Systembryder

Niårige Benni er et problembarn.

Hun er for lille til at blive placeret på en lukket institution, men for voldelig til en plejefamilie. I Danmark kender vi børnene under betegnelsen ”svingdørsbørn”, i Tyskland hedder de ”systembrydere”.

Hendes mor kan i hvert fald ikke tage sig af hende. Bennis voldsomme, aggressive adfærd, der involverer at slå, sparke og frem for alt skrige ustyrligt, kræver et overskud, som moren ikke har.

Og selv om der ikke bliver dykket dybere ned i årsagen, fornemmer vi, at Bennis tidlige barndom har været præget af store svigt og grel børnemishandling.

Da en ny pædagog, Micha (Albrecht Schuch), begynder at følge hende i skole, får Benni imidlertid en ny mulighed for at knytte sig til en voksen, som hun sultent griber med arme og ben.

Men venskabet har svære kår i en institutionel ramme, og snart begynder de begge at bryde systemets regler for at opretholde relationen.

Systembryder, der vandt en Sølvbjørn i Berlin og blev valgt til Tysklands Oscar-kandidat, er Nora Fingscheidts debutspillefilm. Den 37-årige instruktør har tidligere begået sig inden for dokumentar, og det mærkes.

Filmen er lige så hårdtslående som Bennis bare barnenæver, når hun atter engang føler sig misforstået af de andre elever eller afvist af sin mor.

Realismen er til at føle på, og med et pumpende score, der forstærker Bennis eksplosive adfærd i den energifyldte film, vækker Systembryder mindelser om Mommy – Xavier Dolans drama om forholdet mellem en adhd-ramt dreng og hans mor.

Her kommer Fingscheidt dog til kort.

Mommy sprængte bogstavelig talt rammerne for, hvordan man visuelt kan formidle kognitive vanskeligheder. Selv om det ikke er mange, der kan bide skeer med Dolans sprudlende kreativitet, savner man i Systembryder et skarpere formsprog til at støtte op om fortællingen.

Mesterlige instruktører tager én i hånden via deres æstetik, hvad enten det er sprudlende som Dolan eller stringent som Dardenne-brødrene.

Nora Fingscheidt forsøger sig frem med en håndholdt, dokumentarisk stil, der spidser ekspressivt til, når Benni har sine anfald. Men det er nemme greb, der snarere river én ud af filmen end fører ind i den.

Til gengæld er hun en mester i at personinstruere.

Mage til en præstation som den, Helena Zengel leverer i rollen som Benni, skal man lede længe efter. Hun er ganske enkelt skræmmende, når hun sidder tilbagelænet og stirrer intenst med sine isblå øjne det ene øjeblik, for i det næste at eksplodere i et vredesudbrud.

Zengel formår i rollen konstant at være ude af trit med de andre, sådan at vi ser, hvor svært Benni har ved normal social adfærd. Enten er hun alt for meget eller alt for lidt.

Og selv om hun ligner uskylden selv med det kridhvide pagehår og de klare, blå øjne, kan man ikke undgå at tænke på, at hun i nogle situationer opfører sig på grænsen til det psykopatiske.

Hvad stiller man op med sådan et barn?

Micha foreslår – vel og mærke efter den niårige har truet personalet på opholdsstedet med en køkkenkniv – at tage Benni alene med ud i hans sommerhus i skoven, så hun kan få noget ro.

At et helt rundbord af kloge mennesker skulle gå med til den plan, er tvivlsomt.

Filmens løsning på Bennis problemer synes at være Michas omsorg. Nok er kærligheden størst, men med et så skadet barn som Benni bør vi også kunne diskutere medicin og adfærdsregulerende strategier som muligheder, der ikke kun er af det onde.

Det ændrer dog ikke ved, at Systembryder er en seværdig og vigtig film. Og man vil ikke lige foreløbigt glemme Benni.