Med sin – formentlig – sidste film forlader Ken Loach den engelske filmbranche, som han ankom: med en god historie og noget på hjerte.
Han har i en menneskealder holdt fast i køkkenvaskrealismens mantra om vedkommende drama for menigmand og sat problemer uforglemmeligt til debat – som hjemløshed i Cathy Come Home fra 1966 eller gig-økonomiens omkostninger i Sorry We Missed You fra 2019.
Med The Old Oak skaber han endnu en gribende solidarisk fortælling fra udkanten af det engelske samfund.
I skæbneåret 2016, mens Brexit endnu lurer ude i fremtiden, ankommer en bus med syriske flygtninge i den udtjente og affolkede by Durham i det nordlige England.
Her stod minearbejderne engang skulder ved skulder under strejkerne i 1980’erne, hvor Margaret Thatcher satte ind mod den engelske fagbevægelse.
Nu råber deres midaldrende sønner, at syrerne skal skrubbe hjem, hvor de kommer fra.
Så snart den unge fotograf Yara stiger af bussen, river en lokal fyldebøtte hendes kamera fra hende og smadrer det ned i asfalten.
Kameraet var en gave fra hendes far, der er forsvundet i et af Assad-regimets torturfængsler. Gennem to år i en flygtningelejr var det Yaras redning. Det forklarer hun senere for den lokale pubejer TJ Ballantyne, der hjælper hende med at få det repareret: ”Når jeg ser gennem dette kamera, føler jeg en smule håb.”
Håb er ellers en mangelvare i den trøstesløse arbejderby. Rækkehuse sælges for en slik på online-auktioner, mens beboerne sidder fast med gammel gæld og manglende arbejde.
Ken Loach har altid været proletarens fortaler.
I The Old Oak viser han og manuskriptforfatter Paul Laverty, hvordan pubben af samme navn fungerer som et livsnødvendigt åndehul for de pressede borgere i lokalsamfundet.
TJ skænker fadøl for sine gamle skolekammerater og lader dem tale ud om deres frustrationer. Men han gider ikke høre på dem, når de sparker nedad mod flygtningene.
Han afslår også at lade dem holde borgermøde i baglokalet, fordi han udmærket ved, hvad de har at sige. Samtidig lærer han Yara og hendes familie bedre at kende, og filmen spejler elegant de to sorgramte personer.
Ken Loach fortæller som altid med en ukunstlet naturalisme og lokker troværdige præstationer ud af sine hovedsagelig ikke-professionelle skuespillere.
Ebla Mari finder ind til kernen af en stærk ung kvinde, der selv efter krigens rædsler formår at rette ryggen og holde gejsten oppe. Også hos familien, hvor hendes små søskende bliver mobbet i skolen, og hendes mor venter på nyt om faren.
Yara er midt i tyverne og har indset, at håb er vigtigt, men handling er endnu vigtigere.
Sammen med den lokale kvinde Laura, der organiserer donationstøj for flygtningene, får hun TJ ud af hans fastfrosne tilværelse. Dave Turner medvirker i Sorry We Missed You og Guldpalmevinderen Jeg, Daniel Blake. Skuespilleren har en naturlig gemytlighed, der i rollen som TJ er blevet slidt ned af livets mange nederlag.
Han er en ensom skikkelse, når han går tur med sin lille hund Marra, som er opkaldt efter minearbejdernes ord for en god ven. Men hans øjne lyser op, da han viser Yara rundt i det gamle baglokale, hvor væggene er dekoreret med fotografier af den fejlslagne minestrejke, der knægtede byens ånd for 40 år siden.
Man mærker, at Ken Loach har en personlig aktie i konflikten. Han var der selv og kom i unåde med en række tv-udsendelser, der blev aflyst, fordi de for entydigt tog arbejdernes parti.
Det kostede den gamle socialist så dyrt, at han var nødt til at instruere en McDonald’s-reklame for ikke at miste sit hus!
Filmens tårefremkaldende klimaks er måske mere ønsketænkning end realitet. Men det er helt på sin plads, at 87-årige Ken Loach runder karrieren af med en påmindelse om, at kampen for solidaritet kun er tabt, hvis vi holder op med at kæmpe.
Kommentarer