The New Look

Det er ikke hver dag, man ser en periodeskildrende biopic-serie båret helt og holdent af sine kostumer. Og det er måske også en lille overdrivelse. 

Men når man lige har set Apple TV+’s The New Look, som handler om den parisiske haute couture-verden under og lige efter Anden Verdenskrig, kan man godt få lyst til lidt ekstravagance. 

Serien er skabt af manuskriptforfatteren Todd A. Kessler, som også havde en finger med i spillet i The Sopranos og Netflix-serien Bloodline. 

Sidstnævntes succes hvilede tungt på en af hovedpersonerne, en slidt og brugt mand spillet af australieren Ben Mendelsohn, og netop Mendelsohn har Kessler taget med videre til denne serie, hvor han har hovedrollen. 

Han er Christian Dior, en parisisk modedesigner, som vil genskabe livsglæden efter krigen ved at skabe skønhed til folket med New Look-kollektionen i 1947. 

”Det eneste, jeg nogensinde har ønsket, er at skabe det smukkeste kvindetøj, der nogensinde har eksisteret,” siger han om sit tidløse design. 

The New Look fremstår som gennemæstetiseret. Alt er smukt. Habitter, kjoler, hatte, brocher, perler, fingerringe, hår, makeup, skæg. Men også facader, biler, hotellobbyer, opgange, entréer, køkkener, badeværelser, elskovsreder. 

Så kompromisløst er der insisteret på skønheden i enhver detalje, at man nogle steder faktisk må kigge en ekstra gang. Selv i de tyske fangelejre forekommer mange af fangerne modelsmukke. Og er der faktisk ikke en antydning af en pressefold på den beskidte fangedragt, som vist også har en lidt smart brystlomme? 

Men det er hele seriens raison d’être: At lidelserne fra Anden Verdenskrig afløses af skønhed og overskud, frihed og liv. 

Skuespillet – og især castingen – er enestående. 

Hvis man ikke elskede Ben Mendelsohns arrede ansigtshud og milde læspen i forvejen, gør man det da nu, hvor hans cigaretrygerstemme virkelig kommer til sin raspende ret – nu tilført en passende fransk accent. 

Men hvor Mendelsohn spiller Dior, ligner Juliette Binoche sin rolle Coco Chanel på en prik. 

Den normalt pilskaldede John Malkovich har fået tykt hår og leverer en blævrende følsom præstation som designeren Lucien Lelong. Af andre store præstationer må nævnes Maisie Williams, der både kan spille krigstraumatiseret kvinde i laser og en sart skønhed i tidens stramme tern. Og vor egen Claes Bang, der gør én forskrækket, når han som en maskulin og flot nazist i habit med bred revers og vide ben deler øretæver ud. 

Tekst betød oprindeligt ”stof”, og manuskriptet til The New Look er mageløst vævet. 

Temaer og perfekt forløste subplots løber på langs igennem alle afsnit. Men samtidig er serien skrevet på tværs med en skytte, der er smuttet frem og tilbage, indtil et episodisk afgrænset, men fremadskridende mosaikmønster træder frem. 

På langs følger vi den sandfærdige beskrivelse af Coco Chanels kollaboration med nazisterne, som hun ligefrem var hemmelig agent for. En synd, der på forunderlig vis er blevet lidt glemt igen. Ligesom det faktum, at det var designeren Hugo Boss, som skabte nazisternes uniformer! 

På tværs følger man så i et afsnit, hvordan Christian Diors far dør. I et andet afsnit genfinder Christian sin søster. I et tredje følger vi hans gennembrud. Og så videre. 

Det mageløse ved den skønne serie er stramheden i vævningen. Hvert eneste afsnit slutter med, at en meget kendt kunstner har lavet the new sound, får man næsten lyst til at sige, i form af en coverversion af en kendt sang fra 1940’erne. 

Det er ret vildt at høre Lana Del Rey sukke sig igennem Blue Skies og Florence + The Machines bud på White Cliffs of Dover. Perfume Genius leverer What a Difference a Day Makes, mens selveste Nick Cave som en lille australsk spurv med verdens dybeste stemme brummer La Vie en rose. 

Da historiens afslutning oprinder, bruges lydsporet decideret virtuost. En nænsom strygekvartet forvandles umærkeligt til en befriende jazzet livlighed ligesom det leben, der kom efter krigen. 

Da en lille glasprop i en af de sidste scener løftes af flakonen på Christian Diors signaturparfume, der er tænkt som den endelige udslettelse af krigens rædsler, måtte denne anmelder gribe sit broderede lommetørklæde. 

Man bliver overrasket over dybden af følelser, erindring og ideologi, der kan gemmes i kvindemode, labert design og florale duftnoter.