Renæssancekunstneren Giovanni Boccaccios Dekameron – 100 fortællinger fortalt inden for en ramme af unge, florentinske adelige i eksil fra pesten – har altid været svær at filmatisere.
Dens vovede lystne og erotisk pikante historier med utroskab, liderlighed, letsind og listighed som motivkreds gik aldrig an i det bornerte Hollywood og omegn.
I 1971 filmatiserede Pier Paolo Pasolini ganske glimrende dele af Dekameron med sans for kortprosaens italienske karneval af latrinær humor, seksuel frivolitet og poetisk aura.
Man skulle tro, at netop serieformatet ville kunne gestalte mesterværkets underfundige historier i afsnit, som ligner Boccaccios opfindelse: novellen.
Men Kathleen Jordan har valgt en hel anden version og variation af italienerens fortælling.
The Decameron begynder meget socialrealistisk med sorte, pestbefængte rotter som logo for at skildre pesten i Firenze i midten af 1300-tallet. Folk dør som fluer, og kun nogle få udvalgte kan komme ud af byen og gå i isolation i en slags helle, et gods ude på landet.
I bogen underholder de unge sig med at fortælle historier over givne emner. Men i serien bliver det mere de unge selv, som udlever lysten inden for murene, som ikke er solide over for pesten, kærlighed, brunst og anden dårskab.
På sæt og vis en løsning fra værkets lange, stringente og snoede diskurs: At gøre det episk fortællende til et agerende skuespil. Men desværre lykkes denne transformation overhovedet ikke.
Meget hurtigt befinder vi os i en slags Paradise Hotel i en toskansk villa placeret i en barokhave. Og det hele bliver til kluntede forvekslingskomedier, hvor herskab og tjenerskab bytter roller.
Hos Boccaccio er erotikken yndefuldt indrammet af sin epokes erfaringshorisont af skæmtsom lystighed og elegant billedsprog. I serien bliver onani og homofili fortalt med antydningens vognstang og diverse etniciteter, hvor alle dog taler en form for engelsk.
Serien er bevidst om sit anakronistiske design med rockmusik i lydsporet og popsprog i replikker. Og med sit postmoderne historiesyn er serien målrettet fanklubben til den alternativt historielabile pastiche på Jane Austen: kostumekultserien Bridgerton. Og den interaktive narcissisme i kærlighed og kabale er ung mode netop nu.
Kostumerne er nydelige. Vi er helt sikkert i det smukke Toscana med slanke pinjetræer, bløde bjerge i douce landskaber. Men stemningen er lige så italiensk som amerikansk popcorn, lige så poetisk som en plastikspand og lige så charmerende som en vreden karklud.
Serien skal ikke sammenlignes umiddelbart med sit litterære forlæg – poetisk frihed er en selvfølge. Men her nærmer vi os faktisk droit moral, hvor Boccaccios faderskab til eget værk mishandles for groft og grusomt.
Dette kunne undskyldes, hvis serien anarkistisk var crazy morsom a la Monthy Pyton eller Mel Brooks. Men spøgefuldhederne minder om en småslap sommerrevy, hvor sketchene er skrevet med en fællesnævner af plat og pjattet humor.
Pudsigt nok er serien mere bigot end teksten fra middelalderen. Alle de unge mennesker foretager deres seksuelle udskejelser behørigt under lagener eller bag sengeforhæng.
Alle medvirkende spiller stort set lige elendigt. Zosia Mamet (Girls) gestalter en skrigeballon af en adelsfrøken. Saoirse-Monica Jackson er stuepige med en kikset Prins Valiant-paryk, Amar Chadha-Patel er adonismanden, både kvinder og mænd falder for. Den eneste lidt enestående er Tanya Reynolds som kammerfrøken med øjne som tekopper og mere ben i næsen end resten af flokken.
The Decameron er sæbeopera af værste skuffe. Den er sat op på en meget tynd historie og tilsat talende påklædningsdukker dyppet i middelaldergevandter.
Kommentarer