Tangerine

Efter et kvarter indtræffer det magiske øjeblik.

Beethoven blandes med trap-hop, skæve vinkler fanger den karismatiske Sin-Dee (Kitana Kiki Rodriguez) siddende ved et busstoppested, farverne skærer i øjnene, og en eksplosion af energi strømmer ud fra lærredet.

Det er svært at forklare, men følelsen er ikke til at tage fejl af: Det er nyt, det her.

Kuglepennen i min hånd forsøger febrilsk at skrible noget ned på notesblokken i biografmørket, mens jeg bliver suget ind i den mærkværdige, plastiske verden.

Det plastiske kommer sig af, at Sean Baker har valgt at filme hele Tangerine med tre iPhones. Titlen henviser til det orange skær som præger smartphonens farveskala, og som gør én ekstra solbrun, når man tager selfies. Baker skruer op på ti, og med en specialdesignet linse forvrænges billedet yderligere.

Hvad der lyder som en smart gimmick, fungerer sublimt som en refleksion af personernes univers. Man tænker ikke over iPhone-brugen, men får blot fornemmelsen af det kunstige i den ekstreme farveholdning. Æstetikken udvider den tematik, der ligger i ordene fra transkønnede Alexandra (Mya Taylor) til bedsteveninden Sin-Dee, som bemærker, hun har fået bryster.

”Jeg ligner den ægte vare,” siger Alexandra.

Verdenen bliver en simulering af virkeligheden, lige fra dit perfekte madbillede på Instagram til de transkønnede, prostituerede på et hjørne i Los Angeles’ gader. Smerten bag glansbilledet er, at Alexandra ikke kan sige: ”Jeg er den ægte vare.” Hun er fanget i den poppede plastik-verden.

Æstetikken, musikken og selve plottet er en forstærkelse af Sin-Dee og Alexandras indre. Sin-Dee Rella er lige kommet ud af fængslet og får at vide, at hendes kæreste Chester har været hende utro. Og så endda med en ”fish”, en biologisk kvinde, eller som Alexandra siger i et højt toneleje: ”Yeah, bitch. Like a real fish girl, like vagina and everything.”

Og så går den vilde jagt ellers på den ”fish”, som vistnok starter med ”D”: Desiree, Dana, Dinah?

Det befriende er, at Sean Baker forholder sig nøgternt til sine personer. De bliver ikke overfortalt, der er ingen baggrundshistorie, ingen socialrealistisk medynk eller dømmende tone. Oftest er det faktisk hylende morsomt.

Den underholdende dialog bliver leveret som skudsalver fra et maskingevær, hvilket holder energien oppe.

Mens Sin-Dee tordner rundt på hævntogt i Los Angeles’ gader, er Alexandra i gang med at skaffe penge til hendes show senere på aftenen. Da en kunde nægter at betale, går Alexandra truende hen til manden med den simple formaning: ”Du glemmer, at jeg også har en pik!”

En armensk taxachauffør, Razmik, vikles også ind i historien. Da vi ser Razmik komme hjem til sin kone og bekymret spørge, om hans lille datter har spist, får vi sympati for ham. Kort forinden har man set ham give Alexandra et blowjob i en fantastisk filmet scene i en bilvask. Fordi Baker ikke dømmer manden, gør vi det heller ikke.

I stedet ser vi mennesker med alle deres fejl og mangler. Stærkest, da Alexandra skal optræde i en tom natklub med julesalmen Toyland. Hun synger ved gud ikke særligt godt, men man aner inderligheden i den banale lyrik: ”Little girl and boy land, once you pass it borders, you can never return again.”

Pludselig får man øje på det virkelige menneske bag rollen, som ikke er defineret af køn, men af simpel sårbarhed.

Da filmen endelig puster ud efter en tornado af energi, ser vi virkeligheden helt klart. Slutscenen skal ikke røbes her, men med lyden af en tørretumbler slutter Tangerine på smukkeste vis.

Da lyset tændes i biografsalen, kigger jeg ned på min notesblok. Fem ord er nedfældet med barnligt dansende bogstaver: ”Det her er fucking genialt!”