Biografanmeldelse
24. juni 2015 | 10:29

Testament of Youth

Foto | Laurence Cendrowicz
Alicia Vikander er for længst slået igennem internationalt og har tilegnet sig en fejlfri, britisk accent. I rollen som Vera Brittain flankeres hun af Kit Harington som forelsket soldat.

En rørende kvindeberetning fra Første Verdenskrig sovses ind i et overlækkert, anglofilt periodeportræt.

Af Bo Tao Michaëlis

Vera Brittains dagbogsbaserede værk fra 1933, Testament of Youth, er en klassiker i britisk kultur – om Første Verdenskrigs nedslag af meningsløshed for en middelklasse, som sendte sønner i døden med den værste form for nationalisme i rygsækken.

Den skildrer også kvinderne fra selvsamme klasse og deres kamp for ligestilling før og under krigen. Kvinder, som også havde ansvar for krigstidens forfærdelige forløb af løgn og propaganda.

Vera Brittains tragiske historie involverer tabet af en forlovet, en forsmået bejler, en god ven og en beundret storebror i mudder og massakre. Det er en rørende ærlig skildring af en kvinde med mandhaftige ambitioner. Ambitionerne fører hende først til testosteronklubben Oxford som studerende og siden – inspireret af horden af heltemodige mænd omkring hende – til frontlinjen som sygeplejerske.

Hun er en intelligent kvinde, der efter krigen finder sig selv og får et nyt liv. Men med den bitre bagage, at hun har sendt sin bror i døden på tværs af farens ønske om at holde ham udenfor. Den indkredser en drengepiges forgyldte, men falske søskendesolidaritet begrundet af hendes egen fortærskede opfattelse af, hvad en rigtig mand bør være: romantisk og ridderlig, chevaleresk i salonen, men rå på slagmarken.

Men filmversionen vil desværre meget mere end blot at demaskere hykleriet omkring middelklassekvinders misforståede nationalisme og forsimplede mandeopfattelse.

Den vil også så gerne være den helt store film om den helt store kærlighed, der dræbes fatalt i verdenskrigens umenneskelige dødedans et sted i Nordfrankrig.

Instruktøren James Kent, som mestendels er kendt for en række dokumentarfilm om berømte mennesker, vil her gerne være en ny David Lean, det britiske imperiums store beskriver på det meget brede lærred med de meget bredpenslede farver.

Selvbiografiens interessante tematik bliver således sovset ind i et overlækkert periodebillede af den engelske verden af i går.

Før kanonerne i august 1914 anfanger verdenskrigen, skal vi i en lille times tid se smukke mennesker i smukt tøj flirte og fjante. Alt er nysseligt og nobelt som foret på en Burberry-frakke og bestik fra Asprey. Lifligt luftige gevandter for epokens tøser, tung uld og bomuld for dens karlfolk.

Det hele er lagt moderigtigt og mondænt til rette i smukke engelske landskaber, hvor en snoet vej gennem det svale landskab har samme farve som blød nougat omgivet af forfriskende grønt som i afdelingen for grøntsager i stormagasinet Harrods. Vi får også den obligatoriske skovsø som et læskende bassin for selvmorderisk svømmetur og seksuel eftertanke.

Det er det England, som alle fundamentalistiske anglofile sukker efter. Et eden afbrudt af den europæiske krig, der ødelagde dette angelsaksiske paradis, der siden kun kan anes i douce farver og rustik elegance i detektivromaner af Agatha Christie. Og selvfølgelig i tv-serier produceret af BBC om og omkring Brideshead, Downtown Abbey og andre herresæder dazumal.

Man imponeres over, at den svenske Alicia Vikander (den væne, pæne og ulykkelige dronning i En kongelig affære) er så overbevisende accentløs i mælet som den kerneengelske hovedperson.

Vera Brittain er på alle måder en gæv pige, både som bogorm i Oxfords honninggule kollegier og obsternasig sygeplejerske blandt kvæstede tyskere på lazarettet i Frankrig. Mændene omkring hende – Kit Harington, Taron Egerton og Colin Morgan – leverer alle den samme engelske, stive overlæbe, maskuline apparition og noble manerer.

Men deres latente homoerotiske sammenhold, reelt det væsentligste tema for fortællingens hovedperson, forsvinder i al den dyre mandhaftighed og overlabre skønvirke.

Historien om en kvindes fascination ved den maskuline mystik, hun inderst inde ved, hun aldrig kan blive en del af, bliver aldrig til andet end et glamourøst alibi for igen at fremstille verdenskrigens groteske værdi-nihilisme. Det er paradoksalt at gøre det allermest grimme og grusomme overmåde smukt og sentimentalt og i den grad kunstnerisk kedeligt.

Trailer: Testament of Youth

Kommentarer

Titel:
Testament of Youth

Land:
England

År:
2014

Instruktør:
James Kent

Manuskript:
Juliette Towhidi

Medvirkende:
Alicia Vikander, Kit Harington, Taron Egerton, Emily Watson

Spilletid:
129 min.

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
25. juni 2015

© Filmmagasinet Ekko