Hvordan lever man med sig selv, hvis man er skyldig i verdens undergang og bevidst har valgt kun at redde sin egen familie og få udvalgte mennesker, som er nødvendige for ens egen overlevelse?
Det er spørgsmålet i den apokalyptiske musical The End, som er dansk produceret og instrueret af den herboende amerikaner Joshua Oppenheimer.
En ultrarig familie – mor, far og søn – bor i en luksusbunker, hvor værdifulde kunstværker pryder væggene, og livet går sin daglige gang. Deres rigdom skyldes farens forretning inden for fossile brændstoffer, og selvsamme forretning har forårsaget en naturkatastrofe, hvor næsten alle er døde.
The End – baseret på et manuskript af Joshua Oppenheimer og Rasmus Heisterberg – begynder, da moren (Tilda Swinton) vågner fra et mareridt og gisper efter luft.
”Hvad er der sket? Fortæl mig det!” siger hendes mand (Michael Shannon) trøstende. Men sandheden er, at virkeligheden er et endnu større mareridt, selv om familiemedlemmerne gør, hvad de kan for at foregive, at alt er i orden.
Bunkeren, hvor de har levet de seneste 25 år, er udgravet i enorme salttunneller langt under jordens overflade, mens menneskeheden er ved at uddø over dem.
Mikhail Krichmans kamera glider jævnligt mellem bunkeren og tomrummet udenfor, så familien ligner fanger i et hundedyrt fængsel. Smukke mesterværker af Monet og Hammershøi i de velindrettede stuer, eksklusiv cuisine lavet af en medbragt mesterkok, en privat læges lykkepiller eller butlerens service kan ikke lave om på, at de aldrig kommer ud af tunnellerne og får den blå himmel at se igen.
Hollywood-skiltet er centralt placeret på en bakke i sønnens togbaneunivers, og familien har skabt de perfekte kulisser for en tilværelse happily ever after.
Som den naive søn (George MacKay) synger: ”It is a perfect morning.”
Han har aldrig oplevet verden udenfor og lever i uvidenhed, indtil en fremmed kvinde (Moses Ingram) ankommer og fortæller ham om alt, hvad hans forældre har undladt at fortælle. Hun rusker op i kernefamiliens samvittighed. Kan de virkelig leve med deres skyld? Og kan faren tilgive sig selv for at have deltaget i massemord?
The End har noget nær den mest usandsynlige præmis for en musical. Men scenografi, kostumer, kameraarbejde og ikke mindst musikken, der er komponeret af Joshua Schmidt og Marius de Vries med lyrik af Joshua Oppenheimer, er en klassisk Hollywood-musical værdig og udtrykker familiens flugt fra realiteterne.
Joshua Oppenheimer har hentet inspiration i Jacques Demys 1960’er-filmopera Pigen med paraplyerne, hvor Catherine Deneuve ophøjer livets bittersøde banaliteter til kunst i sang og farver. Og Oppenheimer tager musicalformen alvorligt ved at udfordre genren.
Når Tilda Swinton og Michael Shannon indimellem synger falsk eller lyder skingre, har det den pointe, at deres karakterer faktisk er falske. Moren forskønner sin karriere som balletdanser på Bolsjojteatret, og faren forsøger at flytte fokus fra katastrofen til sit hjem for forældreløse i Nigeria og udsagn om, at han har leveret energi til milliarder af mennesker.
Tematisk har filmen forbindelse til Oppenheimers Oscar-nominerede dokumentarfilm The Act of Killing og The Look of Silence, der begge handler om folkemordene i Indonesien i 1960’erne.
I den første rekonstruerer bødlerne deres umenneskelige gerninger gennem dramatisering, og i den anden konfronterer en mand gerningsmændene, der stod bag brorens død. Begge film undersøger også, hvordan mennesker kan leve videre, på trods af den smerte de har forvoldt andre mennesker.
I The End er hovedpersonerne medskyldige i selve verdens undergang. Og da den ubudne gæst kommer på besøg, går de instinktivt i forsvarsposition. Men som filmen peger på, er vi, nu hvor enden er nær, nødt til at lukke den fremmede ind og stå sammen. Vågn op!
Kommentarer