Biografanmeldelse
09. aug. 2023 | 09:29

The First Slam Dunk

Foto: Dandalion Animation Studio

Ryota Miyagi (midt) er spilfordeler på holdet Shohoku, der er underdogs i kampen mod de regerende mestre i high school-basketball.

En af de bedst sælgende anime-film nogensinde imponerer med vanvittigt intense basketball-scener og en medrivende historie om at overbevise dem, der tvivler på dig. 

Af Claus Nygaard

Lyden af gummiskoene mod gulvet er som øredøvende skaktræk.

Hver bevægelse har til hensigt at få modstanderen til at falde i en fælde. Få dem til at læne kroppen lidt for meget den ene vej eller lave et udfald i forsøget på at stjæle bolden.

Det er kombineret med lydene af tiltagende hiven efter vejret, fordi kampen varer længere tid, og de fysisk trætte kroppe bliver en symfoni af lidelse og succes i basketball.

Kontrasten er den øredøvende stilhed, når der ventes på om bolden ryger i kurven eller ej. Bliver det en dans på metalringen, et klonk fra bagpladen eller det karakteristiske swish, når den ryger igennem nettet?

For det angribende hold er det en lille sejr i det store slag. For det forsvarende hold en djævelsk lyd om endnu et lille nederlag. Et angreb, der ikke blev stoppet.

Det lyder storladent, men det er ikke desto mindre det drama, som Takehiko Inoue fremviser i animationsfilmen The First Slam Dunk.

Den japanske film har været en kæmpe succes i hjemlandet samt Sydkorea og Kina. I Chile skubbede den sågar de globale biografmonstre Barbie og Oppenheimer væk fra toppen, da The First Slam Dunk havde premiere i det sydamerikanske land.

Knap 260 millioner dollars har den indtjent på verdensplan, og filmen er dermed den femte mest indtjenende anime nogensinde. Og det forstår man godt, for der er fuld smæk på fra start til slut.

Forlægget er Inous egen manga, som udkom fra 1990 til 1996. Her er hovedpersonen Hanamichi Sakuragi, men instruktøren har ændret fokus til filmen. Denne gang er fokus på Ryota Miyagi.

Han er spilfordeleren, hvorfra angrebet skal startes. Trods sin klejne statur har han en fart og en boldkontrol, som få kan matche. Men mod de regerende mestre i high school-basketball, Sannoh-skolen, får han kamp til stregen.

Det er kampen mellem dem og Ryotas hold Shohoku, som er kernen i filmen og også indeholder de bedste scener i The First Slam Dunk.

Titlens scoringsmanøvre kommer i øvrigt som det første i hele kampen, men derefter tager de større og mere erfarne Sannoh-spillere teten.

Derfor handler det om at overkomme vanskelige odds – et tema, der går igen for flere af spillerne. Hele tiden er der nogle, som undervurderer dem. De er underdogs med en mission om at overbevise deres tvivlere.

For Ryota handler det også om at ære sin afdøde storebrors minde. Flashbacks til tiden med broren udgør starten på filmen, men hele tiden er man som publikum bevidst om den store skygge af sorg, der hviler over den unge point guard.

Det er i særklasse de mange intense basketball-sekvenser, som virkelig imponerer og er The First Slam Dunk’s utvetydige trumfkort.

Inou og animationsholdet formår at skabe de mest intense basketball-scener på tværs af genrer i flere år. Netop den tegnede stil gør, at man i højere grad kan strække et øjeblik, samtidig med at vi som publikum kommer ind i de enkelte spilleres tanker.

For et sekund i virkeligheden kan i ens indre vare en evighed, som vi har det i Joachim Triers mesterlige Verdens værste menneske.

Lydarbejdet i basket-scenerne er også helt uovertrufne. Man behøves næsten ikke at se, hvad der sker på lærredet efter lidt tid. Kampens rytme og de frenetiske lyde fortæller et drama, selv ikke de største poeter ville kunne formulere med ord.

Det er umuligt ikke at lade sig rive med, i takt med at The First Slam Dunk udvikler sig. For det bliver nervepirrende, netop som man tror, at nu er vejen til det glorværdige comeback sikret. Modstanderne er trods alt forsvarende mestre og deres træner har et trick eller to oppe i ærmet.

Det kan godt være, at der til tider er tvivl om udfaldet. Men at The First Slam Dunk er en sikker vinder, hersker der ingen tvivl om.

Trailer: The First Slam Dunk

Kommentarer

Titel:
The First Slam Dunk

Land:
Japan

År:
2022

Instruktør:
Takehiko Inoue

Manuskript:
Takehiko Inoue

Medvirkende:
Shugo Nakamura, Jun Kasama, Shin’chiro Kamio, Subaru Kimura, Kenta Miyake, Maaya Sakamoto, Ryota Iwasaki

Spilletid:
124 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn fra 11 år

Premiere:
10. august

© Filmmagasinet Ekko