”Til ungdommen” er den officielle titel på Edvard Griegs digt, der måske bedst kendes for sin første linje: ”Kringsatt av fiender.”
Digtet – sat til musik af danske Otto Mortensen – var den hjerteskærende, eftertænksomme lydside til mange af de mindeceremonier, der fulgte i kølvandet på Anders Breiviks massakre på Utøya og regeringskvarteret i Oslo 22. juli 2011.
Teksten handler om at stå imod vold og krig med kærlighed og mod og er således på alle måder en passende titel til Kari Ann Moes dokumentarfilm, hvor Utøya-tragedien på en gang er underordnet og altoverskyggende.
Historien bag filmen er opsigtsvækkende. Kari Ann Moe gik i 2009 i gang med at lave en film om engagerede teenagere i de norske ungdomspartier. Filmen kom til at handle om Haakon fra det konservative Unge Høyre, Henrik fra ungdomsfraktionen af Fremskrittspartiet, Sana fra det socialistiske SU og Johanne fra det socialdemokratiske AUF.
I juli 2011 tager filmholdet sammen med Johanne til den årlige sommerlejr på Utøya i Tyrifjorden. De filmer hende, da hun ringer hjem til sine forældre og med et hverdagssmil fortæller, at hun ”er i live”. Som man nu gør, når man er sytten år og væk fra forældrene. Den 22. juli om formiddagen forlader filmholdet Johanne og møder Sana i indre Oslo. Kl. 15.25 hører de et kæmpe brag ikke langt derfra. Kl. 17.22 begynder Breivik nedskydningen af 69 mennesker på Utøya.
Der går ganske længe, før Utøya overhovedet kommer ind i billedet i Til ungdommen. Den første del af filmen følger de fire unge og deres politiske bestræbelser, som instruktøren havde planlagt det fra starten. Lyshårede Johanne kommer fra et velstående hjem, er karrierebevidst og talentfuld. Sana er muslim og vil gerne være med til at bremse den hetz mod folk med et mørklødet udseende, som hun har oplevet på egen krop. Den følsomme Henrik har mistet sin mor og er blevet svigtet af sin far og vokset op hos sine bedsteforældre. Og den overvægtige Haakon drømmer om at blive familiens første advokat og gøre sin mor stolt.
Kari Ann Moe følger de fire i både halvoffentlige diskussioner og private øjeblikke, og kombineret med direkte interviews tegner hun et billede af fire reflekterede unge, der med deres egen smerte i bagagen involverer sig beundringsværdigt i hver deres politiske sag. Portrætterne er sympatiske, men kradser kun i overfladen, og vi får mere et kammeratligt end intimt kendskab til de fire. Til gengæld får karaktertegningen vægt, fordi man jo ved, at det uafvendelige snart sker – deres ungdommelige naivisme vil blive fundamentalt rystet på en eftermiddag.
For en kynisk betragtning bliver Utøya-tragedien både en velsignelse og en forbandelse for filmen. Den ti minutter lange sekvens, hvor Johanne fattet, men naturligt stadig i chok, afgiver sin førstehåndsberetning om Utøya-hændelserne, er åbenlyst filmens stærkeste del. På et tidspunkt stod Breivik få meter fra hende, og hun så ham skyde adskillige mennesker på klos hold. Man har naturligvis hørt lignende vidnesbyrd før, men man hører alligevel åndeløst efter.
Filmen kommer ud af ligevægt, fordi Johannes historie er så åbenlyst mere prægnant end de andres, om end tragedien kommer til at påvirke dem på forskellig vis. En fremmed mand nærmest anklager Sana for at være skyld i massakren, før det bliver klart, at gerningsmanden ikke er muslimsk ekstremist.
Kari Ann Moe rammer heller ikke altid tonen i behandlingen af det alvorlige emne. I en montage fra det smukke roseoptog gennem Oslo spiller en gennemsnitlig popsang, der får sorgfællesskabet til at lyde som slutningen på en sentimental tv-serie.
Til ungdommen bliver derfor aldrig den altomsluttende fortælling, der skaber mening ud af en af de værste tragedier i nyere europæisk historie. Men der er alligevel noget forløsende over at få sat ansigt på fire unge mennesker, der har en stålfast tro på netop den demokratiske debat, som Breivik forsøgte at knægte. De byder beundringsværdigt fordommen om apatiske teenagere imod og giver håb om, at engagement og fællesskab er det, der kan bringe antidemokraterne til torvs. Det er et vigtigt budskab – til ungdommen.
Kommentarer