Taylor Swift: The Eras Tour

For en pophader findes der nok ikke værre skærsild end den godt tre timer lange koncertfilm The Eras Tour. Men for Swifties – som Taylor Swifts dedikerede fanskare kaldes – er det en himmerigsmundfuld.

Med optagelser fra tre udsolgte koncerter i Los Angeles giver superstjernen, en stor gruppe dansere, korsangere og et seksmands guitarband den gas til lyden af godt sytten år på toppen af hitlisterne.

Taylor Swift, der fortsat rejser verden rundt med tournéen, har altid haft den helt perfekte alder til at være min rollemodel. Med en aldersforskel på seks år har hun været en sej, fjern storesøster på tværs af Atlanten.

Hun datede dem, hun ville, gik i Louboutin-hæle og havde rød læbestift, som matchede sålerne. Hun fik sjældent fyren, hun sang om, men hendes nederlag og løftet om, at alt nok skulle blive godt igen, var en gave at have med i ørene overalt.

Hun er kun min, eller sådan har hun da i hvert fald fået mig til at føle. Jeg har købt billet til fire koncerter, og efter filmen glæder jeg mig kun endnu mere.

Lydinfernoet fra koncertgæsterne sætter tonen med øredøvende autoritet.

Indimellem skriger de 70.000 fans på SoFi Stadium så højt, at man må holde sig for ørene. Men instruktør Sam Wrench – der tidligere har lavet film om Blur- og Billie Eilish-koncerter – har fat i den lange ende og indfanget det, som gør sangeren til noget helt særligt.

For hvis der er én ting, Tay-Tay kan, er det at samle folk.

Alle på stadionet er udstyret med små lysarmbånd kaldet Xylobands – en opfindelse af bandet Coldplay. De lyser op og pulserer i takt, så når Taylor Swift bevæger sig, følger et helt hav af forbundet lys med.

Under filmens åbning kommer man på flyvetur over et mørkt Los Angeles. Gaderne ligger øde. Alle er samlet ét sted. Vi svinger gennem et vindue på SoFi og ser et synkront publikum, der vibrerer af spænding.

Ved en opførelse af hittet Shake It Off fremkaldte fans under en tidligere koncert så kraftige rystelser på stadion, at det kunne måles til et 2,3-jordskælv på Richterskalaen.

Det veloplagte publikum i Los Angeles gør deres for at tangere bedriften. Især under sangene fra albummet Reputation, hvor bassen går direkte i brystkassen.

Showet er inddelt i forskellige æraer i den 33-årige sangers karriere, og det giver en afbalanceret, ubesværet nostalgisk rutsjebanetur mellem genrer, glimtende kostumeskift og farvepaletter.

En enket, ti minutters akustisk version af den prisbelønnede All Too Well fungerer som midtvejspunkt i koncerten.

Tempoet og bassen får en pause, og den ellers festligt klædte sprechstallmeister står alene på den store scene med bare en guitar og sin stemme. Her bliver ekskæresten Jake Gyllenhaal slagtet verbalt med is-kølig bitterhed, der synger som en velplaceret lussing.

Det er et flot øjeblik, hvor man virkelig får lov at nyde Taylor Swifts – til tider ret grove – evner som sangskriver.

Hvad hun mangler i dansekundskaber, opvejes i den grad af en skarp evne som historiefortæller. Og underholdningsværdien er hjulpet glimrende på vej af et sceneshow, som udnytter et stort lysgulv fuldt ud.

I nogle sekvenser spiller danserne skak på et ternet gulv, mens hovedpersonen andre gange løber op og ned ad en godt 50 meter lang, guldfarvet guitarhals.

Det er næsten som at være der selv, men biografpublikummet har også en opgave at løfte.

Eras Tour er nemlig ment som en interaktiv oplevelse, og på nettet kan man finde mange videoer af Swifties, som udfører en lang række synkrone ritualer. Sande fans ved, at der skal klappes to gange under You Belong With Me eller råbes ”1, 2, 3, let’s go, bitch” i løbet af Delicate.

Desværre ramte jeg en meget stille visning, hvor salen ikke var fyldt til bristepunktet med maniske Taylor Swift-fans.

Koncertfilmen er trods alt ikke noget vidunder a la Talking Heads’ Stop Making Sense, så der er brug for en særlig publikumsindsats, hvis oplevelsen skal blive magisk.