The Sweet East

Rebelsk. Charmerende. Pisseirriterende.

Både The Sweet East og dens hovedperson er komplekse størrelser, som det er svært at få greb om. Filmen er et vanvidsridt gennem det østlige USA, der er lige så underholdende, som det er forvirrende. 

Teenageren Lillian er med sin skoleklasse fra sydstaten South Carolina på udflugt nordpå i den amerikanske hovedstad Washington, D.C. De besøger Det Hvide Hus, men går mest op i at fyre den af og komme tæt på hinanden. 

En festlig tur på natklub afbrydes af en skydegal selvtægtsmand, der – inspireret af virkelighedens Pizzagate-konspirationsteori – anklager ejeren for at drive et børnebordel for sataniske toppolitikere i kælderen. 

Lillian tager flugten gennem en tunnel med den unge fyr Caleb (Earl Cave), som forundret udbryder: ”Det virkede større, da jeg var barn!” 

Allerede her begynder filmen at kamme over i sit bombardement af sind og sanser. Til gengæld er den så hurtigt videre i en eksplosion af farver, klip og blandede stilarter, at man rives med af den rastløse energi. 

Mødet med Calebs anarkistiske aktivistgruppe fører Lillian videre til deres ideologiske modsætning under et slagsmål med en samling nynazister. 

Hun indynder sig på bedste Lolita-maner hos universitetsunderviseren Lawrence, som gøres til en komisk figur med al sin selvsmagende og pseudo-intellektuelle mansplaining.

Samtidig er det også ham, der sætter ord på filmens samtidsanalyse. 

”Man vokser op uden pejlemærker,” lyder hans besnærende forklaring på, at unge som Lillian i dag ikke ved, hvad de skal stille op med livet. 

Deres sære kemi er lige dele opstemmende og bekymrende, men satiren holder publikum ud i strakt arm. Man er aldrig lige så inderligt investeret i personerne som i Sean Bakers trilogi om udkants-USA, der tæller perlerne Tangerine, The Florida Project og Red Rocket. 

Instruktør Sean Price Williams kommer fra den samme indie-tradition og har arbejdet som fotograf for Safdie-brødrene (Good Time) og Alex Ross Perry (Her Smell). 

Han er især kendt for sine hårdtslående nærbilleder, men i instruktørdebuten går han maksimalistisk til værks og bruger samtlige redskaber i værktøjskassen. 

Filmen er inddelt i kapitler, som springer rundt mellem genrer og stil. Den gennemgående hjemmevideo-æstetik afløses det ene øjeblik af en romantisk maleri-indstilling og det næste øjeblik af et musikvideo-lignende syretrip. 

Manuskriptforfatter Nick Pinkerton har mest gjort sig som filmkritiker, og det er tydeligt, at han har referencerne på plads. Og måske er der lidt for meget, han vil ud med.

Selv om filmen ved første øjekast fremstår som helt sin egen, har den mange artsfæller. Den sprælske historie om kvindefrigørelse leder tankerne hen på Harmony Korines Spring Breakers, der ligesom The Sweet East er en film, man kan elske eller hade alt efter humøret. 

Hovedrolleindehaveren Talia Ryder kan man dog ikke undgå at forelske sig i. Det kun 21-årige stortalent markerede sig som en af tidens bedste unge skuespillere som den støttende kusine i abortdramaet Never Rarely Sometimes Always. 

I The Sweet East gør hun Lillians eventyrlige søgen efter identitet fascinerende, når hun skifter mimik i samspil med Simon Rex – der gør Lawrence underligt sympatisk – og med de unge stjerner Ayo Edebiri og Jacob Elordi. 

De sidstnævnte spiller henholdsvis instruktør og stjerne i en stort opsat filmproduktion, som Lillian pludselig bliver en del af. Et højdepunkt opstår, da hun konfronteres med fortiden under en hylemorsom filmoptagelse, der udvikler sig til et surrealistisk blodbad. 

Der er rigeligt med tankegods i portrættet af en politisk splittet nation, men The Sweet East fungerer bedst som en fysisk oplevelse. Filmen skal ikke analyseres for meget, men mærkes i kroppen.