Talk to Me

De australske tvillingebrødre Danny og Michael Philippou er kendt for YouTube-kanalen RackaRacka, hvor de i årevis har lavet flotte og yderst filmiske videoer.

Nu debuterer de med gyserfilmen Talk to Me, hvor en spøgelseshånd tager kvælertag på teenageres tilværelse.

Outsideren Mia har trukket sig fra sine jævnaldrende efter morens død to år tidligere. Hendes eneste rigtige venner er Jade og dennes lillebror, Riley.

Til en kælderfest stifter de tre bekendtskab med en ny dille, der går viralt på sociale medier.

Ved at gribe fat om en afhugget, balsameret hånd og sige de magiske ord – ”tal til mig!” – hidkalder de unge døde ånder og lader sig besætte på skift. Det er berusende, men også farligt.

Hvis ånden bliver i værten i mere end 90 sekunder, er de ikke til at fordrive.

Hvad det kan føre til, ses i filmens effektive åbningssekvens, hvor en besat teenager dolker først sin ven og så sig selv. Så vi er allerede på vagt, da Mia i et forsøg på at komme ind i varmen melder sig til at blive besat. Og alle alarmklokker ringer, da hendes seance går over tid, og hun får svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed.

Åndemaneri er in som den nyeste designernarko i Talk to Me. Det er godt sat op, og overgangen fra morskab til rædsel foregår på en troværdig glidebane. På den måde føles filmen gennemtænkt, og temaer som ensomhed, sorg og gruppepres flettes fint ind i gyserhistorien.

Der er bare et problem: Filmen er ikke specielt uhyggelig.

Ritualet omkring hånden er dårligt forklaret. Det virker fjollet, at de døde skulle arbejde med så præcise deadlines som 90 sekunder. I den japanske klassiker Ringu fra 1998 er der i det mindste en forklaring på, at personerne dør syv dage efter at have set det forbandede videobånd: Den hævnende ånd Sadako tog selv syv dage om at dø.

Samtidig tabes meget af spændingen på gulvet i tredje akt, der er så forudsigeligt skræmmende, at man aldrig skriger, og så knudret fortalt, at man mister noget af den ellers opbyggede interesse.

Sophie Wilde giver som Mia et troværdigt bud på en pige, der desperat forsøger at passe ind. Men karakteren er en svag hovedperson, der går med strømmen uden den fandenivoldske handlekraft, der gjorde Jamie Lee Curtis til et ikon i Halloween-serien.

Fordi Mia har svært ved at sige fra, får Jades lillebror Riley også lov til at prøve hånden, hvilket ender galt. Da Mia forsøger at få ånderne til at slippe Riley, synes hun ikke rigtigt at magte opgaven.

Man får ondt af Mia.

Hun kan kun se på, mens de døde invaderer hendes liv. Hun er selv hjemsøgt af sin mor, der måske begik selvmord, men den historie afsluttes for brat til at være engagerende.

Til gengæld er kontakten med døde ånder sat medrivende i scene med makeup, kameratricks og skræmmende skuespil frem for computergenereret gys. Seancerne er filmet, så kameraet fokuserer på den besattes ansigt, mens de zombielignende ånder kun anes i glimt.

Philippou-brødrenes erfaring som virale hitmagere kommer til sin ret i de korte, skrækindjagende scener. Man ser de besatte gøre grænseoverskridende ting som at tungekysse dyr. Det er vammelt og dybt foruroligende. Men debutanterne har svært ved at holde den grumme stemning kørende.

Der savnes suspense. Og da det er nemt at regne ud, hvor det næste chok skal komme fra, er der heller ikke mange jump scares.

Talk to Me byder på mange gode idéer, men det onde – den mystiske spøgelseshånd, der trækker i fortællingens tråde – er så diffust beskrevet, at gyset ikke bliver forløst.

Slutningen føles som én lang rutsjebanetur mod afgrunden.