Cowabunga!
Efter forrige års Michael Bay-hørmende franchise-reboot kommer det nok bag på de fleste, at fortsættelsen ikke bare hæver niveauet, men emmer af den uforfalskede Turtle Power-sang.
At dømme på modtagelsen af Teenage Mutant Ninja Turtles (2014) er hverken børnepublikummet eller nostalgi-segmentet interesserede i en Nolanificeret udgave af Turtles-universet, hvor padderne nedkæmper ærkefjenden Shredder i baggrundsbelyste nattescener, mens skæbnestrygerne spiller, og små børn gemmer hovedet under dynen.
Derfor er det forfriskende, at toeren skruer ned for brutalismen og op for humoren – og i det hele taget søger tilbage til seriens kulørte rødder. Filmen genfinder seriens rette tone af selvironi. Som da gruppens bad boy, Raphael, taler sig mod til med ordene: ”Hvad ville Vin Diesel gøre?”
I slutningen af forrige film fik padderne sat Shredder bag tremmer for så at vende tilbage til kloakken. Herfra ser de i denne film misundeligt på, at den pompøse kameramand Vernon Fenwick (Will Arnett) høster al æren for deres arbejde.
I mellemtiden er deres reporter-ven April O’Neal (Megan Fox) gået undercover iført Fætter BR’s billigste blondineparyk for at aflure den fumlegeniale videnskabsmand Baxter Stockmans (Tyler Perry) forbindelse til den ondsindede Foot-klan.
En hacket mobiltelefon senere hopper padderne i deres ultra-pimpede Turtles-mobil, der skyder med kloakdæksler og har robotarme med kæmpe-nunchucks på taget, for at stoppe klanen fra at redde Shredder under en fangetransport.
Oprindelseshistorien fik vi af vejen i forrige film, så i denne omgang er der mere frihed til bare at give los med seriens mytologi.
Selvtægtsmanden Casey Jones (Stephen Amell), iført sin traditionelle dødsmetal-udgave af en hockeymaske, dukker op og besejrer ninjaer med veltilrettede hockeypucks.
Rumvæsnet General Krang, der beskrives som et ”gennemtygget stykke tyggegummi med et ansigt” og har til huse i en robotkrops mellemgulv, hverver Shredder for at forberede en invasion af Jorden.
Og Shredder hverver håndlangerne Bebop og Rocksteady, et par torskedumme, smartsnakkende småkriminelle, der bliver forvandlet til menneskelige næsehorn og vortesvin, da de udsættes for magisk, lilla slam.
Det er omvendt evolution, forklarer Stockman. ”I hvert menneske er der et gen, der stammer fra vores dyreforfædre.”
Dér er niveauet lagt, og det er kun til filmens fordel. Når hovedpersonerne er pizza-gnaskende ninja-skildpadder i pubertetsalderen, kan man lige så godt gå planken ud.
Heldigvis er det kitschede tegneserie-univers bundet op på en række overraskende, ekvilibristiske actionsekvenser, der holder kampgejsten oppe med taktfast klipning, overblikspauser og en fornuftig blanding af computereffekter og praktiske stunts.
Det er imponerende, når nu serien er berygtet for halvdårlige filmatiseringer, og instruktør Dave Green kun har den uinspirerede børnefilm Earth to Echo på cv’et.
Efterhånden som spændingen stiger i løbet af filmen, bliver actionsekvenserne ganske vist mere rodede, og i den krydsklippede klimaks-kamp på tre fronter er det mildest talt svært at holde styr på hvem, hvad og hvor.
Men selv da er der tilpas mange vittige afbræk til, at man ikke mister interessen.
Da Krang erstatter en beskadiget robotarm med en ny, kommer Michelangelo med den uoversættelige one-liner: ”Guys, he is literally re-arming!”
Det er kun et par replikker, der er så charmerende dumkække. Handlingen er i vid udstrækning fortærsket tegneserierutine, og filmen kunne med fordel være trimmet med en halv time.
Men hopper man med på actiondynamikken og ser gennem fingre med plotmekanikken, er der rigeligt med kulørt tju-bang til en familietur i biffen.
Kommentarer