I 1986 viste DR for første gang Jul på slottet, og kombinationen af nisser, fællessang og gammeldags eventyr gik rent ind i mit lille julehjerte – og sidder der stadig. Her næsten 30 år senere har en julekalender igen ramt mig. Og det i en grad, så den næsten vipper Jul på slottet af tronen som personlig favorit.
Tidsrejsen har hverken nisser eller fællessang. Til gengæld er den propfyldt med moderne eventyr i tre generationer.
Historien bevæger sig over året 1984 med touperet hår og pastelfarvede flyverdragter. Den runder også en Blade Runner-inspireret fremtids-dystopi anno 2044, og begge tidsaldre er troværdigt og budgetvenligt realiseret ved hjælp af opfindsomt visuelt design og grundigt lydarbejde.
Men først og fremmest bæres serien af en nutidig rammefortælling, som desværre er alt for relevant for store dele af dens målgruppe.
Skilsmisse-jul.
Trettenårige Sofies (Bebiane Ivalo Kreutzmann) forældre er blevet skilt, og hendes mission op til jul er lige så hjerteskærende, som den er barnligt naiv: Hun vil bare have sin familie tilbage!
Inspireret af sin hyggelige opfinder-farfar (Lars Knutzon) kaster den gennemrationelle teenagepige med flair for videnskab sig ud i en række eksperimenter, der skal føre hendes forældre sammen igen.
Men forgæves.
Så da den mystiske Dixie (Hannibal Harbo Rasmussen) dukker op med en magisk maskine fra fremtiden, rejser de to tilbage til 1984, hvor Sofie mener, at kimen til forældrenes skilsmisse ligger.
Tidsrejsen er stærkt inspireret af Tilbage til fremtiden-trilogien. Men der er kun tale om inspiration, for alle de tilsyneladende velkendte elementer har fået et emotionelt tvist. I 80’er-filmene rejser Marty McFly ved et tilfælde 30 år tilbage i tiden. Han manipulerer med sine forældres fortid ved et uheld, men han får historien på ret køl igen – og alle bliver glade.
Sofie rejser derimod helt bevidst 30 år tilbage i tiden med det erklærede formål at påvirke sine forældre. Og selvom det tilsyneladende lykkes hende at ændre historien, viser det sig at få ubærlige konsekvenser tilbage i 2014.
Netop Tidsrejsens vilje til at gå et psykologisk spadestik dybere end Marty McFlys farverige løjer, er med til at løfte den op på et niveau, der går lige i hjertet.
Det er slemt nok, at Sofies forældre ikke er til at kende igen i det nye 2014. Men at hendes tids-roderi oven i købet har bevirket, at hendes højtelskede lillebror aldrig blev født, men nu i stedet er erstattet af en hund, er en magisk-realistisk mavepuster af format!
Når vægten i så høj grad er lagt på følelser og drama, stiller det også større krav til skuespillerne. Hannibal Harbo Rasmussen er bestået i rollen som Dixie, mens Bebiane Ivalo Kreutzmann spiller den både skrappe og skrøbelige Sofie, så følelserne sprøjter ud af fladskærmen.
Kaspar Munk (Hold om mig og You & Me Forever) har en fantastisk evne til at instruere især unge piger. Han og Bebiane har da også en stor del af æren for, at Tidsrejsen er en nærværende og intens oplevelse.
Intens – grænsende til manisk – er også frikirkelederen Ragnar (Niels-Martin Eriksen). Først er han Sofies usympatiske klasselærer, men i seriens mest outrerede og problematiske plot er han efter endnu en tidsrejse pludselig blevet en falsk profet, der holder byen i et jerngreb med sin egen religiøse personkult.
Det har sammen med Sofies skepsis for alt, der ikke kan forklares med videnskab, fået flere politikere til at kritisere Tidsrejsen for at ”hylde ateismen” og skildre religion som ”ondskabsfuld og manipulerende”. Og det kan der måske være noget om. Seriens primære målgruppe har dog en alder, hvor de godt kan gennemskue, at frikirken/personkulten er en karikatur, som ikke skal tages for pålydende.
Hovedforfatter Poul Berg har set stort på traditionelle julekalender-forventninger og skabt et nærværende eventyr, hvor skilsmisseramte børn kan finde trøst midt i et kaos af følelser og ønsket om at få deres familie tilbage.
facebook
twitter
Kommentarer