Biografanmeldelse
30. okt. 2013 | 18:56

Tarok

Foto | Christian Geisnæs
En time inde i Tarok fødes hovedpersonen, og vi følger travhesten igennem tykke og tynde hestepærer – for det meste på flakkende og ufokuseret facon.

Ekkos anmelder har aldrig oplevet så meget jysk chauvinisme som i filmen om hele Danmarks travhest, Tarok, som afvikles i lemfældigt luntetrav.

Af Bo Tao Michaëlis

Tarok begynder lidt efter Anden Verdenskrig, hvor far Karl Laursen arriverer til gården i Skive med en amerikansk bil plus et par heste. Snart køber han også et gods med stutteri, thi dansk landbrug er stadigvæk mestendels hestetrukket. En dag kommer de fæle amerikanske traktorer, og tiderne skifter.

Samtidig vokser gårdens to hesteglade brødre, Vagn og Jørn, op. De lover evigt at stå hinanden bi – og at ”gribe drømmen, mens du kan”, som filmens undertitel lyder. Så springer vi frem til begyndelsen af 1960’erne. Jørn får en kæreste, som siden bliver hans kone. Desværre rammes den mere hårdt levende Vagn terminalt af kræft. Jørn har imidlertid startet en brugtvognsbutik, og far har slået sig på trav, men alle griner, fordi den noget kornfede godsejer selv traver hesten til stævne.

Nu er vi så en time inde i historien, og endelig kommer filmens hovedperson til verden. Ved en mirakuløs fødsel, sådan er det jo med alle guddommelige væsener. Føllet bliver til Tarok, og vi følger travhesten igennem tykke og tynde hestepærer. Fra sejr ved Derby i Charlottenlund, over nederlaget i USA til den skandinaviske triumf at bliver nummer fire i verdens hårdeste travløb i Paris. Året efter dør hesten.

Tarok er Anne-Grethe Bjarup Riis’ svære toer som instruktør. Hendes Hvidstengruppen, af nogle lidt hånligt kaldt for ”Far til fire som modstandsmand”, havde Besættelsen med dens menneskelige tragedie at læne sig op ad som episk og dramatisk diskurs. Dette mangler markant i Tarok. Filmen er simpelthen tematisk flakkende, vakler ufokuseret mellem sine forskellige personer og flakser rundt i diverse stilretninger.

Den begynder som klassisk Morten Korch, hvor skurkene atter er bankerne, København og USA. Der er skitser af to både ens og forskellige brødre, tilsat et portræt af trange tider for dansk landbrug og kampen for det sunde slægtsliv lysår vest for Valby Bakke. Så skifter vi til sportsfilmgenren med heste i gådefuld gangart styret af mænd i pangfarver siddende på noget, der for de fleste ligner et tebord.

Den gode familiefar bliver en despotisk patriark over for kusken Jørn – a la Matador ­– men det går hurtigt over som kornmod over marker en augustnat. I slutningen begraves Dannebrog på fire ben, mens Nordjyllands sørgende bilpark defilerer forbi med tændte lygter.

Var der aldrig en klipper til stede? Én, der kunne skære spoler til, så filmen ikke blev bar kage med lag på lag af flormelis, flødeskum plus et potpourri af frugterne i alle danske haver?

Ligesom Bjarup Riis’ forrige film består verden omkring vort kære hovedland af hovne båtnakker. Københavnere er snuder, franskmænd frøspisere. Heldigvis møder vi en nordmand, der bliver jyde i mødet med Tarok. Faktisk har jeg aldrig oplevet så megen jysk chauvinisme på denne side af Grevens Fejde, som ved deres ankomst til Charlottenlund Travbane, hvor vor jyske helte ydmygt indkvarteres under stand uden komfort og anstand. Men jeg ved også, at alt, hvad jeg siger som ærkekøbenhavner, ifølge Jysk Lov vil blive brugt imod mig.

Skuespillerne kæmper heroisk med mange af de klicheer, de møder på deres vej igennem tre årtier.

Henrik Vestergaards Jørn Laursen er gedigent den tænkende tilskuers Ib Mossin, en gæv gut og en glad amatør. Iben Dorner spiller hans lige så gæve hustru med godt humør og smil i modgang. Bjarne Henriksen som Karl Laursen skal skiftevis agere Karl Stegger og Ib Schønberg. Lige så pendler Kirsten Lehfeldt mellem at være hele Danmarks jydemor, Bodil Jørgensen, og grisehandlerens Lily Broberg i Korsbæk.

Bedst er de smukke billeder af Skiveegnen og skildringen af følsom kærlighed mellem filmens par, Jørn og konen, velsignet vederkvægende uden råsex og rullende svedeture.

Det er denne i virkeligheden umoderne sanselighed, umiddelbare sammenhold og enfoldige tro på gammellivets værdier, der løfter filmen momentvis. Det er en slags senmoderne Morten Korch tilbage i sædet på folkekomediens selvbinder, men uden hans friskt rustikke, falsk naive og corny charmerende kaffeslabberas. Tarok afvikles desværre i langsommelig, lemfældig og lemlæstet luntetrav.

Trailer: Tarok

Kommentarer

Land:
Danmark

År:
2013

Instruktør:
Anne-Grethe Bjarup Riis

Manuskript:
Thorvald Lervad

Medvirkende:
Bjarne Henriksen, Kirsten Lehfeldt, Henrik Vestergaard, Iben Dorner

Spilletid:
135 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
31. oktober

© Filmmagasinet Ekko