Holdet bag The Beekeeper må have stået med en effektiv, men rimelig generisk hævn-thriller og vurderet, at der er brug for mere. Så man har fundet på en gimmick: bier!
Filmen handler om Adam Clay (Jason Statham), som lever et stille og roligt liv med sine bier. Tidligere har han været en af ”Biavlerne” – et kodeord for en meget hemmelig agentvirksomhed.
En dag bliver hans gode ven, den ældre kvinde Eloise, snydt for alle sine penge af nogle unge og særdeles ondskabsfulde telefonsvindlere. Clay beslutter sig for at destruere de skyldige og det korrupte system, der har muliggjort forbrydelserne og truer hele samfundet.
Han vil kort sagt brænde den rådne amerikanske nation ned til grunden, ligesom han gør det med et hvepsebo i filmens åbningsscene.
Det lyder som en agent-thriller, der i forvejen findes en hel del af. Hvis det altså ikke lige havde været for alskens bi-metaforer, obskure informationer om de små, livsnødvendige insekter samt bi-relaterede oneliners om at ”beskytte sværmen for enhver pris”.
FBI kæmper febrilsk med at stoppe Clay, og efterhånden begynder de endda at læse fagbøger om bier for at forstå den logik, der afgør hans næste træk.
”Nogle gange vælger sværmen at dræbe bidronningen for at holde larverne sunde … Han vil myrde præsidenten!”
Pludselig er alle USA’s farligste soldater eksperter i bi-psykologi, og man begynder at forstå, at The Beekeeper ikke tager sig selv nær så seriøst, som den indledningsvis har givet udtryk for.
Den pjattede bi-tematik tager brodden af selvhøjtideligheden og giver publikum mulighed for at nyde filmen for, hvad den i realiteten er: en klassisk, veldrejet hævnfantasi.
Det er efterhånden svært at skelne mellem spidserne i det amerikanske magtspil og en flok hjernedøde dræberhvepse. Men så er det godt, at vi har Clay som sammenbidt skadedyrsbekæmper.
Den indledende svindelscene er modbydeligt sat op, så man øjeblikkeligt hader lømlerne, der lækkersultent udnytter seniorborgerens godhed til at tømme hendes konti.
Overskurken er selvfølgelig en forkælet møgunge af en CEO i stereotypt millennial-kluns. Josh Hutcherson former selvsikkert sin karakter, så man har lyst til at slå ham, allerede fem sekunder efter hans ankomst på lærredet.
Jason Statham spiller Clay med alt, hvad han har. Mere specifikt er det tre forskellige ansigtsudtryk og en række varierende grynt. Men heldigvis har han ikke brug for mere.
The Beekeeper ville ikke fungere, hvis dens helt var et komplekst menneske. Og i Stathams skikkelse er han den perfekte tomme skal, der lader publikum udleve sin indre hævner gennem ham.
En god hævnfilm har brug for opfindsom vold, og det er der heldigvis også masser af.
Fjenderne får fingrende hugget af og bliver druknet på spektakulær vis, men Clays mest trofaste våben er jernhårde knytnæver, som penetrerer skurkenes kranier i stil med en bi-brod – bortset fra at han ikke har problemer med at få hænderne ud igen.
Volden er allerbedst i en scene, hvor Clay knivduellerer med en skotsk lejemorder i et klaustrofobisk lille rum.
Lavpunktet er derimod Jeremy Irons, der virker forvirret i rollen som overskurkens sikkerhedschef. Hist og her mumler han nogle betragtninger om forskellen på retfærdighed og loven som for at retfærdiggøre det pjattede voldsorgie, der foregår om ørerne på ham.
Filmen burde holde sig for god til at lade, som om den har noget som helst interessant at sige om det amerikanske samfund og retssystem – eller bier for den sags skyld.
Kommentarer