The Regime

Armando Iannuccis formidable politiske satire Veep rullede over skærmen for sidste gang i 2019. Nærmest som symbol på, at det efter Trump og Brexit er blevet svært at overgå virkelighedens absurditeter med fiktion.

Heldigvis har serieskaber Will Tracy (Succession) samlet den tunge fakkel op og bearbejder med The Regime den seneste tids kollektive traumer med et skud tiltrængt humor.

Over et tumultarisk år følger vi et regimes storhed og mulige fald med den dybt paranoide kansler, Elena Vernham (Kate Winslet).

Hun leder en uspecificeret centraleuropæisk republik, hvor sneen fyger tæt over termiske kilder, og menuen som regel byder på en eller anden form for kogt rødbede.

Efter hun lidt spontant smed oppositionslederen (Hugh Grant) i et Sibirien-lignende fangehul, har Elena været i massiv modvind.

Lammet af frygt er hun derfor gået i isolation på sit glitrende vinterpalads. Men det er ikke grundet den ulmende borgerkrig uden for vinduet. Derimod har den ængstelige leder opdigtet en ny frygt for en usynlig, lufttransmitteret lungesygdom.

Med al rationale sat på pause har Elena beordret, at alle midler skal sættes ind for at finde en kur i stedet for at bremse landets hungersnød. Samtidig skal hendes mest blodtørstige korporal (Matthias Schoenaerts) agere personlig betjener af et fugtighedstermometer og sikre, at der ikke er skadelige spore i luften omkring hende.

Det er et vidunderligt portræt af hysterisk corona-panik, og den magtfuldkomne statsleders håndtering af pandemien skal nok få nogle danskere til at godte sig.

Der er dog mere end ren frygt på programmet.

Som ustabil tyran har Elena ikke bare brug for fysisk tryghed. Hun mangler også følelsesmæssig støtte – og ikke mindst et dominerende seksuelt modspil. Der er nemlig ikke megen sjov ved Elenas svage cuckold husbond, Nicky (Guillaume Gallienne).

Med sex som våben ser den barske korporal sit snit til at indynde sig hos Elena og samtidig undgå en truende dom om krigsforbrydelser.

Will Tracy, der senest har disket op med gourmet-mareridtet The Meny, har tydeligvis skelet til de interne magtkampe og politiske divaer i Iannuccis Stalins død.

I en finurlig gætteleg for tilskueren lader hvert afsnit af The Regime til at være inspireret af en ny farlig og grotesk statsleder.

Med et tåkrummende karaoke-nummer af Elena er nordkoreanske Kim Jong-uns hang til optrædener dækket i første afsnit. Andet afsnit byder på en kavalkade af usammenhængende, vrede tweets af noget, der til forveksling ligner Donald Trumps skriblerier.

Og da Elena i tredje afsnit beslutter sig for at annektere nabolandet gennem en ”fredelig, militær aktion”, bevæger serien sig ind på farligt aktuelt territorium med indlysende reference til Putins forlorne retorik.

I kølvandet på kansleren løber en lille gruppe af ”alle præsidentens mænd”, som slukker hendes politiske ildebrande bag lukkede døre. Hver især ud fra deres eget motiv, naturligvis.

The Regime er blandt andet optaget i et billedskønt østrigsk palads, og selv om der er højt til loftet, fylder det store persongalleri flot omgivelserne ud.

Især Andrea Riseborough (To Leslie) skinner i rollen som kanslerens chefminister og højre hånd.

Hun har styr på alt, og i lange sekvenser følger vi i nakken på hende, mens hun besøger kokkene i kælderen for at få styr på menuen til statsmiddagen for bagefter at give en forsamling af Elenas uduelige ministre tørt på.

Der er ikke en finger at sætte på det flotte design, som understreges af Alexandre Desplats stressende lydtæppe af balalajkaer.

Kate Winslet portrætterer en efterforsker med indre dæmoner i Mare of Easttown fra 2021, og med The Regime får hun lov til at fortsætte stilen.

Når Elena tænker tilbage på, hvad hun har gjort for at opnå den ultimative magt, får kansleren et skræmmende tomt blik i øjnene, munden bliver slap og talen langsom og sløret.

Det er spændende at følge, men efterhånden går der lidt tomgang i de ekstreme overreaktioner og døve øren for folkets opråb.

Satiren gør ikke lige så ondt som hos den mesterlige inspirationskilde Armando Iannucci, men at bringe smilet frem i en tid, hvor verdenssituationen ikke giver meget at grine ad, fortjener ros og fem stjerner.