Biografanmeldelse
04. okt. 2016 | 14:11

Tanna

Foto | Philippe Penel
De to elskende Wawa og høvdingesønnen Dawn sidder ved krateret af vulkanen Mount Yasur – den åndelige moder til Yakel-naturfolket.

Romeo og Julie-inspireret drama fra Stillehavsøerne er en billedsmuk film om ægte kærlighed, der vinder over stammetraditioner.

Af Leslie Felperin

Tanna er den første spillefilm udelukkende optaget på Stillehavsøstaten Vanuatu, en historie om forbudt kærlighed efter ældgammelt udsnit.

Den er dog baseret på en autentisk historie, der ændrede, hvordan det indfødte stammefolk organiserer deres samfund, sådan at ægteskaber nu også kan indgås af kærlighed på de elskendes initiativ – og ikke kun som en måde for stammens ældste at bilægge en strid.

Selv om australierne Bentley Dean og Martin Butler både instruerede og, sammen med John Collee, skrev manuskript til filmen, er hele Yakelstammen, der bor på øen Tanna og udgør det meste af rollelisten, krediteret som forfattere.

Den smukke teenager Wawa og hendes søster Selin bruger det meste af tiden på at lege i skovens idyl med deres jævnaldrende i Yakel-stammen, men voksenlivets skyggesider begynder at trænge sig på. Deres bedstefar, stammens åndemaner, fører Selin frem for at møde vulkanen i en visuelt spektakulær sekvens. Selin bliver lamslået af den iltre gud og kan høre vulkanen tale til hende, hvilket antyder en spirituel sensitivitet, hun har arvet fra sin bedstefar.

Sideløbende med pigernes historie ulmer en krig med nabostammen Imedinerne. De mener, at åndemaneren har forbandet deres afgrøder, så deres høst er slået fejl. Derfor følger de ubemærket efter ham, gemt i buskadset, indtil de pludselig springer frem og angriber ham med køller.

Overfaldet øger fjendskabet mellem de to stammer, og for at skabe fred må Yakel-stammen gifte Wawa bort til Imedinerne. Men hun og Dawn, høvdingens søn, er allerede blevet dybt forelsket. De unge elskende sætter deres lidenskab over samfundets behov og stikker af sammen, fast besluttet på at udleve deres kærlighed alene i skoven.

Hvad der virker særligt magisk ved filmen, der for mange tilskuere vil vække mindelser om tilsvarende film med ikke-professionelle skuespillere såsom Ten Canoes og Slangens favntag, er måden, den har den ene fod i den oprindelige befolknings tidløse mentalitet og den anden i den moderne verden.

Naturfolket dyrker deres traditionelle åndetro, vel vidende at deres tilgang til verden trues af kolonialisme, kristne missionærer og det moderne livs goder, der risikerer at lokke stammernes yngste medlemmer bort.

Bare fordi unge altid er blevet giftet bort i arrangerede ægteskaber, skal de så blive ved med det? Er der ingen plads til kærlighed i dette samfund? Kan man finde et kompromis, der skaber balancere mellem den enkelte og resten af stammen?

Øen er en spektakulær kulisse til historien og optræder som en karakter i sig selv: et farverigt og stemningsmættet landskab, fra det frodige, trygge regnskovsoverhæng til den ubeboede ødemark, der omringer vulkanen – den åndelige moder, som Yakel-folket tilbeder som en gud.

Hun er en hård, gammeltestamentlig gud, hvis man skal dømme efter hendes nådesløse behandling af de folk, der gør hende imod.

I så smukke omgivelser er det nærliggende at tænke, at kameramanden ikke behøver gøre andet end at sætte et stativ op og holde fokus. Men fotograf og medinstruktør Bentley Dean opnår så meget mere med svimlende kameraplaceringer, der understreger terrænets grandiositet, og enkle tricks med lyset, der forstærker dramaet uden at bryde med dets naturalisme.

I scenen, hvor de elskende mødes for, hvad der meget vel kan være sidste gang, er deres ansigter halvt henlagt i skygge, som om mørket er ved at omslutte dem. Samtidig sammensættes scenerne på en diskret måde, der skaber en fremdrivende rytme og fører historien frem mod dens uundgåeligt tragiske afslutning.

Men når stammen kan tilpasse sig den industrialiserede verden nok til at lave kunstværker som dette, er det et bevis på, at fremtidsudsigterne trods alt ikke er håbløse.

Trailer: Tanna

Kommentarer

Titel:
Tanna

Land:
Vanuatu, Australien

År:
2015

Instruktør:
Bentley Dean, Martin Butler

Manuskript:
Bentley Dean, Martin Butler, John Collee, Yakel-folket

Medvirkende:
Marie Wawa, Mungau Dain, Marceline Rofit, Høvding Charlie Kahla, Albi Nangia

Spilletid:
104 minutter

Premiere:
6. oktober

© Filmmagasinet Ekko