Table 19 er en film om en mislykket bordplan og et kuldsejlet bryllupsselskab.
Jeffrey Blitz’ romantiske komedie spiller på den ængstelighed, som de fleste, der har været med til en rund fødselsdag, en konfirmation eller et bryllup, kender. Hvem skal jeg dele bord, udveksle de formelle trivialliter og holde samtalen kørende med under både suppen, stegen og isen?
I Table 19 er titlens bord nr. 19 en samling kiksede tabere og i virkeligheden uønskede gæster.
Eloise (Anna Kendrick) er inviteret til sin bedste venindes bryllup. Uheldigvis er hendes ekskæreste Teddy (Wyatt Russell) gommens forlover og brudens bror, så da hun trods tvivl dukker op til den stort anlagte fest, rynkes der på næsen.
Eloise har tydeligvis stadig følelser for Teddy, og da hun finder sin plads ved bord nr. 19, bliver festen endnu værre.
Eloises bord er en samling af perifere familiemedlemmer og bekendte af bekendte. Der er det dysfunktionelle Kepp-par (Lisa Kudrow fra Venner og Craig Robinson), den nørdede og uerfarne Renzo (Tony Revolori), den britiske og ekstremt socialt akavede Walter (Stephen Merchant) og endelig brudens gamle barnepige Jo (June Squibb).
De opdager hurtigt, at de sidder ved ”bordet for dem, brudeparret er ligeglade med”, som det bramfrit formuleres. Men i stedet for at forblive anonyme bryllupsgæster, finder de sammen om hver deres problemer og udvikler i løbet af festen noget, der minder om et venskab.
Table 19 er med andre ord en ensemble-film med flere ligeværdige hovedpersoner. Filmens primære fokus er dog Anna Kendricks karakter Eloise og hendes kærlighedskvaler.
Den bærende idé i Table 19, som det produktive brødrepar Jay og Mark Duplass står bag, er sådan set god og sjov nok.
De fleste kender til de velkendte ritualer og den opstillede fest-situation, hvor alle bevidst eller ubevidst indtager en rolle. Den fulde svigermor, den akavede fætter eller den charmerende forlover. De personer er alle med i Table 19, men problemet er bare, at de forbliver karikaturer og stereotyper.
Selv om de fem-seks centrale karakterer i ensemblet heldigvis udvikler sig i løbet af det døgns tid, filmen forløber over, forbliver de for utroværdige til at være reelle mennesker.
Så selv om Stephen Merchant for eksempel gør en hæderlig figur som den akavede Walter, er det simpelthen svært at tro på hans karakter. Den er bare for socialt akavet.
Det klart største problem med Tabel 19 er dog, at den i lange perioder ikke bevæger sig fremad, men kører rundt i det samme rodede trummerum.
Selv rent musikalsk skifter filmen aldrig rigtigt gear, men presser et ret så intetsigende og ligegyldigt soundtrack igennem i den folkrock’ede feel good-genre. Halvdelen af tiden er det motiveret af det band, der står i festens baggrund, den anden halvdel er det som lydkulisse til de store følelser, filmen forsøger at rulle ud.
Undervejs forsøger Table 19 at skrue op for alvoren og berøre mere seriøse emner som graviditet, utroskab og dødelig sygdom. Men det virker halvhjertet og kommer aldrig til at gøre ondt på karaktererne.
Og kun få jokes fungerer.
Det er sjovt, når Lisa Kudrows fru Kepp tilfældigvis har klædt sig ligesom tjenerne og derfor konstant regnes som køkkenpersonale. Eller når en fuld gæst afslører sit manglende kendskab til litteraturen i en øm tale: ”I er Romeo og Julie, og vi ønsker jer samme lykkelige slutning, som de fik.”
Men langt størstedelen af komikken falder til jorden – bogstaveligt talt. Det er bare ikke humor på et særligt højt niveau at se folk falde i tide og utide.
Kommentarer