The Minds of 99 – Tre døgn i Parken

Ganske vist er konkurrencen ikke specielt hård, men det er stadig en fornøjelse at kunne udråbe The Minds of 99 – Tre døgn i Parken til den måske bedste danske koncertfilm nogensinde.

Selv hvis man som overtegnede kun kender bandet perifert, må man simpelthen overgive sig til den storhed, som musikerne og instruktøren Martin Werner slipper afsted med midt i jantelovens hjemland.

I centrum står den københavnske rockgruppe, der i ti år har været Danmarks førende live-orkester og sidste år satte trumf på med tre udsolgte koncerter i Parken.

Ingen har gjort det før dem, som forsangeren Niels Brandt lykkeligt deklarerer fra scenen, inden han begræder, at bandet alligevel ikke er blevet inviteret på Rådhuspandekager. ”Håndboldspillere får lov, når bare de vinder sølv,” som han siger.

Man når lige at fnyse ad arrogancen, inden Brandt og kollegerne slår over i hymnen Stor som en sol. En monumental seance indfanget i sin overvældende helhed af kamera og mikrofon, der får sceneshowets brug af gigantiske flammekastere til at fremstå helt passende.

Filmen beviser, at The Minds of 99 er Danmarks første rigtige stadionband. Med en større lyd end TV-2, mere folkelig finurlighed end D-A-D eller Dizzy Mizz Lizzy og mere oprigtig patos end Nephew.

Man under dem endda påfund, der fremstår som taget ud af Super Bowl. Midt i publikum står tre kæmpeelevatorer. Niels Brandt svajer nonchalant på den ene, mens der i de andre hejses en perlerække af stjerner op for at synge duet med ham.

Sivas og Ukendt Kunstner med al deres gear hejses op og ned, inden de afløses af Tim Kristensen, der heroisk spiller guitarsoloen fra Dizzy Mizz Lizzys Silverflame.

Det er en folkelig fest, og dokumentarholdet fanger effektivt diversiteten i den gigantiske fanskare.

Helt cheesy bliver det med en afstikker til et par, der holder deres bryllupsfest til koncerten. Der hives endda en korsyngende efterskole på scenen – inklusive bongotrommer! – uden at det gør vold på bandets langt fra hippieagtige udtryk.

Men midt i den brede appel er der også nerve i koncertoptagelserne. Bandmedlemmerne spiller deres storladne post-punkmusik til perfektion, og Niels Brandts stemme er en nasal sprængladning, der skærer dybt og præcist.

Musikken lyder hverken rodet eller steril, som det ofte sker med koncertoptagelser. Man kan høre hver en tone og samtidig tydeligt mærke publikums nærvær – samme balance som verdens bedste koncertfilm, Jonathan Demmes Stop Making Sense, ramte i 1985.

Martin Werners dokumentarhold mestrer koncertfilmens kunst, og derfor er det i starten bekymrende, hvor meget tid der går med bagom-optagelser.

Trommeslageren Louis Clausens tinnitus, Niels Brandts depression og andre private forhold kommer til at fylde lovligt meget, og interviews med bandmedlemmerne er til tider sludrende og småbanale.

Men efterhånden finder man sig til rette i de markante skift mellem koncert og forberedelse, infernalsk larm og nervepirrende stilhed.

Filmen udvikler sig til et studie i kunstnerisk professionalisme. Ikke kun de sædvanlige kunstnernykker – som Brandt demonstrerer modigt uflatterende – men også det helt almindelige håndværkerarbejde, som et show i den størrelse kræver.

Vi får indblik i de mange tandhjul, der skal passe sammen inden koncerten. De tusindvis af plastikkrus, der skal samles op efter festen. Og bandets skænderier med manageren, da han lukker kulturminister Jakob Engel-Schmidt ind backstage uden at informere dem.

Især får filmen meget ud af Niels Brandts møde med sangeren Mø, som synger med på Under din sne.

Da Niels Brandts stemme lider overlast inden showet, hjælper Mø muntert med et lakrids-trick, hun engang lærte af Annisette. Og der opstår noget unikt i krydsklipningen mellem den sårbare, velkoreograferede øvning af deres duet og selve optrædenen samme aften.

Sekvensen er kroneksemplet på, hvordan filmen formår at dyrke den færdige performance med al dens umiddelbare spontanitet, men samtidig udstille det komiske i at lægge så meget arbejde i et show, der i praksis er en stor illusion.

Som et bandmedlem påpeger undervejs, er det hele jo bare for sjov. Men for dem er det også dybt alvorligt.

The Minds of 99 – Tre døgn i Parken ophøjer ikke kunstnerne til guder, men viser dem som almindelige, hårdtarbejdende mennesker, der i få minutter af deres liv bliver samlingspunkt for flere hundrede tusind danskere.

Et absurd, men fantastisk ritual.