Det er vanskeligt at anmelde en serie på basis af få afsnit. Endnu vanskeligere er det på baggrund af blot ét afsnit. Det er imidlertid vilkårene og jeg har dermed kun en sjettedel af sæson ti af The X-Files at have denne anmeldelse i.
I 1993 var The X-Files et friskt indslag i tv-land.
Den fortsatte Twin Peaks’ nyskabende blanding af drama, krimi og fantastik. I modsætning til Twin Peaks, der hurtigt blev taget af programmet, da den mistede fokus, holdt The X-Files sig på tv-skærmen helt frem til 2002. Som en episodeserie med indlagte føljetontråde var den langt mere velegnet til at forhale den ”sandhed”, der er derude, som forteksterne så indtrængende lovede.
Det var efter, at hovedhandlingen kulminerede med, at den skeptiske FBI-agent Scully (Gillian Anderson) overtog sin partners blinde tro på, at der var mere mellem himmel og jord, end videnskaben kunne forklare. Mens Mulder (David Duchovny) omvendt overtog Scullys skepsis og blev overbevist om, at der lå en menneskeskabt konspiration bag hans lillesøsters ”alien abduction”.
Siden blev der skiftevis trukket lidt tilbage mod land og padlet ud på det åbne, og The X-Files endte lige så langt ude på åben sø som Twin Peaks. Til den bitre ende vedblev den dog med at løfte sig med selvstændige afsnit, der kunne ses ude af sammenhæng med hovedhandlingen – selv efter at Mulder og Scully blev skrevet delvist ud af serien og afløst af agenterne Doggett og Reyes.
Blandt de forfattere, der udmærkede sig med fremragende enkeltafsnit, var Vince Gilligan, manden bag Breaking Bad.
I de to spillefilm-udløbere Fight the Future (1998) og I Want to Believe (2008) blev det umage makkerpar med held overført til det store lærred.
Otte år efter den sidste film er The X-Files så tilbage med nye afsnit i serieformat. Det var i øvrigt en nyhed, der breakede kort efter, at det var blevet offentliggjort, at Twin Peaks også ville vende tilbage med nye afsnit.
Scully og Mulder kontaktes af deres gamle chef Skinner (Mitch Pileggi), der vil have dem til at mødes med nyhedsværten Tad O’Malley (Joel McHale). Gennem ham bringes de i forbindelse med en kvinde (Annet Mahendru), som angiveligt flere gange har været UFO-bortført. Og snart går det over stok og sten med paranoia, konspirationer og skinmanøvrer for alle pengene – inklusive endnu et besøg på den hemmelige, amerikanske militærbase i Roswell.
Tempoet er højt, og man må give Chris Carter, der har skrevet det første afsnit med titlen My Struggle, at han gør, hvad han kan for at koste Mulder og Scully rundt, så hverken de eller seerne rigtigt får tid til at tænke sig om. Det er faktisk ment som en ros, for der ville absolut ikke komme noget godt ud af at gå handlingen efter i sømmene.
Afsnittet kunne have været mere elegant skruet sammen, og en figur som The Smoking Man (William B. Davis), der for længst har udspillet sin rolle, får endnu en tur i manegen. Han burde være forblevet definitivt begravet, og mytologisporet burde være lagt i graven med ham – eller i det mindste nulstillet.
Men når det er sagt, falder Gillian Anderson og David Duchovny lydefrit tilbage i deres gamle dynamik, uanset hvem af dem der er den troende eller skeptikeren. De kan få selv de mest klodsede replikker fra Carters genbrugspose til at glide ned (Scully til Mulder: ”You want to believe …” Mulder til Scully: ”The truth is out there, Scully.”).
Chris Carter – seriens ophavsmand – har paradoksalt nok tidligere stået bag nogle af de mest tåkrummende episoder, så der er god grund til at formode, at kommende afsnit skrevet af The X-Files-veteranerne James Wong og Glen Morgan vil have mere at byde på.
Især kan man kun have høje forventninger til tredje afsnit, Mulder & Scully Meet the Were-Monster, der er skrevet og instrueret af Darin Morgan, som i sin tid stod bag nogle af de mest drevne og selvironiske afsnit af The X-Files.
facebook
twitter
Kommentarer