Tabte illusioner

Fake news er ikke en ny opfindelse. 

I den liberale bladpresse i Restaurationens Frankrig anno 1821 er sandheden den, der skaber størst skandale. For nok sidder der atter en konge i Versailles, men borgerskabet har ikke glemt den frihed, de havde under Napoleon. Og de er konstant på udkig efter en lille fjer, der kan blive til fem høns. 

Her korrumperes den idealistiske digterspire Lucien Chardon efter at være blevet forvist fra salonernes fine selskab. 

Han er den tragiske hovedperson i Balzacs Tabte illusioner, udgivet i tre bind fra 1837 til 1843 og et af hovedværkerne i den franske forfatters livslange samfundsportræt Den menneskelige komedie. 

Balzacs spydige spidsvinklinger og udførlige samtidsbeskrivelser har givet ham ry for at være vanskelig at filmatisere. Men Xavier Giannoli opdaterer fermt hans fortælling i et kostumedrama fortalt med samme tempo og frækhed som en gangsterfilm, der er fri for pudderparykker og biblioteksstøv. 

Sammen med medforfatteren Jacques Fieschi trækker han en nutidig dimension frem i historien ved at skære det sidste bind fra og fokusere på Luciens tid som amoralsk journalist i Paris. 

I provinsen er Lucien blevet spået en stor fremtid for sine smægtende og indiskrete kærlighedsdigte til den gamle barons unge hustru Louise. Men da de elskende rejser til hovedstaden, er Lucien ikke andet end en provinsplebejer. Ydmygende demaskeres han ved en balletforestilling, hvor han forsøger at føre sig frem med sin mors pengeløse adelsnavn de Rubempré – et utilgiveligt faux pas! 

Louise kysser Lucien farvel og giver ham penge til hjemrejsen.

Men han bliver og finder en klemme på borgerskabet gennem den skruppelløse redaktør Lousteau (Vincent Lacoste). Han bliver hans bonkammerat og medsammensvorne ved den liberale presses skandalebørs, hvor god og dårlig omtale skrives efter bestilling og aflønnes med bestikkelse. 

På redaktionen vralter ænder rundt som maskotter for nyhedsånden, mens en abe udvælger de bøger, der skal anmeldes. 

Vincent Lacoste er et livligt bekendtskab som den kyniske Lousteau, der anbefaler, at man som anmelder ikke lader sig distrahere af en bogs meritter: 

”Er romanen en klassiker? Så er den akademisk. Har den stil? Så har den intet at sige. Er den intellektuel? Så er den prætentiøs. Og man kan jo altid sige, at den er for lang!” 

Lucien giver køb på sin integritet for at løse billet til salonlivets hedonistiske champagnefester, som Giannoli iscenesætter stort og flot med en overstrømmende, forførende respektløshed. 

Tonen i Tabte illusioner placerer sig et sted mellem Amadeus og Goodfellas. Men moralen er begsort – frit efter desillusionerede journalistfilm som Billy Wilders Ace in the Hole og Sweet Smell of Success. 

I sin position som avisens nye kritikerstjerne fremhæver og forfører Lucien skuespilleren Coralie.

Hun bliver en kastebold i et bidsk spil, hvor de personer, som Lucien giver en spids albue på vej frem i verden, har et benspænd parat til hans nedtur. 

Benjamin Voisin er fremragende som den ærgerrige og ikke sjældent øretæveindbydende Lucien, der er forblændet af sit eget talent og døv over for den livsfarlige sladder i krogene. Den har kvinderne i hans liv et bedre øre for, og både Cécile de France som Louise og Salomé Dewaels som Coralie nuancerer Luciens firkantede natur i forholdsvis passive kvinderoller.

Det er mændene, der bærer fortællingen. Gérard Depardieu spiller den analfabetiske forlægger Dauriat, der solgte grøntsager, før han slog sig på skandaler, og Xavier Dolan er forfatteren Nathan, Luciens ældre kollega. Som filmens fortæller får han mange af Balzacs bedste replikker. 

Og som Xavier Giannoli på underholdende vis minder os om, har den store franske forfatter stadig meget at fortælle – også på film.