The Studio

Var det en del af aftalen mellem Martin Scorsese og Apple, at instruktøren for at lave sit svinedyre og alenlange epos Killers of the Flower Moon skulle medvirke i den ligeledes stort anlagte Hollywood-satire The Studio?

Tanken rammer én, når den legendariske filmskaber sammen med et hav af andre gæstestjerner toner frem på skærmen i første afsnit af serien, der morsomt hudfletter stjernenykker og eksistentiel tvivl i den glamourøse amerikanske filmbranche.

Spekulationerne fordufter dog lige så hurtigt igen, for Scorsese spiller sig selv med så formidabel selvironi og komisk timing, at hjertet simpelthen må være med i foretagendet.

Det har det også al mulig grund til at være, for The Studio sender sine stikpiller med så stor kærlighed til filmmediet, at man er i umådeligt godt selskab gennem ti afsnit af en halv time hver.

Serien skildrer livet på det fiktive filmselskab Continental. Selskabet kæmper desperat for at følge med tiden, som er ved at løbe fra den klassiske biografoplevelse. Den i chef-øjemed unge Matt Remick bliver forfremmet til top dog, men han opdager hurtigt, at drømmejobbet er et mareridt.

Han elsker film, så det er ikke det fedeste i verden at skulle fortælle Ron Howard, at den dybt personlige tredje akt i instruktørens nye film er dræbende kedelig.

Filmfolk elsker at vise, hvordan pølsen bliver lavet på drømmefabrikken. Men vi ser det sjældent fra bossernes perspektiv, hvor det handler om at tøjle egoer og tjene penge på kunsten.

Mesterværker som Singin’ in the Rain, Sunset Boulevard og Mulholland Drive har på forskellige måder dyrket myten om livet i den kreative boble, hvor originalitet og ekstravagance flyder som honning ned ad bjergene i solrige Los Angeles.

The Studio læner sig mere op ad meta-morskaben i Coen-brødrenes Barton Fink og Hail, Caesar! samt Charlie Kaufmans Adaptation. Men den tydeligste inspirationskilde er Robert Altmans The Player – Breaking Bad-stjernen Bryan Cranston spiller i The Studio en direktør ved navn Griffin Mill, øjensynligt en ældre udgave af Tim Robbins’ hovedperson med samme navn i Altmans Hollywood-satire.

Cranston optræder sporadisk gennem sæsonen, som primært følger Seth Rogens behagesyge Matt og hans hold af selvoptagede filmfolk fra den knap så kreative del af den kreative klasse.

Seth Rogen har også skabt serien med sin faste samarbejdspartner Evan Goldberg, som han tidligere har lavet humoristiske perler som Superbad og Pineapple Express med. De fortsætter stilen med frenetisk leg i en kugleskør sandkasse, hvor kendte skuespillere som Zoë Kravitz, Zac Efron, Anthony Mackie, Charlize Theron og Adam Scott leger med eget og branchens image.

Men det sjoveste – i hvert fald for de cinefile – er alle gæsteoptrædenerne fra dygtige instruktører. Scorsese og Howard er nok de største, men også Olivia Wilde, Sarah Polley og Nicholas Stoller dukker op undervejs som lige dele visionære og beregnende typer, der vil kunsten, men også bare hytte eget skind.

Foruden at være hylemorsom er The Studio også fejende flot.

I et afsnit skal Sarah Polley – som står bag kritikerroste film som Women Talking og Stories We Tell – lave det helt perfekte one-shot som afsluttende scene i sin film. Afsnittet er naturligvis optaget i en ubrudt indstilling, og man måber af den tekniske bedrift, mens man tager sig til hovedet af latter over, hvordan uprøvede Matt ødelægger alt, fordi han så gerne vil være del af den kreative proces.

Et andet afsnit er skåret som en film noir, hvor Matt og hans bedste kollega-ven er på jagt efter en forsvundet filmspole. Her kommer genrens klichéer og stereotyper under kærlig behandling, så man sidder med et konstant smil på læben.

Komikken når sit absurde højdepunkt i et afsnit, hvor holdet kaster sig ud i casting til deres store satsning – en animationsfilm om det popkulturelle ikon Kool-Aid Man, der er maskot for læskedrikken af samme navn.

For er det egentlig racistisk kun at lade sorte skuespillere lægge stemme til figurerne, når læskedrikken nyder særlig popularitet blandt den afroamerikanske befolkning?

Det er det nærmeste favntag med mere politisk satire, og måske mangler serien den giftige brod, der kan gøre den til mere end lårklaskende underholdning. Men engang imellem skal vi bare have noget at grine ad, og til det er The Studio helt perfekt.