The Exorcist: Believer

På en video fra et overvågningskamera går to veninder hånd i hånd ud i tusmørket. De har kurs mod en skov, hvor et fugtigt, nedsunket shelter skal huse et ritual, de har planlagt i flere uger.

De uklare optagelser er det sidste, Victor (Leslie Odom Jr.) i tre dage ser til sin datter Angela (Lidya Jewett). Lige indtil hun og veninden pludselig dukker op i en lade. Dyrene omkring dem er faldet om med høj feber, og de trettenårige hævder begge, at de kun har været væk i få timer.

Det lyder måske mærkeligt, men for den lettede alenefar er alt godt, så længe Angela er hjemme igen. At tro på den alternative historie, pigerne i brudstykker erindrer, er nemlig mere end, hvad han kan kapere.

For efter et brutalt tab af sin gravide kone har Victor mistet troen på, at der findes mere mellem himmel og jord. Det er derfor svært at tage for gode varer, at hans datter har vandret tre dage på tværs af helvede og muligvis taget en souvenir med sig tilbage.

Men da de unge poder begynder at tale i tunger, må den vantro far krybe til korset og modvilligt søge professionel hjælp for at uddrive Angelas ondskab. I bedste franchise-stil påkalder han sig derfor én, som for 50 år siden stod over for samme problem.

Det er ikke første gang, instruktør og manuskriptforfatter David Gordon Green bringer gamle karakterer tilbage fra de døde. Med blandet succes genoplivede han historien om Laurie Strode og modstykket Michael Myers i de tre nye Halloween-film.

Eksorcisten fra 1973 er horror-helligbrøde.

Hele seks film om den religiøse kamp mod det onde er det blevet til –med to mere fra Greens hånd på vej. Det er dog første gang, at Chris MacNeil – moren til den besatte Regan i originalen – vender tilbage.

Ellen Burstyn og Linda Blair gentager deres berømte mor/datter-roller fra etteren. Især førstnævnte, som i år kan fejre 91 år på Guds grønne jord, er lidt af et trumfkort. Og havde det ikke været for Burstyn, ville The Exorcist: Believer ikke fortjene titlen som efterfølger.

Den ubestridt største film ved dette års Halloween er nemlig ufatteligt langt fra den raffinerede opbygning, forlægget for et halvt århundrede siden diskede op med. Det er tydeligt, at Green har gjort et forsøg på at spejle originalens langsomme tempo i første halvdel, indtil helvede bryder løs til sidst.

Hvor William Friedkins klassiker bruger ventetiden til noget fornuftigt og opbygger medfølelse med personerne samt forståelse for det ondes magt, falder The Exorcist: Believer til jorden med et brag.

Selv om Hamilton-stjernen Leslie Odom Jr., med tårerne dansende i kanten af øjenkrogen, gør et hæderligt forsøg på at tilføje faderhjerte til fortællingen, bliver den gennemgående historie tabt på gulvet.

De helt basale spilleregler for, hvordan ondskaben er kommet hertil, og hvordan man får bugt med den, er efter to timer i mørket uklar. Som titlen ellers forsøger at overbevise om kunne et vigtigt våben være tro. Men Victors vaklende forhold til religion er ikke nøglen i konflikten.

Heller ikke Chris McNeills mange års erfaring med exorcisme kan bruges. Og karakterens komplet intetsigende comeback er omtrent så frustrerende, som da Laurie Strode lå nytteløs i koma i godt hele Halloween Kills.

De to unge, besatte veninder giver den ellers alt, hvad remmer og tøj kan holde, når de med fråde om munden river neglene af sig selv for at give det onde frit løb.

Der er knald på de veludførte effekter, og deres tiltagende forrådnelse, sprukne læber og glimtende gule øjne er en fryd. Alligevel kommer præstationerne aldrig ind under huden.

For producer Jason Blum (og hele holdet bag hans berømte Blumhouse Productions) må have manglet fra kontoret den dag, hvor Green forfattede sit fejlslåede, usammenhængende manuskript.

Eskaleringen af besættelsen sættes nemlig gang på gang på hold for at gøre plads til for lange, filosofiske prædikener om Gud, som publikum fodres med.

De krampagtige, konstante religiøse refleksioner får The Exorcist: Believer til at fremstå som en hvervningsvideo, man kunne udsætte små poder på en katolsk sommerlejr for.

Desværre er den substansløse uhygge heller ikke mere, end hvad selv en elleveårig ville kunne bearbejde efter en enkelt nat eller to med mareridt.