Det mest rørende øjeblik i dokumentaren The Man Who Stole the Scream indtræffer, da hovedpersonen afslører, at han stjal Skriget, fordi han slet og ret manglede det.
Den sære figur Pål Enger, som med et gadedrengesmil forkorter sit navn til P.Enger (”penge”), er en blanding af en elitesportsmand, en småkriminel og et omsorgssvigtet barn.
Han er sindssygt god til fodbold og kommer hurtigt op på eliteplan. Han elsker at lave numre med politiet, og han opfatter det som en konkurrence. Men han er samtidig mærket for livet. Han voksede op i en social boligblok, hvor hans stedfar dagligt gennembankede både ham og moren.
Det er baggrunden for hele hans persona – og for filmen.
For da Pål ser Norges allerstørste og vigtigste maleri, der på norsk hedder Skrik, hvilket er meget mere dramatisk og sigende, genkender han sig selv.
Han må bare have det skrig. Han må besidde det.
Beskrivelserne af tyverierne – for der er flere forsøg – minder om Olsen-bandens taktikker. Og da han timer indbruddet med åbningen af OL i Lillehammer, begynder man faktisk at holde med ham.
Det er ubetaleligt morsomt, da han gemmer lærredet over et billardbord, hvor betjente dagligt spiller. De står hver dag lige under det, de leder efter.
Filmen er behændigt lavet som interviews på norsk og dårligt engelsk med især Pål Enger, men suppleret med rekonstruktioner, der faktisk fungerer ret godt. Imens Pål Enger på syngende norsk forklarer, at ”politie er virkelig flinke på å etterforske”, ser vi skuespillere give den som betjente, der undersøger gerningssteder og afhører vidner.
At det hele er en leg, en omgang katten efter musen, bliver accentueret af Pål Engers barnlige og legesyge mentalitet.
Han vil ikke have de ”penger”, han opkalder sig selv efter. Han vil simpelthen bare have billedet hos sig.
En af de særeste situationer opstår, da han med julelys i øjnene laver en slags omvendt stockholmsyndrom. Billedet er i gode hænder hos ham, siger han. Alt er under kontrol, og han passer på det. Næsten bedre end museet kunne, må vi forstå.
Han ikke bare elsker det. Han forventer nærmest, at det skal elske ham!
Instruktørerne Sunshine Jackson og Nigel Levy har før smagt på kunstverdenen, især Levy, der har lavet The Da Vinci Detective. Man mærker, at de begge har sans for personer, miljøer og steder.
Med droner over norske skovsøer og stillbilleder af interiører i forladte norske sommerhuse skabes en perfekt stemning. Langsomt opbygger de en spænding, så man til sidst sidder på det yderste af stolen. Og da slagsmålet bryder ud i retssalen, er man ved selv at tage sig til ansigtet og skrige – så spændende er det!
The Man Who Stole the Scream er hverken en krimi eller en thriller, selv om den trækker på begge genrer i sin måde at opbygge suspense og opklare forløbet på.
Den er et metaværk, nemlig et lille ekspressionistisk portræt af den menneskelige natur. Da nazisterne udstillede Munchs billede, oversatte de titlen som ”Der Schrei der Natur”, og filmen er næsten den menneskelige naturs skrig.
Det er en lille dreng, der ikke vil finde sig i, at autoriteterne kommanderer rundt med ham. Og den pointe falder på sin egen underfundige måde til sidst, da Pål med stor forargelse taler om den dom, han fik.
For den er ikke fair.
”De snød! De fulgte ikke reglerne! De løj i retten!” siger Pål Engen, da han modtager den højeste straf for tyveri i Norges retshistorie.
Kommentarer