The Last of Us Part II fra 2020 er et af de bedste computerspil nogensinde. Et kæmpeværk, der beviser, at computerspil er vor tids nye store kunstform med muligheder, som film og serier kun kan drømme om.
Men samtidig var det en meget kontroversiel opfølger til det uhyre populære zombiespil The Last of Us fra 2013, da det kom ud. Toerens radikale perspektivskift, komplekse moralske ambitioner og lesbiske kærlighedshistorie var desværre for meget for mange gamere.
Derfor kilder det lidt i maven, når Max efter en succesfuld seriefisering af det første spil nu har kastet sig over Part II. Et spil, der er så langt, at man har måtte dele det op i sæson to og en kommende sæson tre.
Fem år er gået, siden midaldrende Joel (Pedro Pascal) og teenagepigen Ellie (Bella Ramsey) krydsede et postapokalyptisk USA for at skabe en kur mod svampeinfektionen, der gør folk til morderiske zombier.
Det gik grueligt galt, og for at beskytte sin symbolske datter måtte Joel vise sig fra sin mest blodtørstige side. Siden har de to levet som far og datter i et overlever-fællesskab i Jackson, Wyoming.
Serien får meget ud af at udforske, hvordan byboerne har opbygget en lille, kommunistisk utopi, hvor ejendom, arbejdsopgaver og ressourcer fordeles ligeligt. De har endda en psykolog, spillet med vanlig kynisme af Catherine O’Hara.
Men midt i paradis må der også tages svære beslutninger om, hvor mange fremmede man kan lukke ind, før det går ud over flokkens velvære.
Hvor sæson 1 og dets spilforlæg handler om kærlighed som en både livsnødvendig og destruktiv kraft, handler det næste kapitel om had. Fra den spirende fremmedgørelse af flygtninge, der truer det behagelige fællesskab, til den altopslugende følelse af hævngerrighed i fuldt flor.
Det sidste opstår, da en skygge fra fortiden, Abby (Kaitlyn Dever), dukker op og gør noget utilgiveligt.
Ellie følger rasende efter hende, og det meste af sæsonen går med jagten gennem regnvåde Seatlle, der selv er i gang med en langvarig, hadefuld borgerkrig mellem det militante styre og en religiøs kult.
Seriemediet kan ikke konkurrere med spillets overvældende følelse af at være i Ellies sko og blive udmattet, skræmt og sorgfuld sammen med hende.
Derfor kompenserer Craig Mazin og Neil Druckmann – sidstnævnte står også bag spillene – klogt ved at zoome ud og udforske temaerne via kontekst og mere nuancerede skildringer af de forrygende figurer.
Vi får et langt mere komplekst, fængende billede af den brutale militærleder Isaac (Jeffrey Wright). Og især den spirende romance mellem Ellie og Dina (Isabela Merced), som tager med på rejsen, nyder godt af serieformatet.
Isabela Merced er vidunderligt charmerende, mens Bella Ramsey er mere subtil i sin sårbarhed end spillets Ellie. Den overbevisende ømhed mellem dem fungerer som en slående påmindelse om hævnprojektets meningsløshed. Og det er tragisk at se Ellie kæmpe imod omsorgen og holde fast i sit had for at færdiggøre missionen.
Af og til bliver Bella Ramseys præstation lovligt tilbageholdende, men serien får meget ud af det antydede. Som da Ellie spiller Take On Me på guitar, og man automatisk kommer til at forestille sig scenen, hvor faderlige Joel har lært adoptivdatteren en sang fra sin ungdom.
Guitarscenen er ligesom mange af seriens nøglescener taget direkte fra spillet. Det fungerer glimrende, men der er også radikale afvigelser, som ofte er seriens højpunkter.
Mange vil huske første sæsons tredje afsnit, der på decideret genial vis skubber plottet til side for at udfolde apokalypseromancen mellem to aldrende mænd.
I anden sæson får vi en gigantisk og vellykket action-sekvens i afsnit to, men ellers er det en lidt mindre fantasifuld filmatisering i denne omgang.
Sæsonen slutter med at lægge op til et voldsomt skift i fortællingen, som ikke skal spoiles her. Samme skift i spillet fik i 2020 mange til at smide controlleren fra sig i vrede og andre til at klappe måbende i hænderne.
Det bliver spændende at se, om det virkningsfulde greb får lige så stor effekt, når tredje sæson endelige kommer.
0 kommentarer