Der burde være en regel om, at Hollywood kun kan afværge dommedag én gang om året. Det bliver lidt trættende, at filmhelte altid skal være menneskehedens sidste håb.
Ganske som Jurassic World lægger filmen sig tungt op ad originalen – og ignorerer samtlige fortsættelser.
I James Camerons The Terminator bliver soldat Kyle Reese sendt fra 2029 til 1984 for at beskytte Sarah Connor fra en morderisk cyborg spillet af Arnold Schwarzenegger. Hendes søn John bliver nemlig lederen af menneskeoprørerne, der i fremtiden kæmper mod maskin-diktaturet Skynet.
Terminator Genisys starter det samme sted og gentager åbningssekvensen fra originalen så loyalt, at man et øjeblik tror, at der er tale om en billed-for-billed-genindspilning.
Men filmen byder hurtigt på nye twists. Originalfilmens Arnold – CGI-genfødt ned til hver eneste pore – bliver mødt med bøllebank fra Gamle Arnold, før han kan nå at sprede død og ødelæggelse som i James Camerons klassiker.
Gamle Arnold – med det idiotiske kælenavn ”Pops” – har nemlig siden barnsben forberedt Sarah Connor (Emilia Clarke) på denne konfrontation. Bagefter redder de Reese, der rammer fortiden tids nok til at blive overfaldet af en Terminator af flydende metal a la skurken fra Terminator 2.
De flygter tilbage til hulen, hvor Pops har flikket en tidsmaskine sammen af gamle mikrobølgeovne og rustne bilskrog. Sarah mener, at de skal rejse til seriens traditionelle dommedagsdato i 1997, men Reese ved, at de i virkeligheden bør sigte efter 2017.
Det er, fordi han husker alternative tidslinjer, forklarer Professor Arnold. Han ramte nemlig ”et knudepunkt i tiden”.
Her sprang originalen unægtelig mere elegant over forklaringer af tidsrejsemekanikken: Reese byggede ikke maskinen, han brugte den bare.
Reese får ret, og de rejser til Los Angeles anno 2017, en fremtidsvision, hvor der er flere skærme i omløb end i selv de mest selvfede mobilreklamer. Skynet står til at blive lanceret under dæknavnet ”Genisys” som en gratis opdatering til samtlige platforme – en dystopi for netværkssamfundet, der omtales selvironisk som ”den ultimative dræber-app”.
Så Reese og Sarah sætter sig for at standse lanceringen, men stoppes af selveste John Connor, der er rejst tilbage i tiden og i øvrigt har fået erstattet enhver molekyle i sin krop med magisk metal og derfor er blevet ond.
Det giver ingen mening, men gør det noget?
Filmskaberne har tydeligvis regnet med, at publikum vil svare nej. For de skynder sig at sprænge noget i luften hver gang, der er fare for, at man dvæler ved et hul i plottet. Og dret gør kun historien mere latterlig, når hullerne forsøges lappet med alenlange ekspositionsdialoger.
Da Cameron lavede originalfilmen, brugte han sine begrænsninger kreativt, skar ind til benet og skabte en ond lille jagtfilm, der stadig er neglebidende intens.
I denne ombæring har instruktør Alan Taylor (der også stod bag den sjælløse Thor: The Dark World) haft et gigantisk budget til rådighed, dygtige skuespillere og 30 års tekniske fremskridt.
Men gør det kampene mere spændende, at de foregår på en motorvej og efterlader en endeløs hale af knust glas og havareret metal? Nej, det minder os faktisk bare om, at de helt store kampsekvenser er flikket sammen af computerkunstnere.
Personernes udvikling er overladt til damebladsdilemmaer – finder Reese og Sarah mon sammen? – og selv talentfulde skuespillere kan ikke hæve sig over kampscenernes fortærskede tough guy-dialog.
Terminator Genisys er et halvhjertet forsøg på at hive så mange millioner hjem som muligt, før rettighederne i 2018 vender tilbage til James Cameron.
I det mindste har 67-årige Arnold trænet overarmene tilbage, og efter en række skuffende comeback-roller er det en fryd at se ham fyre sine selvparodiske one-liners af med gavtyveagtigt stenansigt. Men når han når til pragtnummeret ”I’ll be back”, kan man ikke lade være med at tænke: Behøver du?
Kommentarer