Sweet Country

”Der er meget dejligt land herude,” siger sheriffen på menneskejagt i westernfilmen Sweet Country. 

Det er meget muligt, at folk kan finde glæde i de store, åbne vidder på det australske kontinent. Men for den oprindelige aboriginer-befolkning anno 1923 er livet en plage, som bare skal overstås. 

Sam Kelly er en af de indfødte, der lever under den hvide mands herredømme. Dagene står på hårdt arbejde, fra solen står op, til den martrede krop kan ramme en ikke videre bekvem soveplads om aftenen. 

Og det er endda så godt, som hans liv nogensinde har været! Gårdejeren Fred Smith (Sam Neill) går som en særligt from kristen ikke ind for korporlige tæsk, men forlanger blot, at hans ”medarbejdere” læser Biblen med samme passion som han selv. 

Fromhed er et komplekst begreb, når al menneskelig moral er sat ud af spil i, hvad man vel kan kalde Det Vilde Øst. 

Sams liv forandrer sig fra skidt til værre, da han bliver sendt ud i bushen for at hjælpe en fordrukken nytilkommer med at gøre hans gård funktionsdygtig. Med sig har Sam nemlig taget konen, der bliver offer for en voldtægt lige så grum som den i Gaspar Noés Irréversible – men på en meget anderledes måde. 

Det går ulideligt langsomt, når voldtægtsmanden lidt efter lidt slukker for mere og mere lys i det lille rum, hvor der til sidst kun er ubehagelige lyde i mørket at orientere sig efter. 

Inden for musik findes begrebet easy listening, der i genrer som muzak og blød pop giver en harmonisk lytteoplevelse. 

Sweet Country lyder som en hyggelig form for westernmusik, men filmen er alt andet end letfordøjelig. Faktisk er den lige næsten så hensynsløs over for sit publikum, som de lidende figurer er over for hinanden. 

Naturlydene fra det australske prærielandskab summer konstant og skaber en slags apatisk trance, så man har det som en slave, hvis sanser er blevet sløvet. Trancen bliver dog brat afbrudt, når en hund gør af sine lungers fulde kraft, fordi den har set en fremmed – eller nok snarere, fordi den har set en mørk mand. 

Racismen er så indgroet, at selv dyrene har taget den til sig! 

Vi kommer ikke ind i hovedet på den stoiske Sam, der mest kommunikerer gennem et enkelt nik. Men vi mærker både i krop og sjæl, hvordan den konstante kastration gennemsyrer det brutale samfund. 

Da han i nødværge må forsvare sig selv og konen fra overfaldsmanden igen, bliver han jaget vildt af en gruppe hvide mænd med landsbyens sherif i front. Også den dømmende magt kommer i spil, når en dommer skal tage stilling til situationen. 

Men idéen om, at retfærdighed findes i sådan en verden, er en nærmest tragikomisk tanke. 

Man kan dårligt klandre en film, der så kompromisløst holder fast i sin dystre fortælling, at den glemmer at underholde. Men selv når Sweet Country lader beboerne i den lille udørk holde filmvisning, og historien om en anden australsk Kelly – forbryderen Ned – dukker op på lærredet, gives der ingen humoristisk dispensation. 

De fleste danskere ser nok Australien som et homogent land, hvis indbyggere er glade for at drikke, men hvor der ikke er de samme sydende samfundsspændinger som i USA. 

Instruktør Warwick Thornton trækker med Sweet Country et plaster væk og afslører et åbent sår i landets historie. 

Men han fortæller også en almenmenneskelig historie om, hvor langt folk vil gå for at vedligeholde det verdenssyn, at nogle mennesker er mere værd end andre. 

Filmens begsorte slutning maner alligevel til et slags humant håb. 

”Har det her land overhovedet en chance?” lyder udgangsreplikken. Små 100 år længere fremme end filmens handling ved vi i dag, at der er sket store fremskridt. Men der er stadig plads til forbedring.