Da Jennifer først genkalder sig sin barndoms sommer i ridelejren, ser hun for sit indre øje, at hun er en ung pige, der er så tæt på at være en ung kvinde, som tænkes kan.
Men i sin bestræbelse på at genkalde sig, hvad der egentlig skete den sommer i 70’erne, opsøger hun de to piger, der også var på ridelejren dengang. Og får at vide, at hun var så lille i forhold til dem, fåmælt og uskyldig.
Jennifer forstår det først rigtigt, da hun ser et fotoalbum hjemme hos sin mor.
De falmede kodak-billeder viser en buttet trettenårig med barnligt runde kinder. Endda ser hun yngre ud end sin alder – pigen (Isabelle Nélisse), der spiller Jennifer som trettenårig, er da også kun elleve år.
Filmens flashbacks har indtil da vist femtenårige Jennifer, der i skikkelse af Jessica Sarah Flaum ser meget voksen ud. Men scenerne bliver nu gentaget med en vigtig forskel: I stedet for den femtenårige ser vi den lille pige.
Pludselig ser det forhold, hun havde til den ældre, smukke ridelærer Mrs. G og især den 40-årige løbetræner Bill, helt anderledes ud.
The Tale er lavet af Jennifer Fox, dokumentarfilminstruktør (Beirut: The Last Home Movie og My Reincarnation), og dette er hendes første spillefilm. Baseret på hendes eget liv.
I virkeligheden såvel som i filmen finder hendes mor en skolestil, hun skrev som trettenårig, der beskriver hendes forhold til de to voksne mennesker.
Barnet har skrevet det romantisk: At de tre elskede hinanden, og det, de havde sammen, var noget særligt. En hemmelighed bestående af gensidig fortrolighed og respekt.
Skolelæreren skrev, at det ikke kunne være sandt, når Jennifer var så velfungerende, men at det var urovækkende læsning – og kvitterede med topkarakter. Moren så aldrig skolestilen før årtier senere.
Men kendte moren til forholdet?
I takt med at voksne Jennifer graver sig dybere ned i historien og bliver konfronteret med de fortrængte minder, bliver de pårørendes passivitet tydelig.
Det minder om Kristian Ditlev Jensens bog Det bliver sagt, hvor han fortæller om at blive misbrugt som barn.
Det er ikke, fordi familien ikke er omsorgsfulde. Men de bliver lullet ind i tryghed og falsk tillid – og ender derfor med at overlade deres barn i fremmedes menneskers varetægt.
Man kalder det ”grooming”. Hvordan pædofile langsomt, men sikkert får manipuleret med barnet, så de ikke gør modstand, når deres grænser bliver overskredet. Og det gælder også de voksne.
I The Tale går løbetræneren Bill hele vejen. Foran kaminilden. Hver weekend. Mens han aer Jennifers hår, tungekysser hende og til at starte med fortæller hende, at hun er for stram, men beroliger med, at hun nok skal blive udvidet, og at det bliver dejligt.
Vi er helt tæt på Jennifers ansigt, da det sker. Bortset fra dette ansigt, der vånder sig i smerte, er der selvfølgelig brugt en body-double i de intime scener.
Forhåbentlig har alle lyst til at kaste op, ligesom Jennifer gør, hver gang Bill sover. Vi skal ikke skærmes, vi skal forstå det.
Laura Dern spiller voksne Jennifer, stærk og dygtig. Langsomt bryder de gamle sår op, men hun går aldrig i stykker.
”Jeg er ikke offeret. Jeg er helten,” siger pige-Jennifer til kameraet. Ligesom voksen-Jennifer også fortæller, at dette her er en sand historie – så vidt hun ved …
For filmen gør op med minders magt. Hvor forvrænget de kan blive på grund af tid eller viljestyrke.
Fortiden, der vises i flashbacks, har et nostalgisk og lækkert retro-look. Yderligere smelter fortid og nutid sammen, når voksen-Jennifer møder barne-Jennifer og diskuterer med hende.
Fordi Jennifer oplever, hvordan minder har været forvrænget og fortrængt, tager hun ikke sine egne minder for pålydende. Hun opsøger dog andre kvinder fra dengang, for hvis Bill og Mrs. G har forgrebet sig på hende, så har hun næppe været den eneste, det er gået ud over.
Kommentarer