Tidsrejsen 2

De er sgu smarte, Poul Berg og Mikkel Bak Sørensen, der har skabt Tidsrejsen 2. Det er en julekalender for store børn fuld af detektivplaner, hemmelige agenter og teenageromancer, og oveni lægger man den ultimative krog til deres forældre: nostalgi.

Trettenårige Romeo (Frederik Thoft) er sikker på, at hans ukendte far var tidsrejsende og forsvandt i et lysglimt lige efter undfangelsen. Romeo er også overbevist om, at hans lærervikar er en slags helt, der bruger tidsrejse til at forhindre alle ulykker i hjembyen Dragør.

Romeo finder snart ud af, at vikaren – spillet af Bebiane Ivalo Kreutzmann fra den første udgave af Tidsrejsen – faktisk har en tidsgadget. Så han udklækker en plan om at stjæle den i samarbejde med Holly (Lærke Krabbe de Waal), en pige fra hans klasse.

Holly har den ikke særligt 2024-agtige drøm at blive rejsedronning ved at tage tilbage i tiden og få sin afdøde farfar til at gøre hende til enearving af familiens rejsebureau.

Sammen tager de til 1994, og så begynder problemerne. Hollys plan går ud på at fratage Romeos familie deres levebrød og samtidig sørge for, at de ikke ved, hvordan de skal komme tilbage.

Man skal nok begynde med at acceptere, at både Romeo og Holly er lige lovligt intense af to teenagere at være. De skyr ingen midler og stalker, stjæler og forgifter for at komme tilbage i tiden. Flere af deres snedige planer minder om Egon Olsen og er skægt udført i montager med forklarende voice-over, som var der tale om en kupfilm.

Tidsrejsen 2 er kort sagt ikke så realistisk, at det gør noget, men har en stiliseret tilgang til både karaktertegning og æstetik.

Der er nemlig også masser af tegnefilmsagtige iris-overgange, hvor skærmen bliver sort med undtagelse af et lille kighul, der fokuserer på detaljer i billedet. Læg dertil farvekoordinerede kostumer og selvfølgelig Dragør, som er kendt for sit gammeldags udseende og sine gule huse, hvilket giver en herligt eventyrlig stemning.

Efter de første otte afsnit, som jeg har haft adgang til, fornemmer man, at middelalderen kommer på banen senere i serien. Der er oven i købet et ondt lejemorderbureau, som arbejder fra år 2054.

Både æstetik og plot stritter umiddelbart i mange retninger og passer ikke nødvendigvis til hinanden, men man ender med at blive oprigtigt spændt på, hvor det hele dog skal ende.

I den første udgave af tidsrejsen, der blev vist for ti år siden, rejste man tilbage til 1984. Så begge udgaver af tidsrejsen besøger dengang, hvor målgruppens forældre var store børn eller unge teenagere – nostalgiens stærke 30-årscyklus.

Således blev der anledning til at sammensætte et mekka af vejrudsigter med Henrik Voldborg, engelsksprogede Thomas Helmig-hits, fashionable jeansjakker og masser af hårmascara.

Det er ikke altid elegant. Særligt ikke da Holly ender i en slang off med en trettenårig udgave af sin egen mor, hvor de udveksler ”ungdomssprog” på tværs af generationerne og har replikker som ”spurgt” besvaret af det mere 90’er-agtige ”spejl”.

Det er måske også lige tykt nok med de tre drenge, der ”ikke drikker andet” end Cowey – en blanding af mælk og appelsinjuice, der havde en sexet malkeko som logo. Jeg er stadig ikke overbevist om, at det faktisk fandtes.

Tidsrejsen 2 har indtil flere personer, som er tilpas interessante til, at man godt kan se de 24 afsnit bygge op til et spændende klimaks. Lise Baastrup spiller Romeos mor med næsten lidt for meget smerte, men hun fungerer godt i den dysfunktionelle mor-datter-duo med Michelle Bjørn Andersen, Romeos mormor, som i sin tid vandt familiens hotel i en god pokerhånd og gjorde Hollys familie til dødsfjender.

Storm, som Hollys familie hedder, stikker lidt ud fra de andre karakterer med deres pastelæstetik og ekstremt endimensionelle personligheder. Andreas Jebro får dog båret sin skruppelløse rejsekonge igennem på charmen.

Desværre har mange af især børneskuespillerne ikke fået nok træning og instruktion, hvorfor de er temmelig stive at se og høre på. Men i sidste ende tilgiver man Tidsrejsen 2, fordi den er herligt julemunter.

Særligt er der meget at holde af, hvis man er typen, der gerne udsætter yngre generationer for foredrag om dengang, hvor der kun blev sendt børne-tv én time om dagen, hvor telefonen sad fast i væggen, og hvor vejrudsigten var mere forbundet med en skaldet mand i sjove sweatre end naturkatastrofer.