra den ambitiøse svenske fodboldtræner, er ikke forsvundet. 

Analyserne er kælderkolde. Fodboldsynet klart. Det handler om at bevare harmonien, når presset er størst. 

Det gælder både på sidelinjen, og når lægerne fortæller ham, at han er uhelbredeligt kræftsyg. Eriksson dissekerer situationen. Så videregiver han sit blik på den. 

Det er frygtløst og alligevel rørende nøgternt. Selv når han inviterer seerne med ind i sit private herreværelse, hvor minderne hænger på væggen, fortrækker han ikke en mine. Livet er en fortælling, som kan komprimeres til 90 minutter på en grønsvær. Eller 107 minutter i en dokumentarfilm. 

Til en begyndelse fokuserer Svennis på fodbold. Det er trods alt gennem den prisme, verden vil huske Sven-Göran Eriksson. Uanset om det er som Europa Cup-vinder med Göteborg eller for de store sejre med Benfica, Roma og Lazio. 

Filmen går kronologisk frem i fortidssporet, mens Eriksson reflekterer i nutiden. Sideløbende taler venner, familie og tidligere kolleger om hans tilgang til livet. Lige fra sønnen og datteren over David Beckham og Wayne Rooney til Roberto Mancini og Kasper Schmeichel. 

Sven-Göran Eriksson var en tilbagetrukket type, når han arbejdede. Han ledede med flad struktur, men formåede alligevel at bestemme. Den skandinaviske stil var lige så rodfast som de mange grantræer ved hjemmet i Värmland. 

Det er i fodboldfortællingerne, at Svennis lever. Det er her, Sven-Göran Eriksson lever. Uanset hvor svækket han efterhånden ser ud, som dokumentaren skrider frem, lyner øjnene, når talen falder på fodbold. 

Privatlivet og kærlighedsaffærerne har ikke samme glød. Desværre begynder de at overtage fortællingen, da kronologien når til jobbet som engelsk landstræner. 

Især kærlighedsforholdet til Nancy – som var Erikssons kæreste i årene med det engelske landshold – skaber høj søgang i det svenske sind. Det orker han bare ikke rigtigt at tale om. 

”Jeg har følelser, men jeg viser dem ikke,” siger han. For der er kampe inden for kridtstregerne, som skal analyseres, skuffelser og triumfer, der skal kaperes. 

Eriksson har tydeligvis svært ved at acceptere den bornerte og alligevel sensationshungrende engelske presse, som ikke forstår, at deres landstræner kan være ugift og have affærer med yngre kvinder fra fodboldforbundet. 

De kulørte fortællinger driver forbi i montager. 

”Det har ikke noget med fodbold at gøre,” siger Eriksson så. Han vil ikke tage ved lære af tabloidaviser. Det er useriøst. Han er det modsatte. 

Det er umuligt ikke at tænke over, hvor stor en kontrast der er mellem de engelske landsholdsfans – som har det med at vandalisere, når de tager på udlandsture – og så den træner, der førte holdet ind i det nye årtusinde. 

Frem til sin død var Eriksson involveret i sin lokale svenske fodboldklub, hvor han inspirerede de kommende generationer af fodboldspillere. Det var fodbold, der virkelig betød noget for ham. 

Den debuterende dokumentarist Claudia Corbisiero er en god billedformidler, men hun har svært ved at greje forholdet mellem stoisk ro og udsvævende privatliv. Hun har tidligere produceret et andet trænerportræt: Bobby Robson: More Than a Manager

Undervejs i Svennis er filmen lige ved at knække. Det, der begynder så godt som portræt af et fodboldmenneske, bliver i stigende grad et forsøg på at finde ud af, hvad eftermælet skal være. Humanistisk fodboldfilosofi eller celeber skandalemager? 

Heldigvis er det Eriksson, som vinder slaget. Han er ikke interesseret i, hvad andre mener om ham. 

Det er paradoksalt, at mens den svenske toptræner hylder holdpræstationer, forlader han verden i en tid, hvor stjernerne fylder mere og mere i samtalen om fodbold. Det kontroversielle er efterhånden mere pirrende end selve talentet. 

Samme fælde går Svennis altså i, men mest er dokumentaren nu et stilsikkert portræt af en mand, som på kanten af livet ser tilbage, mens han husker os andre på, at vi skal blive ved med at se frem og tage de chancer, tilværelsen tilbyder. 

”Husk mig med et smil. Farvel,” som Sven-Göran Eriksson, der forleden døde i en alder af 76 år, siger.

Trailer: Svennis

Kommentarer

Titel:
Svennis 

Land:
England 

År:
2024 

Instruktør:
Claudia Corbisiero 

Medvirkende:
Sven-Göran Eriksson, David Beckham, Wayne Rooney, Roberto Mancini, Neil Wallis, Kasper Schmeichel, Nancy Dell’Olio, Faria Alam, Johan Eriksson, Lina Eriksson 

Spilletid:
107 minutter 

Premiere:
24. august på Prime Video

© Filmmagasinet Ekko