Sylvanian Families: Den store gavejagt

På den anden side af de store bakker og de grønne dale ligger den idylliske Sylvanian Village. Her bor lykkelige, kernesunde familier i form af forskellige antropomorfe dyrefigurer. 

Iklædt kyser, Cirkeline-prikkede kjoler med blondeforklæder, seler og lyseblå skjorter ligner de nogle, som lige er faldet ud af ladet på en amish-hestevogn på vej mod en bygd i Pennsylvania.

Hver indbygger i Sylvanian Village har sin helt egen, særlige historie at fortælle, og i Den store gavejagt er det kaninbarnet Freya (Karoline Munksnæs), som har ordet.

Er man ikke barn af 90’erne, kender man nok ikke det japanske legetøj – Sylvanian Families – til de mindste. Filmen er baseret på én af dyrefamilierne kaldet Chokoladekanin-slægten, som Freya tilhører.

Kaninerne er kendetegnet ved en kridhvid pels og lange, bløde ører med lidt brun farve i spidserne – som var de dyppet i mørk chokolade. De har nærmest kongelig status i legetøjsfranchisen, fordi de er så uimodståeligt søde, at man bare måtte eje netop dem. 

Ud over Freya består Chokolade-klanen af far Frasier (Kasper Leisner), som elsker at bage, mor Teri (Sara Erkander Poulsen), der kan spille saxofon, gavtyvesønnen Coco (Malene Tabart) og lillesøster Créme (Karla Sommer), som er mere vis, end en treårig burde være. 

Som traditionen byder, er det tid til Freyas yndlingshøjtid: Stjernefestivalen. Men i sin iver har hun overset, at det samme dag er morens fødselsdag. Resten af familien har allerede fundet ud af, hvad de skal give Teri, og det får Freya til at gå totalt i baglås. 

Ophavet er tydeligt i Den store gavejagt på bedste vis. Filmen er inddelt i korte kapitler markeret med japanske tegn og en dansk fortællerstemme, som bebuder, når vi tager hul på en ny del af historien. 

Kawaii-stemningen (en japansk stil, som kan oversættes med ”mega nuttet”) får frit løb uden at være overgearet. Tonen er let, og det computeranimerede udtryk er tro mod forlægget, hvor en rolig og nærmest eftertænksom atmosfære hersker.

Dyrene er trods sparsom animation overraskende besjælede. Ligesom i virkelighedens legetøj er kun figurernes hoved, arme og stive ben en smule bevægelige. Og til held for dem, der er sat til at dubbe de japanske stemmer, har de ingen læber, men bare en lillebitte mumlende mund. 

Meget er overladt til tilskuerens fantasi. Og store sorte, plirrende øjne og et über-cute dansk stemmehold, hjælper en på vej. 

Selv om der ikke er megen historie at gøre godt med, er beretningen om Freyas desperation for at finde en gave til sin elskede mor soleklar. 

Hun vil så gerne gøre det perfekt, at det bliver en smule selvdestruktivt. Der sker nemlig ikke meget i Sylvanian Village, som altid ånder fred og idyl, og er man kun fem-seks år gammel, er modgang nyt i en beskyttet tilværelse. 

Heldigvis kan lillesøster Créme komme med gode råd. Den lille skikkelse har en mærkelig, nærmest Yoda-lignende zen-stil over sig. Og mens hun står ved siden af sin hjemmelavede kuglebane, giver hun Freya stof til eftertanke, som nok skal ramme plet hos det ældre publikum, der også kan føle sig overvældet. 

Cremé bruger kuglebanen som metafor for at få sat skub i tingene. 

”Hvis du har en bold, som du bare står og holder fast i, så kommer den og du ingen vegne,” siger Cremé, mens hun holder hårdt fast om sin lille blå bold. 

”Men sætter du skub i den og lader den trille gennem verden, så kan der ske fantastiske ting” lyder det, mens kaninen lægger bolden til rette, hvorefter den ruller langsomt gennem en vidunderlig kuglebane. 

Bolden triller og skubber til et hejseværk, der udløser en overraskende, hjemmelavet konfettibombe. Freya fatter hurtigt beskeden. 

Og mens man sidder og måber lidt over, hvor fint et budskab om stress og præstationsangst, der lige blev vist af en chokoladekanin, begiver hovedpersonen sig ud på underholdende gavejagt. 

Da Freya ved en fejl kommer til at kaste en bogstavelig bold, ender uheldet med at føre til det svar, som hun søger. 

Det er sødere end sødt og med mere morale, end man næsten kan holde til.