Til døden os skiller

Til døden os skiller starter med et spørgsmål, som den 75-årige Elin stiller sin mand Vagn. Han er stærkt dement, og de sidder over for hinanden ved køkkenbordet, så hendes spørgsmål er både konkret og mere abstrakt. Hvor er du rent fysisk? Og hvor er du i din bevidsthed?

Til døden os skiller er Mira Jargil og Christian Sønderby Jepsens dokumentar-miniserie på tre afsnit, der har den altfavnende undertitel: Om livet og kærligheden. 

Men i virkeligheden rummer Elins spørgsmål mere præcist den centrale tematik i kondenseret form. For nok handler serien om livet og kærligheden, men lige så meget om alderdommen, og hvad den gør ved mennesker, der står i forskellige dilemmaer og må revidere, hvor de er i livet.

Foruden Elin og Vagn følger Til døden os skiller parret Anders og Rita samt den enlige Anna. 

En blodprop har gjort 77-årige Anders fysisk immobil, så han skal have hjælp til det meste, men han er klar i hovedet. Konen Rita er stadig frisk, så hun står mellem sin sengeliggende mand og sit eget ønske om at rejse. 

Da vi møder den 89-årige Anna første gang, har hun netop mistet sin mand gennem mere end 65 år. Hun har smerter i det meste af kroppen, men er mentalt i fuld vigør. Hun skal træffe den vemodige og svære beslutning om at forlade sit hjem og sin fødeby for at flytte på plejehjem.

Derfor står alle seriens personer over for svære valg. Jargil og Sønderby Jepsen doserer materialet ligeligt mellem de to ægtepar og Anna og fletter flot deres historier sammen, så de spiller op mod hinanden. 

Og de to dokumentarister har fået et meget ærligt og privat indblik i de to par og Annas liv både i dejlige øjeblikke, og når livet er allersværst.

Til døden os skiller fungerer rigtig godt, fordi personerne står over for uløselige dilemmaer, der ikke er forceret frem, men derimod helt igennem naturlige. 

For eksempel føler Elin, at hun svigter sin demente mand Vagn, hvis hun sender ham på plejehjem. ”Jeg føler mig som en lort,” som hun siger, fordi hun føler sig fanget mellem sig selv og sin mand.

For både ægteparret Elin og Vagn og ægteparret Anders og Rita er asymmetrien i forholdet problemet. Begge steder er det de to damer, der er friske og deres mænd, der halter efter – henholdsvis mentalt og fysisk.

Det skævvrider naturligvis de to ægteskaber, når man ikke længere kan de samme ting. Vagn kan ikke huske sine børn og skal passes som et toårigt barn, så det lægger selvfølgelig et vis beslag på Elin.

Mira Jargil har tidligere lavet Drømmen om en familie og Shortlist-filmen Den tid vi har, der handler Miras bedstefars afsked med sin elskede efter et langt liv og således peger frem mod den nye tv-serie. Christian Sønderby Jepsen har stået bag den vellykkede Naturens uorden, men er mest kendt for Bodil-vinderen Testamentet.

I Til døden os skiller lægger instruktørparret en afdæmpet og tilbagetrukket stil for dagen, der kun få gange stikker frem som slow motion.

Som en slags intermezzoer benytter de til gengæld hyppigt luftoptagelser, der bevæger sig ind over villakvarterer. Her bliver man også bevidst om, at det er et stykke af det virkelige og helt almindelige Danmark, vi følger.

Seriens egentlige styrke er Jargil og Sønderby Jepsens intime adgang til hovedpersonernes inderste privatliv. Vi er med, når Anders passes alene på plejehjemmet, og da Vagn gentagne gange tisser i bukserne.

Og i et af seriens store øjeblikke ånder en medvirkende ud omgivet af sin familie. Vi følger bogstavelig talt den døende helt i graven, på en gang grænseoverskridende og dybt rørende.

Tre afsnit af 40 minutters varighed er måske nok lige rigeligt for at fylde seriens begrænsede handling ud, men til gengæld kommer Jargil og Sønderby Jepsen hele vejen rundt om hovedpersonerne. 

Det kunne meget hurtigt være blevet et sentimentalt og melankolsk alderdomsportræt, men Til døden os skille undgå at den faldgrube. Fordi den mere end noget andet er et stærkt portræt af virkelige mennesker med ægte dilemmaer.