Ted Lasso

Det er ikke alle, der kan se pointen i fodbold.

Heller ikke i filmbranchen, hvor man ellers hurtigt kan blive udskammet for ikke at kunne offsidereglen eller for at vende ryggen til storskærmen, når Ekkos redaktionsmøder siver ned på den lokale sportsbar.

Men fodboldserien Ted Lasso er det svært at være uenig med. Det er nemlig den slags letfordøjelige og alligevel prægtigt underholdende komedieserie, hvor man prøver vandene med et afsnit eller to og pludselig falder i med hovedet først og begge ben flagrende bagefter. Og dukker først op igen efter tiende og sidste afsnit, gispende efter næste sæson.

Jason Sudeikis (De satans chefer) er uigenkendelig i hovedrollen med skovsnegl på overlæben og sweater over skjorten.

Men han er perfekt som den bombastiske, amerikanske fodboldtræner, der hyres af Premier League-holdet AFC Richmond og lige skal vænne sig til, at ”fodbold” betyder noget andet i England end det polstrede rugby, de spiller på den anden side af Atlanten.

Egentlig er han der kun for at styre holdet mod nedrykning. For den gamle holdejers ekskone Rebecca er hævngerrig, og hun fik klubben med sig i en bitter skilsmisse. Ted sætter da også fans’ pis i kog på den lokale pub med en attitude, der hedder, at det ikke gælder om at vinde, men om at have det godt.

Spørgsmålet er, om man ikke kan gøre begge dele?

Karakteren Ted Lasso startede som en vittighed i en sportsreklame. Det mærker man særligt i de første afsnit, hvor komikken giver ekko på de bagerste tribunepladser. Men i slutscenen vender klaverakkompagnementet snedigt fra dur til mol, og snart får serieskaberne Jason Sudeikis og Bill Lawrence kød på karikaturerne.

Man bliver oprigtigt interesseret i, om holdkaptajnen Roy kan indgyde korpsånd i stjernespilleren og egotripperen Jamie. Og om store, bløde Ted kan forlige parterne på vej hjem til sin kone og søn.

Bill Lawrence er manden bag komedieserierne Scrubs og Cougar Town, og han er god for velturnerede, verbale afklapsninger, som da holdkaptajnen vrisser ad Jamies influencer-kæreste, der er begyndt at stå for klubbens pr.

”Du løber rundt med et nummer på ryggen, mens folk klapper,” returnerer hun køligt. ”Jeg ville ikke være så kæphøj.”

Jason Sudeikis er man så vant til at se som vidende ironiker, at man når som helst forventer, at han kigger ind i kameraet med en livstræt mine. Men Ted er en elskelig bamsefar, altid god for et godt råd eller et broderligt klap på skulderen.

Man kan ikke blive ved at tage pis på det hele.

Efter start-00’ernes Seinfeld-smarte ironi var det The Office og Modern Family, der blev sitcom-genrens kæmpehit. I BoJack Horseman var det ligefrem seriens drivkraft, kynikerens modstand over for en oprigtig omverden.

”Nicecore”, har nogen kaldt det, og i Ted Lasso ligger det åbenlyst i temaet. Gutterne i AFC Richmond skal lære at grine med, ikke af, hinanden.

Også seriens ensemble spiller forbilledligt sammen. Brendan Hunt har et gævt glimt i øjet som Teds trænermakker, Nick Mohammad er sød som klubbens usikre udstyrsmand og superfan, og Juno Temple spiller kontrasterne op som den sarkastiske modepige, der kommer til kort over for Teds ukuelige jovialitet.

Der er mere handling end humor i Hannah Waddinghams iskvinde Rebecca og hendes leflende oppasser (Jeremy Swift), men de bløder vel op i anden sæson. Eller tredje, der allerede er sat i værk.

Og så giver serien faktisk en vej ind i boldspillet som andet end en kampplads for super-egoer. Kærligheden til klubben er en holdsport, der dyrkes over fadbamser på pubben og gives i arv fra én generation til den næste.

Man behøver ikke vide, hvem fodboldtrænerne Tony Pulis, Alan Curbishley og Harry Redknapp er, for at grine med, når de efter en tabt kamp ringer for at stjæle Teds job, ligesom man ikke behøver kende offsidereglen for at heppe med på en fodboldkamp.

Den kender Ted heller ikke. Og han klarer det fint.