Tenet

”Prøv ikke at forstå. Føl det!” 

Det er denne replik, der er nøglen til den bedste oplevelse af Tenet, Christopher Nolans forrygende, overrumplende og tidssprængende spion-thriller. 

Replikken bliver leveret af Clémence Poésy iklædt laboratoriekittel og et ansigtsudtryk, som om hun forventer at se hjernemassen glide ud gennem ørerne på manden, hun giver oplysningerne. 

Hovedpersonens job er at redde verden fra ødelæggelse med ulasteligt tøj og elastiske reb. Han er bevæbnet med ét ord: Tenet. Mænd som ham har ikke tid til eftertænksomhed eller tvivl på egne evner, så det er tydeligt, at Poésys replik er rettet mod publikum. 

Det er et godt råd. 

Nolans nye film er et mindfuck, der leger med tiden. At prøve at få al information til at hænge sammen ved første gennemsyn vil formentlig resultere i panik, mens man forsøger at følge med i en historie, der bevæger sig med et projektils hast og ofte i forskellige retninger. 

Så det er bedre bare at nyde spektaklet og samle op på løse ender i anden omgang. På den måde kommer Christopher Nolan faktisk måske til at redde biograferne, fordi Tenet er så fuld af konceptuelle knuder, at den i første omgang nærmest er umulig at få mening ud af. 

Instruktøren bøjer fascinerende rummet i Inception, og denne gang anvender han samme origami-tilgang på tiden som koncept. Men Tenet handler ikke om noget så banalt som tidsrejser. 

Det er nemt at komme til at afsløre filmens handling, så lad os nøjes med at sige, at Tenet foregår i en verden, hvor stof – dermed også mennesker – kan blive ”vendt om”. 

Tiden er med andre ord ikke en lige linje mod fremtiden, men snarere som rullebåndene i lufthavnen, der går i hver sin retning. Der er en kort pause mellem almindelig tid og tid, der er vendt om. 

Det ændrer hele idéen omkring årsag og virkning, men tænk så bare, hvor kompliceret det bliver, når personer er i omvendt tid, som løber parallelt med en tidslinje, de allerede har oplevet. 

Første regel i tidsrejse er dog stadig gyldig: Mød aldrig dig selv, og hvis du gør, skal du ikke skyde dig selv med en omvendt kugle. Det er et projektil, der ser ud til at sprænge ud af et ødelagt stykke træ (eller en menneskekrop) og dernæst komme pænt på plads i en pistol. 

Hovedpersonen skal ikke bare komme overens med det faktum, at tiden går baglæns og forlæns på samme tid. Han skal også slås med, at det omvendte tidsbegreb er blevet gjort til et våben af en af planetens ondeste mænd: våbenhandleren Andrei Sator, der spilles af Kenneth Branagh. 

Sator er ufatteligt rig og lever et jetset-liv, der fører ham fra Mumbai i Indien over London og til smarte lystbåde og befæstede villaer. 

Filmens præmis lægger op til den slags herligt dristige visuelle tricks, Nolan mestrer som ingen anden. Publikum har svært ved at vælge mellem at sidde med åben mund og polypper over de vilde ambitioner eller kaste sig ud i heftige intellektuelle overvejelser for at forstå omskrivningen af fysikkens love. 

Imens kan man forbløffes over Kenneth Branaghs overdrevne forsøg på en russisk accent og det ærgerlige i, at en dygtig skuespiller som Elizabeth Debicki spildes på at spille en trist trofækone. 

Af forskellige spøjse grunde skal personer, som er blevet vendt om, bære maske. Det kommer store dele af dialogen til at lide under – et problem, Tom Hardys Bane også har i Nolans The Dark Knight Rises. 

En nøglescene udspiller sig under et suverænt prangende katamaran-ræs. Som resten af filmen ser scenen fantastisk ud, men replikker fortaber sig i bølgesprøjt. Det er ikke det store problem for dem, som ser filmen med undertekster, men det virker temmelig mærkeligt, når man tænker på, hvor gennemført filmen ellers er. 

Den er optaget i en blanding af 70mm og IMAX af Nolans trofaste fotograf, Hoyte van Hoytema, som overstimulerer tilskueren med en overvældende mængde af detaljer. Alt fra kostumerne – John David Washington og hans medskuespiller Robert Pattinson har knivskarpe jakkesæt på – til de mange locations er upåklageligt flotte og smukt indfanget. 

Det hele nærmest synger æstetisk, men der er et problem med fotograferingen: Hoytema kæmper ustandseligt med at få det rigtige lys på Washingtons hudfarve. 

Heldigvis skinner skuespillerens karisma alligevel igennem. Hans løveagtige udstråling komplimenteres af en mere glat Pattinson, og dynamikken mellem de to skaber en ægte varme i en film, der ellers er cool i alle afskygninger af ordets betydning. 

Trods de tekniske udfordringer er Tenet stor og modig filmkunst. 

Indimellem er filmen så blændende ambitiøs, at man næsten glemmer at trække vejret. Som i de bedste af Nolans film får man både enorm spænding og en visionær auteurs originalitet. 

Det er film i sin reneste form.