Tale of Tales

Jeg stod for en måneds tid siden på Den Danske Filmskole og fortalte de opvakte elever om, hvad der heldigvis og desværre var ufilmatiserbart i litteratur.

Og noget af det, der er allersværest at gøre til levende billeder, er paradoksalt nok billedsprog, metaforer og sammenligninger, fordi skriftens hurtige spring fra realitet til et billede virker åndssvagt klodset på et lærred, hvis det ikke bare falder omstændeligt til jorden som en røvtung symbolik.

Matteo Garrones træls undervældende Tale of Tales er en filmatisering af tre folkeeventyr (med elementer fra andre mixet ind), der indgår i den italienske barokdigter Giambattista Basiles samling Pentamarone. Det er kendt for at være den første rene eventyr-samling, 100 år før Charles Perrault og Brødrene Grimm kom på banen (og stjal flere af eventyrene).

Men lige så kendt er værket for sit over-elaborerede, hyper-barokke billedsprog. Et godt eksempel: ”Som en hoflæge tog solen på visit hos de syge og svagelige blomster.”

De billeder er ikke med i filmatiseringen, det havde krævet et helt animationsstudie på fuldtid at virkeliggøre. Men gid dog forsøget var blevet gjort, måske filmen så var mislykkedes på en anderledes egensindig facon.

Garrone, der er kendt for den krast realistiske mafia-film Gomorra og mediefablen Reality, har valgt nogle mindre kendte eventyrmotiver:

1. En barnløs dronning bliver som forudsagt gravid, da en jomfru tilbereder hjertet fra et søuhyre, som kongen er gået i døden for at fange. Dronningen og jomfruen føder hvert sit drengebarn, der ligner hinanden som to dråber vand. Drengene vokser op som hinandens bedste venner, og da dronningen ved magi vil skille dem ad, koster det hendes liv.

2. En konge ignorerer sin datter til fordel for en loppe, der vokser sig kæmpestor. Han giver datteren bort til en kæmpe, der gætter, hvilket dyr dens skind tilhører, og som prinsessen med stor besvær flygter fra.

3. En konge forføres af en betagende sangstemme, der tilhører den ene af to grimme, gamle søstre. Han gør ivrigt kur til hende, og hun formår at holde sig skjult, indtil hun endelig ligger i hans seng, og han i væmmelse beordrer hende smidt ud af vinduet. Hun lander i et træ og forvandles af en heks til en ægte skønhed – og så er dette referat allerede blevet alt for langt.

Jeg kan jo ikke anmelde (mindst) 400 år gamle folkeeventyr, men taget for pålydende én til én, som filmen tilsyneladende gør, er de tre eventyr (med samt mix-elementer) ikke synderligt inciterende. Og det skyldes ikke alene, at de afvikles utroligt sløvt og omstændeligt.

Jeg savner en dynamisk distancerende revisionisme, som i Stephen Sondheims musical Into the Woods med held filmatiseret for nylig, der fortæller dekonstruktivt videre på flere klassiske eventyr, blandt andet Askepot og Rapunsel, som begge havde deres skriftlige premiere i Pentamarone.

Det kunne også have været fedt med en fælles ramme om – eller episk udveksling imellem – de tre eventyr ud over, at kongefamilierne tager til fest hos hinanden. I Into the Woods bliver skoven for eksempel et gennemgående krydsfelt. Penetamarone har en intrikat, 1001 nat-agtig rammefortælling med en melankolsk prinsesse ved navn Zoza. Hende havde vi gerne hilst på.

Jeg er glad for de intenst hallucinatoriske tableauer: dronningen (Salma Hayek), der glubsk spiser havuhyrets hjerte, kæmpebillen holdt skjult i kongens (Toby Jones) soveværelse og de omhyggeligt hysteriske skuespilpræstationer: Shirley Henderson som kukket søster, Vincent Cassel som elskovssyg konge.

Men hvor i alverden er eventyrligheden? Der var engang, og for enden af den gang, skal der altså være betydeligt mere gang i den.