Brady Corbet skaber ikke bare film. Han rejser monumenter. Og det er svært ikke at blive bjergtaget af den ambition, han lægger for dagen.
Debutfilmen The Childhood of a Leader fra 2015 finder et knudepunkt for europæisk fascisme i en trodsig knøs’ opvækst under fredsmæglingen efter Første Verdenskrig.
Opfølgeren Vox Lux fra 2018 kobler skoleskyderier og popstjerneindustri til en sitrende stikpille til den amerikanske opmærksomhedskultur.
Ti-dobbelt Oscar-nominerede The Brutalist er en episk fortælling om spændingen mellem kunst og kapital, der knytter nazisternes jødeudryddelse til det amerikanske industrimirakel. Det sker via historien om den ungarske arkitekt Lazsló Thóth, som fra efterkrigstidens Europa ankommer sjæleknust til Den Nye Verden og falder i kløerne på en magtfuldkommen rigmand.
Alene formatet er imposant.
Tre en halv time med ouverture og pause, filmet med dybe, mættede farver på VistaVision-film, som salig Hitchcock ville have gjort det. Arkitektonisk præcise kompositioner og kamerabevægelser og et altomsluttende lyddesign så nidkært perfektionistisk, at instruktøren trodsede kontrovers ved at bruge AI til at komme de sidste unøjagtigheder til livs.
Læg dertil et bastant, konstant medfortællende filmsprog, som sætter streg under hver en detalje, og Daniel Blumbergs atmosfæriske underlægningsmusik, der sætter schwung på hvert et vendepunkt.
Hvis ikke det var, fordi The Brutalist har et så gribende fikspunkt i form af Adrien Brodys præstation som den martrede, ærekære arkitekt, kunne det lyde som en tom opvisning i maksimalistisk filmkunst.
I stedet kommer Brady Corbets storladenhed kun historien til gode. Den bliver en metafor for det kunstværk, Thóth knækker sjælen på at bringe til verden: et lokalcenter med teater, bibliotek, gymnastikhal og kapel, en altmuligbygning og et kunstværk støbt i uforsonlig beton.
Formen følger funktionen, hedder det sig inden for den moderne arkitektur, som instruktøren tydeligvis er forelsket i.
Tóth er uddannet fra den tyske designskole Bauhaus, og hans fiktive livshistorie flugter nøje med virkelighedens jødiske dimittender fra samme hyldede institution. Da han ankommer til USA, skaber han som det første et stolesæt med stålrør frit efter Marcel Breuer. Og dernæst et stilrent bibliotek, hvor industrimagnaten Harrison Lee Van Buren kan nyde sine førsteudgaver på en smagfuld chaiselonge.
Men kunsten falder for døve ører, bestillingen forkastes, og kunstneren tages først i nåde, da Van Burens modernistiske bibliotek vækker beundring og misundelse blandt hans sociale ligemænd.
Guy Pearce skærer direkte til kernen af den rethaveriske mæcen. Han installerer Tóth i et forfaldent hus på sin enorme grund og trækker i trådene for at genforene arkitekten med hans kone Erzsébet og niece Zsófia – den ene knogleskør og den anden stum af krigens traumer.
Tóth-familiens jødiskhed hænger over dem i det konservative lokalsamfund, hvor det står stadig mere klart, at de er på tålt ophold.
Adrien Brody har aldrig været bedre. Den amerikanske skuespiller med de ungarske aner forsvinder med sin ranglede figur, seriøse fremtoning og hakkede tud ind i rollen på en måde, vi ikke har set siden Pianisten.
Felicity Jones er også fremragende som Erzsébet, hvis breve skaber en følelsesmæssig klangbund i første halvdel, før hun selv ankommer som et menneskeligt anker i anden halvdel.
Men The Brutalist er først og sidst instruktørens film. Brady Corbet startede sin karriere på den anden side af kameraet som skuespiller, men fandt vej til instruktørstolen side om side med sin partner, norske Mona Fastvold. Deres parløb er imponerende. De skriver og producerer sammen, og når den ene instruerer, er den anden assistent.
Deres seneste samarbejde giver ikke ved dørene, men belønner publikum med en kompleks fortælling, man kan fortabe sig i og blive ved at vende tilbage til. Et storværk, der er noget helt for sig.
Kommentarer