The Tender Bar

”Er du i tvivl, så vælg filosofi!” 

Sådan lyder rådet fra onkel Charlie, når nevøen optages på det prestigefyldte universitet Yale. Han mener, at faget brude være let at mestre, for som han siger: ”Der er ingen rigtige svar.” 

Efter at forældrene gik hver til sit, er onkel Charlie (Ben Affleck) blevet drengens faderfigur. 

Han er indehaver af beværtningen The Dickens – opkaldt efter forfatteren Charles Dickens, hvis bøger pryder hylderne på etablissementet. Her bliver den begavede J.R. inspireret til at læse bøger og stræbe efter noget større end tilværelsen i arbejderkvarteret på Long Island i New York. 

Drengens ambitioner om en fremtid som akademiker møder applaus fra familiemedlemmer såvel som stamgæsterne på The Dickens, der har knoklet hele livet forgæves uden at opnå succes. 

Åbningssekvensen er filmens mest stemningsfulde. 

I radioen spiller en reklame for en kommende koncert med rockgruppen The Who, imens mor og søn med alle deres ejendele pakket i bilen kører hjem til morfar. 

Både musikken, den brune stationcar og personernes jordfarvede tøj indfanger 1970’erne, som årtiet ofte ser ud på film. Men vi mærker også sorgen i morens ordløse præstation og usikkerheden bag den unge drengs øjne. 

Det virker derfor overflødigt, når drengens voiceover bryder ind og forklarer, at de er på flugt fra hans alkoholiske, voldelige far. 

Fortællerstemmen er taget ud af bogforlægget af samme navn og fortsætter igennem hele filmen. Kun glimtvis erstattes den af arbitrære sekvenser, hvor den ellers ikke synderligt religiøse J.R. som studerende fortæller sin livshistorie til en præst, han møder i toget. 

Filmen får altså ikke lov til at tale for sig selv. 

Som dreng spilles J.R. af Daniel Ranieri. Men det er Tye Sheridan (Ready Player One), der på fremragende vis inkarnerer den intelligente og karismatiske unge J.R., når filmen følger ham fra en alder af seksten år til starten af tyverne. 

Skuespilleren besidder en blåøjet optimisme og tilbageholdt vrede, der kun glimtvis sættes fri. Det er kendetegnende for teenageren, som er plaget af et problematisk forhold til sin fraværende far. 

Tidligt i filmen siger hans yngre ”jeg”, at han vil læse jura for at sagsøge den ældre mand. 

Lily Rabe er også ganske god som drengens unavngivne mor, selv om hendes modus vivendi begrænses til at heppe på sønnens succes og forbande det miljø, han er født ind i. 

Præstationen svækkes imidlertid af en påtaget newyorker-dialekt, der ikke lyder som resten af familien. Ben Afflecks stemme skifter derimod løbende fra et almindeligt toneleje til en højst mærkværdig dyb brummen, der også kendetegner nogle af filmens mindre karakterer. 

Filmens eneste navngivne kvinde er Briana Middletons Sidney, der kortvarigt danner par med J.R. Tilsyneladende er parforholdets eneste funktion at tilføje en sex-scene til den ellers polerede film. 

Historiens ældste nedskrevne vittighed fra 1900 f.kr. handler om en ung kvinde, der prutter i sin mands skød. Der er noget universelt urkomisk ved den pinlige kropsfunktion, som har inspireret komiske sekvenser i filmhistorien fra Marx-brødrene til Milos Formans Amadeus. 

Men J.R.’s evigt pruttende bedstefar er mere plat end sjov. Ej heller lykkes det filmens gentagne forsøg på at skabe humor af fremmedes forundring over drengens mærkværdige navn J.R. 

Det er ikke mærkeligt, hvis man får deja vu-oplevelse af The Tender Bar. Den er både produceret og instrueret af George Clooney, som tidligere har vist sit værd med stærke visuelle fortællinger i Good Night, and Good Luck og Kamæleonen. 

Ikke nok med, at han deler en Oscar for bedste film for Argo med Ben Affleck, der spiller en bærende rolle i begge film. Der er også en slående lighed mellem Clooneys nye film og Gus Van Sants klassiker Good Will Hunting. 

Her medvirker Affleck også, og filmen er delvis baseret på skuespillerens opvækst i Boston. 

Det er tilsyneladende et bevidst valg at hylde forgængeren, men det inviterer samtidig til en sammenligning, som bestemt ikke falder ud til den nye films fordel. 

Hvor Good Will Hunting brillerer med nuanceret klassekritik og pragtfulde præstationer af Matt Damon og Robin Williams, bliver man i The Tender Bar spist af med et nyliberalistisk postulat om et klasseløst samfund.

George Clooney og manuskriptforfatter William Monahan insisterer på, at J.R. med flid alene kan bryde den sociale arv. På den måde ignoreres persongalleriet på The Dickens, hvis drømme og ambitioner er blevet slukket af klasseforskelle.