Tårnet

Det er nærmest umuligt ikke at sidde tilbage med en stor portion medfølelse for de stakkels palæstinensere, der stadig forsøger at nære håb til én ting:

At få det land tilbage, der blev taget fra dem.

I 1948 fordrives tusindvis af palæstinensere fra deres land, da staten Israel oprettes. Over 700.000 flygtede eller blev presset mod nabolande som Ægypten, Jordan og Libanon. Massakrer fandt sted, og landsbyer blev brændt ned.

Traumet kalder de ”al-Nakba” – eller ”katastrofen” på dansk. Den markeres hvert år den 15. maj – dagen efter staten Israels oprettelse.

Dette sår, der synes ikke at kunne hele, tager den norske debutant Mats Grorud fat i med animationsfilmen Tårnet. Resultatet er en hjerteskærende, men også håbefuld og menneskevarm fortælling.

Ved første øjekast kan man tro, at filmen er tiltænkt det yngre publikum. Men Tårnet lykkes at blive oplysende og lærerig for selv de ældre generationer. Den er dog bestemt ikke for de mindste med sine til tider voldsomme og eksplicitte billeder.

I Beirut i Libanon møder vi den elleveårige palæstinensiske pige Wardi. Her bor hun i en flygtningelejr med sin familie, hvor hun er født og opvokset.

Det er ikke en helt almindelig flygtningelejr. Den har ligget der siden 1948 og udgøres ikke længere af telte, men af betonbygninger. De vokser sig højere og ligner tårne – deraf filmens titel. Klaustrofobisk og labyrintisk bor folk side om side uden det store privatliv.

Det er den 15. maj, mindedagen for Katastrofen. To er blevet skudt under demonstrationer. Og Wardis elskede bedstefar må snart se døden i øjnene. Hele livet igennem har han bevaret håbet om en dag at kunne vende hjem. Derfor har han gået rundt med nøglen til sit barndomshjem.

Denne dag forærer han den til sit barnebarn.

Wardi tolker gaven som et tegn på, at han har mistet håbet. Hun opsøger og taler derfor med familien i flygtningelejren for at genfinde håbet. I sin søgning får hun familiens minder og triste historie fra fordrivelsen i 1948, de følgende års krige og konflikter og frem til i dag.

På trods af sit dystre tema og triste historie er der en varme i fortællingen, et fokus på lyset i mørket. Det er i lige så høj grad en skildring af, hvordan palæstinenserne i flygtningelejren på trods af tragedien formår at skabe en meningsfyldt hverdag som værn mod verdens kaos.

Det skyldes muligvis, at instruktøren Mats Grorud har et personligt forhold til stedet. Han har boet i flygtningelejren og tilmed undervist børn i animation på stedet. Her fik han venner og oplevede en stor gæstfrihed.

Vi kommer tæt på personerne og deres skæbne. Grorud benytter sig desuden af fotografier, han har fået fra venner og familier fra flygtningelejren, og det bidrager til autenticiteten.

Desværre bliver indlevelsen svækket af, at palæstinenserne i størstedelen af tiden taler engelsk – for indimellem at slå over på arabisk.

Tårnet leger med animationsformen. I nutiden er den en dukkeanimation og i de forskellige flashbacks almindelig 2D-animation.

Begge former fungerer glimrende. Ved dukkeanimationen bruger man ofte, hvad man lige har ved hånden – akkurat som palæstinenserne gør, når de skal bygge deres tårne. Og 2D-animationen gør det muligt at udtrykke figurernes indre oplevelser.

Tårnet er ikke en neutral skildring af den sprængfarlige Israel-Palæstina-konflikt. Det er med det palæstinensiske diasporas øjne og hjerter, vi oplever det.

At se denne film er en hjerteskærende rejse ind i en konflikt, som stadig er sørgeligt aktuel.