cph pix 2017
10. okt. 2017 | 12:58

Thorn

Foto | Nitrat Film
Neel Rønholt spiller glimrende som Lisa, Jacobs unge, kunstneriske kone, der er et af de bedste elementer i Gabriel Tzafkas ujævne Thorn.

Super16-instruktøren Gabriel Tzafka spillefilmdebuterer med et parforholdsdrama, der gerne vil være en kunstfilm, men er for klodset til at lege med de store drenge.

Af David Madsen

Et nygift ægtepar har sex på deres bryllupsnat. Mens kameraet voyeuristisk beskuer dem gennem et spejl, rejser kvinden sig overskrævs på manden og beundrer sin refleksion som en kvindelig Patrick Bateman fra American Psycho.

Det er et tidligt motiv i Gabriel Tzafkas debutspillefilm, der sætter tankerne og fantasien i gang hos tilskueren. Er vi måske ved at tage hul på en De Palma’sk thriller?

Desværre skaber motivet falske forventninger.

Gabriel Tzafka, der ud over at have dimitteret fra Super16 også har en uddannelse fra Aristoteles-universitetets filmskole i Grækenland, har instrueret Thorn og skrevet manuskriptet sammen med Arne Grønbæk.

I modsætning til sin studiekammerat Kristian Sejrbo Lidegaard fra Super16, der har baseret debutspillefilmen Sange i solen på sin afgangskortfilm, er Thorn fra starten tænkt som en spillefilm.

Filmen er et parforholdsdrama om det føromtalte ægtepar, Jacob (Jens Sætter-Lassen) og Lisa (Neel Rønholt), som efter deres bryllup flytter ud i hendes farfars afsidesliggende gård for at starte deres nye liv sammen.

Sætter-Lassen og Rønholt, som også er gift i det virkelige liv og tidligere har spillet sammen i Badehotellet og Ekko Shortlist-filmen Nedtællinger, har en særdeles god kemi på lærredet. Deres barnagtige lege med hinanden lægger en interessant kontrast til filmens dystre musik komponeret af Sofie Birch og Asbjørn Derdau.

Men slangen begynder at vise sig i Paradisets Have, da en gammel mand (Olaf Johannessen), der bor på nabogården med sin kone (Vibeke Hastrup), advarer de unge om ikke at gå ud i skoven. Den er nemlig hjem for en unavngiven tyv.

Advarslen overhører de unge naturligvis, og da de går ud i skoven for at nyde den smukke natur, mister Lisa sin vielsesring til tyven. Samtidig begynder Jacob at blive plaget af jalousi og forsvinder ind i skoven, på jagt efter tyven sammen med den gamle mand.

Skovens melodiøse, men ensomme atmosfære er smukt fotograferet af David Bauer, som også debuterer med denne film.

Desværre begynder Thorn hurtigt at køre i tomgang, fordi filmen ikke kan bestemme sig for, om den vil være et drama eller en regulær thriller.

Dialogen føles akavet og opstyltet, hvorfor skuespillet aldrig bliver naturalistisk. Det dvælende tempo virker også mere studentikost end stemningsopbyggende.

I den sidste halvdel af filmen bliver der sat spørgsmålstegn ved Jacob og Lisas forbindelse til det gamle ægtepar, hvor de hver især kommer tættere på manden og kvinden. De to ægtepars forbindelse til hinanden er tænkt som et nærmest Shyamalan’sk twist, til trods for at varslerne er store som glødende neonskilte, der oplyser en buldermørk vinternat.

”Jeg tegner, men kunne da godt tænke mig at lære at væve,” siger Lisa, da hun komplimenterer den gamle kones vævning. ”Det lærer du,” svarer hun i et mystisk toneleje.

Helt galt går det, da den gamle kone sætter sig ned i filmens sidste kvarter og gennemgår filmens pointe punkt for punkt – som var hun Keyser Söze fra The Usual Suspects, der lige har gennemført århundredets bedste trick.

Chokket udebliver dog i en film, der tydeligvis har ambitioner om at være en kunstfilm, men er for klodset fortalt og for uinteressant til at lege med de store drenge.

Trailer: Thorn

Kommentarer

Titel:
Thorn

Land:
Danmark, Grækenland

År:
2017

Instruktør:
Gabriel Tzafka

Manuskript:
Gabriel Tzafka, Arne Kjærsgaard Grønbæk

Medvirkende:
Jens Sætter-Lassen, Neel Rønholt, Olaf Johannessen, Vibeke Hastrup

Spilletid:
83 minutter

Premiere:
7. oktober på Cph Pix

© Filmmagasinet Ekko