Test

Kun syv procent af al kommunikation mellem mennesker foregår med ord. De resterende 93 procent klares med stemmeføring og kropssprog.

Det er en forsimplet tommelfingerregel inden for sprogvidenskaben, der for alvor bliver sat på prøve i Test. Ingen siger et ord i 96 minutter.

Ikke at det russiske Romeo og Julie-drama er en stumfilm, det er bare en tavs film. Når man er forelsket, kan man alligevel dårligt høre ordene under det øredøvende kropssprog, og Alexander Kott lader kroppene, naturen og sit iltmættede filmsprog tale i stedet.

Et par detaljer går tabt i oversættelsen. Men budskabet går klart og tydeligt igennem, ubærligt og smukt.

Kropssproget bliver dog holdt i den bly og blufærdige ende, for de unge elskende er omtrent på alder med Shakespeares trettenårige Julie.

Den unge pige bor sammen med sin far i en knaldhytte langt pokker i vold på Josef Stalins marker. Tid og sted er lidt svære at blive klog på, men de asiatiske træk i den lille familie peger i sydøstlig retning mod grænsen til Kazakhstan. Og farens fortid som krigspilot og et par røde sovjet-stjerner på tøjet placerer os i efterkrigstidens USSR.

Gulaglejrene må ligge nogle kilometer væk, for her ånder alting fred og idyl. De passer deres får og ser solen gå op og ned over sletten, der er blottet for træer og andre levende væsener. Bortset fra en lokal bejler, som med jævne mellemrum giver datteren et lift til hest for ligesom at markere, at han har lagt billet ind.

Men hun falder pladask for en bunke lyse krøller og blå øjne, der en dag vælter ud af en forbipasserende bus. Hun hjælper den unge fyr til noget vand og får et prøvende smil til gengæld. Som en eksotisk fremmed fra en anden, teknologifikseret verden charmerer han hende med sit fotokamera, tager et portræt af hende og blæser det op på bondehusets gavl med et lysbilledapparat.

De nye tider bryder først ødelæggende ind, da et hold kammerater i uniform tropper op og endevender huset med geigertællere. Og fra den ene dag til den anden lægger faren sig alvorligt syg.

Alexander Kott har tidligere prøvet kræfter med Ruslands store historie i den noget mere konventionelle Fortress of War, der følger nazisternes invasion i 1941.

I Test er han igen ude i et historisk ærinde. Han vil gerne spore sig ind på de rene følelser, menneskeligheden midt i atomkapløbet og maskinernes diktatur.

Det er en stor opgave, han har stillet sig selv. Historiefortælling uden ord. Uden årstal, uden den mindste lille starttekst eller fodnote. Det udarter sig til en lettere detektivisk filmoplevelse, hvor man leder efter verdenshistoriens små fodspor. Og hvis man ikke finder dem, falder sammenhængen til jorden.

Hvis man derimod lader kontekst være kontekst og overgiver sig til nuet, er det let at forelske sig i Kotts filmsprog. Når ordene hører op, træder naturens knirken og rislen pludselig i forgrunden. Det samme gør farverne i barken og fårenes uld, der i et ekstremt closeup bliver til skyer på himlen.

Det er lige før, at den russiske muld i al sin jomfruelige uskyld – stadig uberørt af Stalins klamme hånd – kan duftes helt ud i salen.

Hver en detalje, som pigens lange fletninger i skumringen, er komponeret i billeder, der er lige til at hænge op på væggen eller Instagram. Mange indstillinger er centreret med Wes Anderson’sk præcision. Det gælder særligt for solen. Den svæver altid over horisonten som et livgivende symbol, men nok så meget som et dødsvarsel om en himmel i brand.

De ordløse billeder påkalder sig en vis allegorisk kvalitet. Men i modsætning til foregangsmænd som Trier og Tarkovskij famler Alexander Kott lidt forgæves efter en åndelig dimension i tavsheden.

Tilbage står en konkret kærlighedshistorie. Elena An gør den kropslig og menneskelig i sin rolle som pigen. Og Alexander Kott giver os stilhed til at opleve den med alle sanser på vid gab.