Terrakottakrigernes mysterium

Nogle gange kan selv små oversættelsesfejl i en titel præge hele måden, man ser en udenlandsk film på.

Den Netflix-producerede dokumentar hedder Mysteries of the Terracotta Warriors – direkte oversat fra engelsk – Terracottakrigernes mysterier. Altså er mysterier i originalen i flertal. For det er ikke én gigantisk gåde, som dokumentaren forsøger at opklare med hypoteser og gæt, men myriader af mysterier.

I 1974 fandt kinesiske bønder, da de gravede en brønd, noget underligt, som de ikke forstod. Da arkæologerne ankom, fik de øjne så store som tekopper. For de fandt hele 15.000 ”kopier” af mennesker i fuld størrelse. Ikke bare dukker eller en gentagelse af samme model, men individuelle ”mennesker” med hver deres træk, bare udført i lertøj.

Langsomt åbenbarede hele opdagelsens struktur sig for dem. På et område på størrelse med Manhattan havde Kinas allerførste kejser, der slog en række amter sammen til et nyt kongerige, som han kaldte Qin, ladet opføre et mausoleumskompleks, fordi han var besat af idéen om udødelighed.

I midten skulle han selv ligge i en høj, som de kinesiske myndigheder til dato har nægtet arkæologerne at udgrave. Men rundt om hans angiveligt sidste hvilested, fandt man en lang række andre fantastiske ting.

For terrakottahæren, der hvert år tiltrækker tre millioner turister, der vil se de hidtil udgravede ”soldater”, er bare én af de ting, man har fundet.

Et andet og noget mere hårrejsende fund er små grave, hvor dele af mennesker er begravet hulter til bulter. I dokumentaren følger vi genforskere, imens de konstaterer, at de afdøde er blevet parteret.

”De er skåret over i leddene. Det gør man, hvis det er ens profession,” som en af forskerne tørt konstaterer, imens hun på den måde fremmaner en kølig, kejserlig bøddel for tilskuerens indre blik. 

Man har også fundet jordiske rester af konkubinerne fra det kejserlige harem. De var 18-30 år, 150-60 cm høje og havde en vægt, der var skarpt overvåget. På samme måde har man fundet arsenaler af avancerede våben og altså en masse lerfigurer, hvoraf 8.000 indtil nu er rekonstruerede. 

Noget af det ovenstående ved man fra de sidste mange årtiers forskning udført af retsantropologer, historikere og arkæologer. Men man har også en del viden fra Kinas tidlige historie om Qin-dynastiet. 

Værket Shiji samler historien om landets første kejser, der faktisk har opfundet Kina og landets navn. Qin oversattes til latin som ”Sina”, og man kan stadig uddanne sig til sinolog på universitetet. Så er man ekspert i Kina, de kinesiske sprog og alt kinesisk. 

Filmen er visuelt et sammensurium af nærmest alle ting fra værktøjskassen, man bruger, når man laver en monteret dokumentar.

Det bedste er optagelserne fra 1974, da arkæologerne for præcis 50 år siden fandt de første spor af terrakottahæren. Der er også ret søde interviews med de forskere, der gik forrest. De er nu fine, gamle kinesere, der over 80 år gamle, ofte en smule rørte, stolt mindes deres ungdoms mudrede udgravninger og sprøde fund.

Amerikanske nyhedsindslag bringer os tilbage til 1970’ernes nyhedsstil. Og så er der tekniske, videnskabelige gennemgange, som faktisk er fundamentalt spændende. For eksempel overrasker det, at samtlige figurer er fundet knuste i mange stykker. 

De udstillede soldater er samlesæt, som restauratorer har genskabt som nogle lidt tivoliserede helheder a la vokskabinet, hvor man i Vesten måske snarere ville have bevaret dem, som de var – itu – og så formidlet helheden i tekst og billede.

Desværre er der en billig afsmag i rekonstruktionerne, som filmen også er fuld af. Alene muzakken, der ledsager dramatiseringerne, får det til at virke som en glansbilledserie fra Hallmark Channel.

Det ligner evangelisk formidling, når det er allermest tåkrummende. Samtidig sidder man med en fornemmelse af, at vi kun må få det at se, som det totalitære kommunistiske regime i Kina har besluttet. 

Kejser Qin Shi Huangdis mausoleum er stadig no-go.