The Bikeriders

Motorcykelfilmen har en lang og imponerende historie i Hollywood, grundlagt af Marlon Brando i 1953-klassikeren The Wild One og af Peter Fonda og Dennis Hopper i den modkulturelle Easy Rider fra 1969.

Jeff Nichols’ medrivende og melankolske skildring af en fiktiv motorcykelklubs storhed og fald udforsker spændingerne i det kulturskifte, der fandt sted i årene mellem disse to hovedværker.

Historien er mest fortalt af Jodie Comers snakkesalige Kathy, en sprudlende og egenrådig ung kvinde, der indleder en romance med den fåmælte biker Benny.

Kathy udlægger historien om motorcykelklubben Vandals fra den beskedne begyndelse i Chicago til de gyldne år som nationalt fænomen og til slutspillet som kriminel katastrofe.

Det gør hun over for en fotojournalist, der er baseret på Danny Lyon – forfatteren af filmens forlæg: The Bikeriders fra 1968 – og spillet af Mike Faist som en fåmælt, venlig infiltrator.

Klubben stiftes af Tom Hardys respektable Johnny i kølvandet på Korea-krigen som et opgør med den lammende konservatisme i 50’ernes USA.

Han ser et behov for et sted i samfundet, hvor mænd kan være mænd, selv hvis det indebærer at uddele nogle bøllebank. Hans vision tiltrækker Benny (Austin Butler), der er så rendyrket en biker, som man kan forestille sig, og som hurtigt vinder indpas hos klubbens medlemmer. Og da Kathy fanger hans blik, er lykken gjort for en stund.

Men lidt efter lidt må Johnny og Kathy strides om Bennys loyalitet, og mens klubben sættes under pres udefra, står det efterhånden klart, at Benny ikke er interesseret i andre dagsordener end sin egen.

Resultatet er en slags trekantsdrama og et sammenstød mellem modsatrettede filosofier: familieliv og den idealiserede frihedsforestilling, som Benny repræsenterer.

På dette mytologiske bagtæppe udforsker Jeff Nichols spørgsmål om amerikansk maskulinitet og forholdet mellem at være outsider og outlaw.

The Bikeriders får publikum til at reflektere over Amerikas grundsjæl og over, hvad det vil sige at være en mand. Findes der et reelt behov for sådan et hæmningsløst fristed kun for mænd? Undertrykker alle mænd en urdrift i retning af at være beskidte og lege med tungt legetøj?

At filmen lykkes så overvældende godt, er ikke mindst takket være de storslåede billeder leveret af Nichols’ faste fotograf Adam Stone.

Uden at smøre alt for tykt på genskaber Stone det berusende sus i maven, som det giver at drøne ned ad landevejen med vinden i håret og et monster af en motorcykel mellem lårene – kun afbrudt af en trafikbetjent i ny og næ og af familielivets falmende glæder.

Filmen skildrer samtidig – måske kontroversielt – hvordan mænd overladt til sig selv uundgåeligt vil få helvede til at bryde løs.

Da Kathy første gang møder mændene, er der ikke blot amoriner, men også fare i luften. Da medlemmerne begår voldelige overfald og seksuelle overgreb, længe før motorcykelklubben for alvor kører af sporet, er hendes frygt langt fra ubegrundet.

Indsatsen bliver højere, efterhånden som klub bliver til bande.

Jeff Nichols har før beskæftiget sig med tunge temaer i Loving og Mud. The Bikeriders er rundet af en grandios stemning, der ikke fornægter sig, selv da handlingen afgrænses til en lurvet beværtning i Chicago.

Instruktøren, der selv har skrevet manuskriptet, besidder både et skarpt blik for, hvad der gør klubben så attraktiv for mændene, og for, hvad de hver især må ofre for deres medlemskab.

Med en stemmeføring et sted mellem Marlon Brando og Snurre Snup skildrer Tom Hardy Johnnys fald fra uanfægtet konge til afdanket taber. Man forstår, hvad han ønskede, at klubben skulle blive, og hvordan han mistede grebet.

Kathy har tilpas med afstand til at se sprækkerne i klubben og kæderyger sig gennem sin voiceover, der er mere filosofisk end forbitret.

Mike Faist har en gennemgående, uanselig tilstedeværelse som fotografjournalisten Danny. Han smiler mildt over bikernes udskejelser og opfordrer roligt Kathy til at fortælle sin historie.

Det er et helt andet gear end den fyrige præstation, Faist giver i West Side Story eller den spændstige energi i Challengers, men fotografens stilhed bliver en iøjnefaldende kontrast til de livlige personligheder, der omgiver ham.

Måske er det derfor, Jeff Nichols skrev karakteren ind i filmen. Danny er en påmindelse om, at der findes alternativer til bikernes voldsparate maskulinitet, og om at omverdenen ser med, hvor meget mændene end ville ønske, de kunne køre deres egne veje og leve efter deres egne regler.

Rundt om de centrale personer summer en stjernespækket birollebesætning, der tæller Boyd Holbrook, Norman Reedus, Damon Herriman, Toby Wallace og Jeff Nichols’ faste samarbejdspartner Michael Shannon.

De giver hvert af klubbens medlemmer tilpas med særpræg til at skille sig ud, selv om de alle bærer den samme motorcykeljakke. Men det er Austin Butler, der som Benny imponerer mest ved at gøre mindst i en karismatisk, hypercool rolle, som Elvis ville have givet arme og ben for at få.

Uden at forhaste sig eller dvæle unødigt følger filmen gruppen af frihedsryttere gennem et årti. Det er en stærk fortælling om maskulinitet, der kan være toksisk, farlig og skræmmende smuk.